Jeg er en varm modstander af denneher form for kulturpessimisme. Det er ikke rigtigt at det ikke gør en forskel at der er en samtale. Også selv om den ikke er lige klog hele tiden. Tværtimod.
Det er heller ikke et problem at mange meninger foregår i rum der ikke er præget af hvad man kan kalde undersøgende samtale, men istedet bare bekræfter og forstærker en fælles social platform. Det er det kultur er - og mere og mere endda i vores dejlige kaotiske netværkssamfund.
Den undersøgende samtale - aka sokratisk dialog - kommer efter den socialt bekræftende samtale, ikke før. Først skal samtalerummet etableres, så kan det udvides, udfordres og sprænges bagefter. Se også paradigme.

Jeg tror jeg vil opsummere den lære i en talemåde jeg straks til tage patent på:

For at kunne være uenige er vi først nødt til at forstå hinanden