Martin Hall har skrevet en 700 sider lang (!) nøgleroman om punkårene. Sjældent har det været klarere for mig at en bog ikke er værd at læse (altså siden "Michael Laudrups tænder" mener jeg).
I nogle uddrag i dagens Berlinger gør Martin Hall op med et par andre koryfæer fra punkårene, Poul Borum og Michael Strunge. Han gør blandt andet et stort nummer ud af at rakke ned på Michael Strunge, og når blandt andet at karakterisere Strunges selvmord som et rent publicitystunt. Det var bare Strunges måde at sikre sin plads i litteraturhistorien.

For det første kan vi skynde os at slå fast at stillet ved siden af Strunges talent og gennemslagskraft så er Halls ditto så ubetydelig at den er decideret usynlig. Når han ikke længere er iblandt os til at lave et af sine mange, mange comebacks vil han blive glemt ligeså hurtigt som han bliver det imellem disse comebacks. Det er fint med mig hvis nogen indvender at det er fordi Hall er meget mere avantgarde og at det er meget finere ikke at have et publikum. Det er fuldstændig ligemeget, og jeg mistænker i øvrigt at det ikke rigtig har noget på sig.
For det andet er featuren i Berlingeren et fænomænalt selvmål af Hall - tænk engang at bruge energi på at kritisere en anden for at ville være Dansk Punks Førstemand, samtidig med at man skriver en 700 siders roman hvis eneste synlige formål er i stedet at råbe "DET ER MIG DER ER DANSK PUNK! MIG! MIG! MIG!". Det ville være ækelt hvis ikke det var så larmende patetisk.