Min far døde da jeg var 13, næsten 14. Her en liste af ting jeg ikke er sikker på jeg ville have brudt mig om at vide som 13-årig, men som jeg tror det ville have hjulpet at vide. Jeg skal ikke kunne sige at alle har det sådan, men hvis nu man har, kan det være rart at vide at sådan kan man faktisk godt have det.

• Det er noget lort. Noget forbandet fucking lort. Der er ikke rigtig noget formildende ved det. "Så fik han da fred" lyder godt, og er noget man kan sige, men for mig selv, personligt, så er døden - når den endelig sker - det værste der kan ske.
• Jo mere fysisk og nærværende døden er, jo bedre klarer du det bagefter. Det her er kun en teori, for da jeg var 13 turde jeg rent ud sagt hverken se min far svag og magtesløs, døende på hospitalet, eller se hans døde krop i kisten inden den blev lukket. Der gik nogen år før jeg begyndte at ærgre mig over det, men siden er jeg ikke holdt op med det.
• Det er få ting man er så alene med som en stor sorg. Jeg har masser af søskende og et nært forhold til dem alle, så jeg har ikke på den måde været alene med noget, men den kerne man har af sorg er det næsten umuligt at formidle og dele.
• Livet går videre mens det sker og efter det sker. Det er nok det mest frustrerende ved det hele. Det ultimative stressfænomen. Egentlig har man et behov for at sætte verden helt i stå, men man må indstille sig på at man skal videre med alt det andet mens man stadig går rundt og har det ad helvede til. Som barn var oplevelsen ikke stress, men istedet de brændende spørgsmål "Hvordan kommer jeg ud herfra?" og "Hvordan overlever jeg?".
• Der er ikke en rigtig måde man skal have det på. Raseri er OK, sorg er OK, en brændende lyst til at få besvaret spørgsmålet "Hvordan kommer jeg ud herfra?" er OK. Lettelse er også OK.
• Man skal ikke regne med at komme over det. Man kan vænne sig til det, men det bliver hos en hele livet. For mig personligt ytrer det sig på den måde at det ikke er egentligt ubehageligt at tænke på, men det giver stadig lige et stød i kroppen når jeg kommer til at tænke på min far.
• Hvis du synes du bruger for meget energi på at tænke på dine døde, så kan du evt bruge mig som sammenligningsgrundlag: I det første 17-18 år efter hans død, har jeg tænkt på min far næsten hver dag. Det stoppede for et par år siden. Jeg tror det er noget med noget overarbejde. Når jeg har ferie plejer han at dukke op igen med den gamle regularitet.

  Han har mange fremtrædelsesformer. Nogen gange er det bare en almindelig erindring, en situation jeg husker. Nogen gange banker det på døren og han står udenfor. Nogen gange svæver hans ansigt foran mig, eller - den mest prosaiske variant - i min fantasi ligger der en telefonbesked i receptionen ude på kontoret fra en, der siger at han er min far.
  

Det er en sammensat oplevelse. Der er flere punkter, men de her kan gå an for denne gang.