Her til morgen tog jeg mig endelig sammen og så første halvdel af Scorseses Dylan-dokumentar No Direction Home. Jeg båndede den da SVT sendte den for en uge siden (anden halvdel følger i aften).
Det et en glimrende udsendelse bygget sammen af interviews der er så forskelligartede i billedkvalitet (og tøjstil) at man har svært ved at overskue hvor mange kilder de er blandet sammen af. Hovedvægten i originalmaterialet fra de tidlige 60ere er fra Pennebakers Dylan film og en dokumentar fra Newport Folk Festival i 1963. Filmen er et sjovt supplement til de fremragende erindringer der udkom for et år siden.

Som i biografiens første kapitler er fokus på rødderne og folk-miljøet i New York i starten af 60erne og på Dylan som den underlige grænsesprængende traditionalist han er. Det er godt for historien at Dylan ikke selv holder kameraet, sådan som han gør i Chronicles. Man kan bedre se at der er og var en stærk selviscenesættelse i Dylan, mest tydeligt i det helt andet billede man får af Dylans Woody Guthrie fascination. I bogen virker det som reverens for en stor mester. I filmen bliver det tydeligt som noget helt andet, nemlig egentlig imitation. Dylan imiterer simpelthen Guthries optræden og sangstil og hans kontakt med Guthrie får et helt andet skær i lyset af at Dylan har forsøgt at løfte sig selv op gennem sin kontakt med Guthrie. Filmen giver det en ikke særlig ærbødig karakteristik som noget nær snylten. Når interviewpersonerne taler pænt om det siger de at "Bob was channeling Woody".
Der er en anden ting som man får med i bogen, men ikke ligeså tydeligt som her. I bogen siger Dylan at der var mange gode sangere, de prøvede på at lyde godt. De gjorde ikke noget for at så sangene til at lyde som de skulle. I filmen, og jeg forestiller mig det er det samme han snakker om, siger han at han altid har beundret sangere der virkede som om de vidste mere end den der lytter. Hans ambition var at blive sådan en sanger. Det er jo i og for sig en meget uærlig og udvendig ambition og den er med til at sætte Guthrie-fascinationen i det andet, imiterende, perspektiv.
Det der sætter Dylan fri som kunstner til sidst er at han imiterer dem allesammen. Han suger musikalske indtryk til sig med en foruroligende energi og i løbet af et til to år er han færdig med at efterligne de andre og igang med at være sig selv. En livsalders erfaringer gennemført på utrolig kort tid. Det er ikke så mærkeligt at hans samtidige synes han var magisk.
I filmens karakterisering er det et nybrud der løfter Dylan ud af en rolle som traditionalist. Han omdanner traditionsformerne til nye personlige individualiserede kunstneriske former som udtrykker ham selv og ikke traditionen.

Filmen fik mig til at tænke på hvorfor det er helt præcist at konservative stridskæmpere som Brian Mikkelsen og Claes Kastholm-Hansen ikke kan bruges til noget som helst.
Dylan, den store traditionsbærer, er kun fantastisk fordi han forkaster hele grundlaget for traditionen og omformer den i sit eget billede. Det samme kan man sige om alt jeg sætter pris på af kunst og kultur lige fra renæssancen til idag. Det er rigtigt om alle de store at de sprængte rammerne og udfordrede deres samtid, lige fra Leonardo Da Vinci til... folk jeg end ikke selv kan se er fantastiske idag. Kunst der kun handler om fortiden er meningsløs og æstetik kan vi som sagt tale om om hundrede år. Så kære konservative: Kendskab til historien og respekt for traditionen er noget andet og meget, meget større end jeres lamme bagstræberi. Jeres ministerielle godkendelser af de gamles bedrifter kan I simpelthen stikke skråt op. De kan ikke bruges. De har aldrig kunnet bruges. Vi skal videre.