Tidligere denne aften så jeg Manhattan for første gang i en del år. Jeg så den rigtig mange gange dengang den gik i Klaptræet da det stadig var en biograf - og det er min favorit Woody Allen film. At se den igen havde nogle uventede indbyggede pointer

• Da jeg så den første gang var jeg nogenlunde jævnaldrende med Mariel Hemingways rolle i filmen. Nu er jeg tættere på Woody Allens alder i filmen (ok, der er nogen år til endnu). Dynamikken mellem Hemingway og Allen er en helt anden fra det ældre perspektiv.
• Historiens backdrop af litterært New Yorker miljø der taler om kunst og psykoanalyse var karikeret fra starten af, men vores forhold til realiteten bag er forandret. For det første var det miljø fremmed og eksotisk dengang og nå må man sige at terapi-kulturen - og for den sags skyld masse-kurator-kunsten - har gjort det mere dagligdags og endda en smule latterligt. Verden har forladt den humaniora Allen karikerer.
• Allens sort-hvide arkaisering af New York får næsten et lag mindre når det New York man ser faktisk er blevet gammelt tidsbillede og ikke mere er nutid. Den stilbevidste pointe i sort hvid bliver mere usynlig på afstand.