Der sad en edderkop i mit køkken, i vinduet over vasken. Den sad så højt at jeg ikke effektivt kunne baske den ned med en avis. Jeg fik ram på den, men den faldt ikke direkte ned. I stedet skete der det at den tråd som den nu døde edderkop netop havde fæstnet til vinduesnichen blev siddende og den døde edderkop begyndte at falde, mens den spolede tråd ud af sin livløse krop, sådan at faldet foregik i slow motion.
Det så fantastisk ud, lidt som om tiden gik for langsomt, eller luften pludselig var blevet tæt som vand. Det betragter jeg som en helt tilstrækkelig grund til at mindes Walt Whitman, der både forstod edderkopper og hypertext:

A NOISELESS patient spider,
I mark'd where on a little promontory it stood isolated,
Mark'd how to explore the vacant vast surrounding,
It launch'd forth filament, filament, filament out of itself,
Ever unreeling them, ever tirelessly speeding them.

And you O my soul where you stand,
Surrounded, detached, in measureless oceans of space,
Ceaselessly musing, venturing, throwing, seeking the spheres to
connect them,
Till the bridge you will need be form'd, till the ductile anchor
hold,
Till the gossamer thread you fling catch somewhere, O my soul.