Jeg har sagt farvel til hende nu, Hår. Det var det. Vi havde nogen gode år sammen, men Hår og mig - vi kan ikke sammen mere og jeg trænger til at komme videre nu.
OK, når du præsenterer det på den måde, så har du nok ret. Det var hende der ikke ville mere. Og OK - det er 15 år siden hun snakkede om at hun havde brug for sit eget sted, og det er vel efterhånden 10 år siden hun flyttede ud, men jeg ku' sgu stadig godt li' hende. Hun sagde aldrig at hun ikke ville mere, og jeg har da hele tiden håbet på at vi kunne finde ud af det igen. Men realiteten er bare ikke sådan, så derfor syntes jeg at jeg var nødt til bare at sige stop. Nu. Ikke mere. Aldrig igen.
Gu fanden er jeg da jaloux. Ville du ikke være det hvis du kendte en som Hår? Det gjorde fanme ondt første gang jeg sad nede ved frisøren og talte lidt om hende, og han - jeg kender ham overhovedet ikke - begyndte at snakke om at han da ikke kunne se hun gjorde noget videre for mig.
Jeg blev mistroisk af helvede til af det - og pissejaloux når jeg så hende sammen med andre, men jeg vil sgu ikke være sådan en vel, så jeg lod som ingenting. Måske er det det hun er skuffet over. Nå, men det er fortid nu.
Men ok, jeg er glad for at det stoppede mens legen var god. Når jeg kører med S toget kan jeg se en hel masse af de andre fyre hun har droppet. De sidder alle sammen der i den sidste vogn. Søndag eftermiddag. På vej ud i forstæderne. Ud til Hår. På vej hjem fra tivoli eller biffen med drengen de havde sammen. Far ser afhåret, og tit lidt bitter ud, og jeg misunder ham heller ikke den togtur. Det må ikke være rart. At sidde der i toget med sønnen. Og så bare kun at kunne se en masse Hår på ham.