Med store forventninger (omhyggeligt afkrydset på det spørgeskema fra Filminstituttet vi fik ved indgangen) satte jeg og mine brødre os i går til premieren på Gasolin-filmen. Halvanden time senere afkrydsede vi alle vurderingen "ikke rigtig god nok" af filmen.
Problemet med filmen er mest fejldeklarering. Titel og forskræp lover os den endegyldige dokumentarfilm om Gasolin, men det er der slet ikke tale om. I virkeligheden er det en utrolig snæver film om hvordan bandet opstod i en konflikt mellem navnlig Franz Beckerlee og Kim Larsen - og hvordan bandet endte med at gå ned i samme konflikt. Rummet i midten, de mange plader og succesen, fylder egentlig ganske lidt. Det mangler, som Holger sagde, en fejring af bandet. Konflikten er nogenlunde grundigt dækket, men resten af materialet er decideret overfladisk. Som en af de andre brødre sagde: Når man lige har haft fornøjelsen af No Direction Home, så er det her altså en tynd kop te.
Ved siden af det så har filmen, som dokumentar, det enorme problem at der snydes helt vildt med tidslinien hvad enhver fan kan se. De enkelte pladers tilblivelseshistorie blandes sammen, bandet sidder og snakker om deres første plade og pludselig er der opløsning og krise og Kim Larsen går ud og laver sin egen plade Værsgo' og så kommer den anden plade (men Værsgo' kom i virkeligheden samtidig med den tredie plade) og så er det Roy Thomas Baker og så er det fiasko i Amerika og så er det slut. Sådan var det jo ikke.
Så alt i alt, en skuffelse, men mest fordi filmen ikke var afsnit 4 i en serie, og hed "Gasolin: Konflikten mellem Kim og Franz" (come to think of it, var der ikke faktisk sådan en dokumentarserie på TV en gang, bare uden det afsnit?)