Godt nok mener de fleste fornuftige mennesker at Pamuk sagen i Tyrkiet er en problem for Tyrkets ambitioner om optagelse i EU, men nu skal vi alligevel have lignende lovgivning herhjemme, mener Dansk Folkeparti. Man må håbe at Anders Fogh siger blankt nej til at bakke det op.

I forbindelse med Julen har Jes Stein Petersen i Deadline 2. sektion kørt en reprise af en samtale Domprovst v. Københavns Domkirke, Anders Gadegaard og DF mørkemand og præst Søren Krarup allerede har haft en gang i deadline om offentlig moral og kristendom. Gadegaard mener at man godt i kirkens navn kan opfordre folk til at opføre sig ordentligt. Krarup mener som hardcore lutheraner (aka tidehvervsmand) at det slet ikke er det kristendommen går ud på: Det Jesus skal vise os er at vi er syndere og fejlbarlige mennesker og afledt deraf at vi ikke skal sætte nogen principper, ideer vi kan få, op som perfekte idealer og deraf udleder Krarup så (tilsidesættende alle mulige praktiske eksempler på det modsatte) at verden fra oplysningstiden og frem er gået ad helvede til fordi vi har fået ideologier og menneskerettigheder og lavet alskens ulykker på den baggrund.
Krarups synspunkt er naturligvis informeret af "ideologiernes århundrede" - det 20ende - som også er de store folkemords århundrede. Men der er jo sket andet i mellemtiden også, såsom industrialiseringen, udviklingen af moderne videnskab og et velstandsløft uden sidestykke så påstanden om at de sidste 200 år er en stor ulykke holder ikke i byretten. Specielt da ikke når det også er den samme tidsalder der har givet os demokratiet og demokratiet har vist sig som et ganske effektivt bolværk mod krigenes ulykker, sålænge demokratiet holder forstås, ligesom videnskaben - og jeg er ikke i tvivl om at den kun kan laves af kulturer med en vis idé om frihed - har reddet fantastisk mange flere mennesker end den har dræbt.

Når det er sagt kan man, som tidligere nævne, sagtens have sympati med det anti-ideologiske budskab. Der hvor kæden hopper af hos Søren Krarup er slet ikke i hans præstegerning (bortset altså fra ovenstående modargument) men i en konservatisme der er så dogmatisk, og så egnet til at dunke andre oven i hovedet med, at den ligner de ideologier Krarup mener er nutidens ulykke. Krarup er helt ude af stand til at se at hans egen absolutisme er ligeså skadelig og destruktiv som ideologernes. Selv om Krarup er omhyggelig med at af-ideologisere sin præstegerning og holde den ude af det politiske, så bliver forskellen ens, når han bare sætter en anden absolut i stedet: Det er dunket i hovedet man husker, ikke farven på baseballbattet.