Sinatra fortæller om hvordan han kun overlevede en snetruet ferrovial danmarkspassage i kraft af en god bog at glemme tiden med. Det vil jeg lade være tilstrækkelige anledning til at mindes en kort oplevelse jeg kun havde i kraft af tæt bogdække i Rom i den forgangne sommer. Det er som om man simpelthen ophører med at eksistere for andre mennesker i byrummet, når man læser.
Camoufleret med en roman (måske "Zenos bekendelser") sad jeg i min sommerferie på Janiculumhøjen og kiggede ud over Rom og snagede fuldstændig uhæmmet på de samtaler der foregik omkring mig. Der var de to piger der under stort besvær hentede små kopper espresso fra udskænkningen lidt borte. Der var de fire hollændere der kedede sig ad helvede til og ikke kunne nyde udsigten, og den amerikanske familiefar der er i lyntempo gennede sin nydelige kone og to børn ned til udsigten, smilede fjoget da chaufføren tog et billede og skyndte sig videre, og i den modsatte ende af skalaen var der var fyren der ommøblerede parkudstyret så han kunne få det helt rigtige skud af sin elskede med Rom som romantisk baggrund.
Den længste forestilling blev opført af en italiensk mand og en engelsk kvinde, begge først eller midt i 40erne. De ankom lidt efter mig og lagde sig i skyggen en meter bag mig. Manden begyndte at forklare om udsigtens highlights. Selv om emnet var ufarligt, talte han i et halvt fortroligt stemmeleje. Efterhånden stak han små bemærkninger ind om de steder de havde været sammen aftenen i forvejen. Hun kvitterede med også at genfortælle aftnenen før, men kæmpede også imod tilnærmelserne ved hele tiden at forbinde udsigten med sin mand. "Min mand mener sådan og sådan" "Min mand holder af sådan og sådan" "Min mand ville aldrig sådan og sådan".
Hendes ledsager fortsatte ufortrødent. De talte om hendes rejse, og langsomt lukkede hun op for et nyt mere fortroligt lag i samtalen. Hun forklarede om hvordan hendes mand havde været meget kontrollerende og om hvor svært det havde været for hende at tage beslutningen om at forlade ham. Navnlig fordi hun også havde været nødt til at forlade sin søn. Hun havde jo ikke nogen penge, hun kunne ikke give ham en tryg opvækst på den måde faderen kunne - navnlig da faderen ikke ville betale den dyre skole hun ville have drengen på nu når han ved at gøre det ville miste både sin søn og sin kone. Hun på sin side var altså ikke bare på rejse, hun var løbet hjemmefra.
Set på afstand, og måske også fra en mands perspektiv var hendes historie i virkeligheden patetisk - hendes smerte bestod i at fralægge sig ethvert ansvar for sin egen skyld og ikke for nogen andens - men hendes oplevelse af historien var reelt pinefuld for hende. Det plagede hende, og nu delte hun smerten med sin nye italienske ven hun havde mødt dagen i forvejen.
Hun afsluttede ikke sin historie, den standsede bare midt i smerten og blev afløst af et lille uforpligtende intermezzo med flere betragninger om udsigten. Italieneren på sin side fornemmede tydeligt at han ikke kunne lade hendes åbenhjertige afsløringer hænge i luften alt for længe.
Han skyldte på nærhedskontoen. Hun havde vist ham en uhæmmet fortrolighed, og hvis han skulle have en chance måtte han nu kvittere med at vise hende det samme. Han vendte tilbage til hendes historie om skolen, med nogle spørgsmål om engelske skoler (de var elendige fremgik det (forfærdelig regering), man måtte ganske enkelt have sit barn i privatskole, men manden...). Italieneren brugte skolen som springbræt til sin gengældte fortrolighed og begyndet en historie om sin egen skolegang - en pinlig historie, hvor han havde dummet sig i offentlighed, eller var blevet stillet til skue på en pinlig måde.
Det er svært at sige præcis hvad det var, men man sad tilbage med den opfattelse at den fortrolighed han viste hende kostede ham betydeligt mindre end den han blev vist havde kostet hende. Den gjorde imidlertid sin effekt - hun fik den ønskede sympati for ham og spurgte ind til hans oplevelse i et fortroligt leje. Da emnet var udtømt kvitterede hun for det hun havde fået med nogle selvudstillende morsomheder om englænderes dårlige italienske udtale. Han roste hendes og fortalte lignende små vittigheder på egen bekostning, men i virkeligheden havde de ikke mere at fortælle hinanden. Det var som om at rummet på Janiculumhøjen var brugt op for dem. De havde fyldt det med en fortrolighed og nu kunne de ikke bare være overfladiske der mere. Udsigten ikke mere at byde på og de rejste sig og gik videre. Jeg så dem senere, længere nede ad højen. Han pegede stadig seværdigheder ud. Det er uklart for mig om han havde forpasset sin mulighed.
Er det kun b?ger der virker? Eller kan magasiner, aviser, ugeblade, ugeaviser, ugerevyer ogs? anvendes til sl?ringsform?let.
Og i tilf?lde af, at ikke alle kan anvendes med lige stor succes, hvad kendetegner den "gode" sl?ring.
Er Joyces Ulysses et stensikkert d?kke? Er Fru Vibeke Holst det ikke?
Posted by: Nicolai on December 30, 2005 3:54 PMGode sp?rgsm?l. B?ger er afgjort at foretr?kke fremfor bare et blad, og ikke "A visual guide to Rome" n?r du er i Rom. Generelt tror jeg at den mindre popul?re er at foretr?kke for det mere popul?re. Hvor l?sende er du egentlig hvis det er "The Da Vinci Code" du sidder og flaunter.
Omvendt er bog-flaunting jo ogs? et kendt kontaktmiddel sine steder, og der er det obskure jo virkningsl?st.
Se ogs? om bog-flaunting: http://blogs.guardian.co.uk/culturevulture/archives/2006/08/01/i_bet_you_look.html
Der kunne skrives b?ger (!) om de samtaler man kan opsuge bag en bog - og jo t?rrere titlen p? den er, jo bedre, for s? tror de andre at man er for kedelig & h?flig til at snage. Det skal v?re en bog som ingen andre end du selv finder interessant - s? dem omkring dig ikke fristes til at starte en samtale om Marian Keyes seneste mesterv?rk.
Posted by: emme on September 27, 2006 8:35 AMJeg s? den godt i sin tid. Det bedste er n?sten kommentarsporet, der afsl?rer HVOR godt det faktisk virker.
Posted by: Claus on September 27, 2006 9:07 AM