Muhammed tegningerne i Jyllands Posten var næppe tænkt som en test af verdens muslimer, men alene som en test af os andre. Ville vi stille op for vore egne holdninger imod islam? Som jeg prøvede på at forklare forleden, så mener jeg at mindst halvdelen af fornærmelsen (altså som oplevet, jeg tænker ikke på om den var tiltænkt) ligger i lave kritikken af islam med ryggen til islam, og ikke i samtale med nogen muslimer. Efterhånden som krisen løber videre har den imamiske overreaktion imidlertid haft den meget gavnlige effekt at få åbnet ballet for at få skilt fårene fra bukkene og islamister fra muslimer. F.eks. ved at demonstrere at fornærmelsen ikke er så total som påstået. Ved at gå over gevind er det lykkedes for imamerne for første gang at tydeliggøre at de overhovedet ikke taler på vegne af alverdens muslimer. Det er aldeles fremragende.
Muhammedaffæren lader til at have virket bedre til at få denneher samtale i gang end terrorismen. Givetvis fordi sagen er tættere på - og givetvis fordi der ikke er nogen tvivl her: Vreden er ikke bundet op på nogen væbnet konflikt nogen steder, og den er virkelig på vegne af millioner af muslimer der ikke er spor fornærmede - eller ihvertfald fornærmede nok til at ville kendes ved denne kampagne.