Både Tony Oursler på Kunstforeningen og Georg Baselitz på Louisiana holder masser af vand.

Jeg kunne sådan set godt lide den kommentar Tony Oursler fik med af Erik Aschengreen i Smagsdommerne: Vældig professionelt. Det er lige det det er. Ourslers patenterede "video på runde objekter" teknik fungerer fantastisk godt, og man er øjeblikkeligt interesseret i de levende uflade objekter Oursler får ud af det. Der er meget humor i det, men jeg skal da gerne indrømme at være så overfladisk at det mest er det direkte overrumplende, den direkte energi i de mange belyste objekter, der giver mig en oplevelse.

Omvendt er Baselitz-udstillingen imponerende både direkte for maleriet, for den enorme alsidighed hos Baselitz, for størrelsen af den personlighed man kan mærke bag billederne, og så endelig for den historie man ikke så meget ser men læser sig til: Det enorme ego, og den enorme karakter der er lykkedes med at skabe meningsfuldt billedligt maleri ud af en efterkrigstid hvor det abstrakte havde vundet og Tyskland havde tabt.
Det er kraftfuldt, alvorligt og humoristisk på samme tid. Og selv om Baselitz såvidt jeg forstår også udmærker sig ved at stort teknisk og malerihistorisk overblik så havde jeg mest af alt et indtryk af billederne som erfaringer fra et fantastisk interessant menneske, der tilfældigvis var udtrykt i maleri, fordi det nu lige var det som dette menneske lavede for at udtrykke sig.