Nå, men vi skal jo til det - her en øjenvidneberetning fra Venedigs Arsenale område, hvor den ene af de to store udstillinger på biennalen blev afholdt:
Jeg nåede ned til Arsenaleudstillingen ud på eftermiddagen efter at have brugt det meste af dagen i Giardini di Biennale, det område hvor de nationale pavillioner og den egentlige udstillingsbygning ligger. Der havde da været nogen sjove ting at kigge på dernede (mere om dem senere), men selve hovedudstillingen var mere eller mindre rent retrospektiv, den havde mere pædagogisk sigte, desværre. Det mest interessante var en behjertet indsats for at vise en masse kunstnere der ikke er fra Europa eller USA, men jeg fandt hurtigt ud af, da jeg var kommet ned til Arsenale at jeg havde gjort tingene i den forkerte rækkefølge.
Udstillingsstedet, Arsenaleområdets gamle industribygninger var besøget værd i sig selv. Et fantastisk sted simpelthen. Udstillingen befinder sig i en lang bygning af røde mursten, som står helt rå. Det eneste inventar er de store stensøjler der bærer tagkonstruktionen og så en gamme jernkonstruktion med en slags overetage i byggeriet. Udover at bygningen er rå og flot er den også enormt stor. Rummene man går i er 20 meter brede, måske 10 meter høje og igennem dem skærer en lang bred gang, centralt i rummet, som fortsætter 300 meter i lige linie igennem 8 rum. Kunsten enten står langs midtergangen, eller er sat direkte op på de rå murstensvægge. Der er ikke nogen belysning udover den lys kunstværkerne afgiver - mange af værkerne er videoværker - så man befinder sig halvvejs i tusmørke.
Man ville kunne se direkte ned gennem alle 300 meter, hvis ikke kunsten stod i vejen, og synet ind gennem billedindtrykkene fra de mange forskellige værker giver en mindelse om en bazar af en art. Det indtryk forstærkes af at virkelig mange af værkene også har en lydside, og de mange lyde konkurrerer konstant med hinanden. Fra alle sider skråler videoerne om opmærksomhed i en lidt bizar blanding af humoristisk nonsens, almindelig mærkværdighed og politiske eller dokumentariske gadebilleder.
Objekter lavet af alt, bare det ikke er den marmor, kobber og jern der signalerer gammel kunst, står blandet med videoerne. Der er fotos, men ingen malerier. Enkelte af objekterne bevæger sig, og iøvrigt har animatroniske værker også været brugt i flere af de nationale pavillioner.
Cirka halvvejs nede ad gangen overdøves man et øjeblikaf den idiotiske latter der kommer ud af 8 store papkasser. Nede i kasserne er små mennesker, udført i video, i færd med alskens fjollede julelege. De springer buk og vælter hinanden som kegler.
Der er kun et enkelt sted i rummet hvor der er stille. I en af salene er den ene halvdel af rummet efterladt tomt, pånær en videorulletekst der forklarer at værket der skulle have stået her ikke kom med fordi biennaleledelsen nedlagde forbud mod at det kom med og mod at det blev nævnt i programmet. Ideen var at lave et rekonstruktion af Ka'baen i Mekka på Markuspladsen. Et computermanipuleret foto af en stor sort stofklædt kube på Markuspladsen viser hvor velegnet den havde været til formålet, men i disse terrortider var det åbenbart for meget for ledelsen.
En anelse udmattet af den blandede støj og de blandede billeder, kommer man til enden af de 300 meter gang. Man drejer om hjørnet. Og opdager 200 meter mere, gennem 8 rum mere. I denne næste akse er indtrykket ikke ligeså kaotisk og blandet - de enkelte rum står i højere grad for sig selv, med færre værker i hvert rum og klar adskillelse mellem rummene.
Ude i lyset igen i den anden ende står man ved det tomme havnebassin i det gamle venetianske skibsværft. En anelse paf. Det er lidt svært at sige om det var totalangrebet i sig selv, eller de enkelt ting man har set der har gjort indtryk, men billedrusen var ikke til at tage fejl af.