Måske er det et akut tilfælde af hypernostalgi, men jeg synes ikke nyhederne plejer at have lige så mange personskandaler som de har haft i år. Senest med Søren Ventegodt og alle faglige ledere i lærerstanden i centrum.
Muligvis er det en naturlig konsekvens af at politik er blevet stendødt fordi Anders Fogh dels ikke løber nogen politiske risici og socialdemokraterne omvendt for tiden er en vanvittig svag modstander til regeringen. Det er fint med de radikale, men så er der heller ikke flere der stemmer på dem, og der tager trods alt en del bid ud af kritikken.
At personfnidderet står højt kan man også aflæse af at hele 2 af årets bogudgivelser udkommer som direkte reaktion på personsager. Først Henriette Kjærs politiske selvmordsbog og lige for tiden Poul Pilgaard Johnsens angreb på Jørgen Leth debatten.
Det får mig til at tænke på situationen i slutfirserne/starthalvfemserne. Dengang, før det store opsving i 90erne, før web-gennembruddet og før murens fald sådan rigtig var sunket ind, virkede det en kort overgang som om finkulturen var slut. Det var dengang Søren Ulrik Thomsen i et foredrag på Regensen kunne tale om at samtiden var præget af en tømthed. Der var ikke rigtig noget at snakke om mere. Samtiden havde brugt sit stof op, 80ernes opgør med 70erne var gennemført. Fortidens spøgelser, muren og så videre, var væk, så ikke engang det traume kunne man hæfte sig ved mere. Resultatet var i et stort omfang en gold, reflekterende, usanset, formbesat kultur - eller det var ihvertfald konklusionen om kulturen i dens tid.
At 90erne skulle vise sig at være en velfærds- og kultureksplosion var kort sagt ikke til at se, ligesom man ikke kunne se i 90erne at der ville komme nogle sammenpressede neo-70ere bagefter, med økonomisk krise og politisk vold, men året i år oplever jeg lidt derhen at vi allerede er nået til samme afslutning som vi nåede for 80erne i starten af 90erne. De seneste 5 års spøgelse er bare ikke tømtheden, men råddenskaben. Virksomhederne var i virkeligheden sminkede lig, freden var i virkeligheden ulmende krig, krigen var i virkeligheden genoptaget imperialisme, osv. osv. temaet, skudt af fra begge sider af det politiske landskab, er råddenskab og skjulte hensigter. Personfnidderet er slutpunktet for historien om råddenskabet. Det er ikke engang systemet der er råddent, det er bare de mennesker der er i det der allesammen er pilrådne. Så er fjenden alting og ingenting og så er kampen mod råddenskaben løbet ud i sandet.
Spørgsmålet er bare hvilken udvikling det er vi overser denne gang.