I går var det Martin Hall, i dagens avis (stadig Berlingeren) er det istedet socialdemokraten Ole Hyltoft der har riven ude i en serie ret dårligt gennemførte karaktermord på Ole Wivel og Knud W. Jensen i sammenhæng med en "demaskering" af Gyldendal. Og bare så vi kan være helt sikre på at det er en god kronik så får Hyltoft også insinueret at modernisme er en slags fascisme.
Vi kan jo lave os et kulturelt scoreboard Knud W. Jensen vs. Ole Hyltoft

Man kan selfølgelig altid diskutere om det er mest problematisk at ansatte en digter med en kritisabel fortid eller en fuldstændig inkompetent livssvindler og tidligere blokvognssangerinde, og man kan også diskutere om Louisisana nogen sinde har udstillet et kunstværk der er mere moderne end værket "Arken/Søren Robert Lund/Anna Castberg", betragtet som mediekunst og stedspecifik installation i ét, men hvis jeg var Knud W. Jensen stillede jeg til enhver tid op på den bagrund til en boksekamp på de positive værdier integritet og kunstnerisk dømmekraft og imod de negative indspisthed og åndelig sclerose.

[UPDATE: En lidt mere interessant kommentar til Gyldendals position i dansk litteratur får man fra et af de andre hjørner i dansk kulturs bermudatrekant, Politiken]