Og her er så til et meget lille publikum, I ved hvem I er, en anskuelighedsundervisning fra biennalen i hvorledes alt det man kan sige om et kunstværk og dets betydning stadig er uendelig langt fra selve værket.
Vores allesammens islandske kunstsuperhelt, Olafur Eliasson, er med i Arsenaleudstillingen, endda med særlig star-treatment. Istedet for at stå blandt de andre værker er Eliassons Your Black Horizon realiseret som en pavillion for sig på øen St. Lazzaro. Man skal med færge derud og færgen sejler kun hver anden time, så det kræver med andre ord et vist engagement at komme frem. Men det dansk/islandske flag skal jo kippes, så afsted går det.
Pavillionen er hurtigt beskrevet - i et helt mørkt rum er en tynd linie lys langs væggen i halvanden meters højde det eneste lys. I løbet af få minutter skifter linien farve og intensitet så man lysmæssigt gennemlever et døgn i Venedig. Det var det. (billede)
Det sjove er at man kan se ideen "et døgns lys accelereret ned på få minutter" samtidig et andet sted i byen, nemlig som det slovenske bidrag til biennalen. Med et fuldstændig andet resultat. Var det ikke for ordene om det realiserede døgns dagslys ville man knapt nok forbinde Eliasson og den slovenske kunstner.

Man får næsten lyst til at udfordre 3 kunstnere med en bunden opgave. De får et katalog, allerede skrevet, stukket i hånden. Opgaven er nu at realisere den udstilling der har kataloget som katalog. Bagefter kan man så smide kataloget væk og få lavet 3 nye kataloger, uafhængigt af hinanden. Mit gæt ville til en hver tid være at de 3 kataloger der kom ud af det ville være meget forskellige.