Oplysningen forneden om fortælling som kampsport skal forstås i denne sammenhæng:

Hvis man er uddannet i de eksakte fag så genkender man givetvis den middagsselskabsoplevelse at ens borddame på et tidspunkt udtrykker den idé at når nu faget er 'eksakt' så må det være noget i retning af en slags højere maskinarbejde. Man bakser med at samle logiske dippedutter, noget vi alle kan være enige om nok er kedeligt i længden.
Jeg har stødt på en lignende idé på første år på matematikstudiet. En medstuderende spurgte, med undren i stemmen, "Hvad laver en matematiker egentlig?". Desperat, og ikke særlig imødekommende foreslog forelæseren, "Matematik!" som svar, men spørgeren havde slet ingen forestilling om hvad det kunne betyde. Ingen fornemmelse af at matematikken til stadighed skal opdages - at den ikke er færdig.
Jeg tror spørgeren opfattede de ting han havde lært som en slags faktuel botanik og matematikeren som en samler med en interesse for nogen bestemte grimme og farveløse blomster. I virkeligheden har matematikere det på samme måde som borddamen med de allerede vundne indsigter. Istedet bruger man som matematiker al sin energi på at opdage, foreslå og forklare nye præcise erkendelser.

At lave matematik er at gennemleve en fortælling. Den matematiske oplevelse har den samme historiestruktur som det klassiske eventyr. Man sætter af fra kendt territorium, bevæger sig ud og op i et ukendt terræn og møder ukendte, uanede farer. Man kæmper på liv og død. Bogstavelig talt. Man ved at der er problemer man vil knække halsen på, problemer der kan vinde over selv den dygtigste. Jo mere alvorlig kampen er jo større er tilfredsstillelsen ved sejren, og ganske som i eventyret så afsluttes rejsen ved at man kommer hjem til velkendt territorium. Til en forståelig og tryg verden som opfører sig på en måde man kan overskue.
Det er et klassisk eventyr. En dannelsesrejse. Hver gang.

Det interessante og nye ved matematik, og ved andre symbolske arbejdsformer, er at der ikke er nogen forskel på den legende fortælling og den farlige virkelighed. Fortællingen ER virkeligheden. I den forstand er der ingen tvivl om at vi lever i storytellerens tidsalder. Det handler ikke om at vi alle skal arbejde med TV, men om at arbejdsformen for symbolarbejderen er mage til arbejdsformen for historiefortælleren - og fortælledrivet er det drive, der driver symbolarbejdet.