I Venedig, hvor jeg lige har været, er der Biennale, et af verdens helt store kunstshows, og vist i særdeleshed det ældste internationale kunstarrangement på sin skala. Det var på biennalen i sin tid at de amerikanske efterkrigsmalere blev stjerner også i Europa, f.eks.

Jeg vil have mere at sige om nogen af indslagene lidt senere, men vil begynde med slutningen. Tilfældigvis var en større mafia af danske kunstkendere med den samme flyver som mig ud af Venedig. Denne weekend var åbenbart en stor weekend for biennalebesøg. Ombord i flyveren kan man overhøre følgende korte samtale
Kender 1: "Hvad synes du om det?!
Kender 2, ryster på hovedet med kendermine: "Der var ikke noget."

- Det kan godt være at der for en insider ikke rigtig var noget at komme efter, og selv for en tilfældig, omend halvflittig, museumsgæst var det tydeligt at der var lige lovlig meget gammel vin på mange af flaskerne, men selve begivenheden, dens skala og dens omgivelser er nu alligevel i særklasse. Muligvis blander man let de begivenheden sammen med kunsten når man ser biennalen for første gang. Jeg havde ihvertfald en kraftig billedrus efter 2 biennaledage i sidste uge. Om den senere.