Midt i januar udnævnte jeg Laue Traberg Smidts fiktive forargede muslimer til året nyhedshistorie. Det var ikke til at vide på det tidspunkt at det både var helt rigtigt og helt forkert.

Det blev forkert af et antal grunde, mest den at hele resten af året er fortsat med den ene demaskering efter den anden. Det man skal være i år i medierne er simpelthen useriøs, skinger og til sidst afsløret. Men på samme måde kan man, med en let omtolkning af hvad det betyder at være årets historie konstatere at det virkelig blev årets historie: At stille sig selv som talsmand for en idé man senere må opgive enten fordi man ikke har rimelig adgang til at være talsmand for den, eller også fordi man ikke kan stå imod kritikken af ideen hvis den ikke er særlig god har udviklet sig til årets tema. Forbrugsministeren havde rod i privatfinanserne. Socialministeren var asocial. Louise Frevert var i virkeligheden en pensioneret orlogskaptajn af hankøn. Jørgen Leth var først levemand, så en gammel gris og nu er han måske til sidst blevet forfulgt kunstner og ad den vej levemand igen.

Senest er Flemming Rose muligvis fakkelbærer i en nødvendig kamp for ytringsfriheden, eller også er han i virkeligheden bare en borgerlig provokatør - den seneste nyhed er stadig svær at score og binder smukt an til årets første nyhed om den uhåndgribelige indvandring: I januar havde Traberg Smidt hverken en sag eller nogen forargede muslimer at kæmpe for. I september har Flemming Rose egentlig ikke nogen sag, men til gengæld et helt verdenskomplot af forargede muslimer at kæmpe imod.

Sjældent har et år bragt så mange skinnyheder med sig med så virtualiserede angreb, forsvar og retræter som 2005. For første gang i nyere mediehistorie er det som om man faktisk kan køre historien baglæns eller forlæns uden at kende forskel.