Inden jeg lige tager mit skud på kanon-kommentarer skal jeg lige være færdig med at grine af at rockjournalisterne endnu engang given en pris til Jens Unmack/Loveshop. Steppeulven-prisen viser med al tænkelig tydelighed at rockmusik er alt for vigtigt til at det kan overlades til rockjournalister.
Skulle man være i tvivl kan man bare se på den totale falliterklæring der er Brians pop-kanon. Lad mig parefrasere Peter Peter: Det kan godt være at det lyder som om jeg bruger navnet Torben Bille som et skældsord, men jeg mener det fan'me også. Mage til uprofessionelt, uhæderligt, uoplyst, uoriginalt navlepilleri skal man lede på en weblog efter. Det er den slags der giver popkultur et dårligt navn, og helt ærligt - pop har fortjent bedre.

Og så syns jeg iøvrigt ellers at det her er for nemt. Selvfølgelig kommenterer folk da på kanonen, ellers var det jo helt spild af tid. Man burde faktisk lave sig en lille kanon web 2.0 mashup der opsamlede populære bud på ting der heller ikke skal glemmes. Og så iøvrigt at lister hører hjemme, ikke i statsapparatet, men i mere uformelle rammer, i dårlig journalistik (og altså på weblogs), at de er sjove, at de er endnu sjovere at lave, og at fremtiden - gud ske lov - vil bringe endnu flere lister. Jeg vil faktisk gøre det til en prioritet at lave mindst en liste om ugen her på classy. Og jeg lover at ikke så meget som én af listerne bliver i respons på et blog-meme. Til gengæld vil de være komplet irrelevante for andre end mig selv.

Vi started med det samme med mine top 10 oplevelser med klassisk musik. Alle i radiohuset (ja, min ensidighed her røber mig som et trist offer for vore dages begivenhedskultur hvor det væsentlige, musikken, skydes til side til fordel for de rammer den foregår i. Samme begivenhedskultur glæder sig helt vildt meget til at gå til kanonfestival i kanonhallenOperaen. Begivenhedskultur aside så er bundniveaet i Radiohuset meget højt. Jeg er gået ind til koncerter helt fantastisk træt, men er aldrig gået ud andet end lysvågen (med 2 bemærkelsesværdige undtagelser, se nedenfor).

1. Sjostakovitj (symf nr 15 tror jeg) og Stravinsky (Sacre du Printemps) med Kurt Sanderling
2. Händel og Pergolesi med Lars Ulrik Mortensen, Andreas Scholl og Camilla Tilling
3. Gennemspilning af Carl Nielsens symfonier med Michael Schønvandt
4. Mere af det.
5. Mere af det. (eller var det kun over 2 aftener?)
6. Urpremiere på Per Nørgaards 6. symfoni
7. Og senere dansk premiere på Nørgaards Terrains Vagues.
8. Beethovens violinkoncert med en brilliant tysker (ikke Christian Tetzlaff)
9. Sibelius 2. symfoni (det er vist bare den romantiske power der løber af med mig, men jeg har aldrig set violinister smile så meget som de gjorde de gode steder den aften),
10. Chopins klaverkoncerter med Evgeny Kissin (samme)

Af disse vinder nr 6 og 7. på sejeste node-oplevelse, Nørgaards musik var knasende fed og overraskende og utrolig og det er den plade man kan få med netop disse to værker på også. Jeg sad under koncerten og tænkte at det må være næsten umuligt at lave noget der i højere grad på samme tid kan have et moderne sprog og være ultrafedt. I nogen genre eller kunstform.
Nr 2. vinder på overrumplende musikerskab. Lars Ulrik Mortensen i fuld action ved orglet er på samme tid den mest usandsynlige og mest overbevisende klassiske rock-star jeg har set.
Nr 1, 3, 4, 5, 8, 9, 10 var på hver deres måde lykkelige kombinationer af de tre ovenstående kvaliteter (modernitet, musikerskab og musik der bare er fed før de har spillet en node)

Vi kan lige få plads til de 2 største nedture i radiohuset inden vi lukker endeligt

1. Händel Judas Maccabæus - jeg har lykkeligt glemt hvem der optrædte. Den eneste gang jeg har overvejet at gå i pausen - og fortrudt bagefter at jeg ikke gjorde det.
   
2. Arvo Pärt - jeg har lykkeligt glemt hvem der optrædte. Det mest ligegyldige overhypede musik evah. Ligeså kedeligt som Safri Duo.