Jeg sad netop og overvejede hvad der skulle til for at få mig i gang med de danske indlæg igen, nu hvor Jørgen Leth kanonen har skudt sit sidste krudt af. Løsningen fik jeg fra Handelshøjskolen by way of ugebrevet A4 og Henrik Føhns.
Føhns kan nemlig viderebringe oplysningen at Skærbæk i Sønderjylland er Danmarks mindst kreative by. Det er der jeg kommer fra.

Måske er det det der er forklaringen på min instinktive modvilje mod Richard Florida, og navnlig de der læser ham halvreligiøst. Jeg synes der er en udpræget grad af Er Vi Ikke Fantastiske! over hele det kreative medieshow, og det skyldes ren ugidelighed at jeg ikke kastede mit fjernsyn ud af vinduet da de radikale selvfede trådte op til DMA som spytslikkede, smokingklædte mediestjerner. Aldrig har så få været så langt fra at være oprigtigt kreative.

Men Skærbæk altså. Jeg har skrevet om byen før. Man kan godt bo der. Der sker ikke det helt vilde. Og ja, Føhns - det var nok meget godt at I ikke foranstaltede en pride-parade nede i Storegade. Omvendt er Danmark så gennemdemokratisk at selv Danmarks kedelige småbyer, og altså også den målbart kedeligste af dem allesammen, har sine stolte sønner (der er flere, men speedwaystjernen Tommy Knudsen, tegneserietegneren Franz Füchsel og mediesociologen Henrik Dahl(iøvrigt min storebror) comes to mind). Den har sin egen historie og også sin egen magi, selv om man skal lede lidt efter det sidste og selv om jeg må tilstå jeg også har svært ved at se den de få gange jeg har besøgt byen gennem de sidste 10-15 år. Udviklingen har ikke været god ved små byer som Skærbæk. Jernbanestationen er for længst nedlagt og er bare et trinbræt. Biografen er såvidt jeg ved også lukket. Mejeriet er lukket og slagteriet er ikke længere en lokal stolthed der laver Skærbæk Pølser som sælges i hele landet, sågar på Rådhuspladsen, men er nu bare en del af Danish Crown, et anonymt akkordslagteri i den danske sværindustri der kaldes landbruget.
Hvordan er det at vokse op i Danmarks mindst kreative by? Jeg fortryder intet. Jeg er glad for at være vokset op i en virkelig lille by; det giver livet på stenbroen en fremmedhed som det ærlig talt ville være for trist uden. Og så er jeg glad for at kunne nogen virkelig go'e sønderjydske børnevitser for slet ikke at tale om livsvigtige udtryk som "pisse hyl". Men det hænger meget på det helt tætte nærmiljø må jeg omvendt indrømme. Marsken er et fantastisk landskab, og der er dejligt på Rømø, og dog har jeg alligevel mange, mange gange med andre provinsboere, der er flyttet til København, siddet og diskuteret sandheden i de gyldne linier fra "Songs for Drella":

There's only one good thing about a small town
There's only one good use for a small town
There's only one good thing about a small town
You know that you want to get out

When you're growing up in a small town
You know you'll grow down in a small town
There's only one good use for a small town
You hate it and you know you'll have to leave