Jeg går fra stationen ned på hovedgaden og finder stikvejen op ad bakken. Jeg når op på toppen og kigger mig omkring. Der er middelalderspil og jeg står midt i en kulisse af en middealderby, men den er ikke i brug lige nu. Jeg ser stengærdet rundt om kirkegården på den anden side af bakken. Jeg krydser vejen og finder en jernlåge ind på pladsen. Jeg går igen opad og prøver på at genkende stedet. Helt ovre i den anden side ligger det gule hus med det flade tag som jeg husker det. Jeg går gennem gangene, med ryggen til huset mens jeg prøver at huske hvordan vi stod da vi satte urnen ned. Huset var bag ved os. Tæt på os. Over den venstre skulder. Jeg kigger kun på den side af gangen der stemmer med min erindring. Gravstenene er meget forskellige. Dels er der mode, også i gravsten, og dels er stenene sat med forskellig hensigt. Nogen som mindesmærker for lokale store mænd, andre som de efterladtes forsøg på et sidste portræt af en kær savnet. Jeg prøver på at huske fars sten: Ikke så stor, natursten, helt enkel, med sort skrift. Jeg kan ikke huske om teksten er i Helvetica eller Times.
Jeg er kommet længere væk end kroppen syntes den stod dengang, men jeg har ikke fundet stenen og jeg fortsætter lidt endnu, før jeg går tilbage gennem gangene og ser alle gravene igen fra den anden side. Jeg går kun igennem hver anden række for jeg kan overskue to rækker af gangen, når jeg kun skal se til den ene side. Jeg er lidt skamfuld over ikke at kunne huske hvor stenen står, men jeg finder den ikke og til sidst når jeg tilbage til det gule hus. Jeg går ind på kontoret. Pigen slår navnet op, men finder ikke noget. Jeg når at komme i tvivl om jeg er det rigtige sted, men navnet er bare stavet forkert i systemet. Jeg beder hende rette navnet, og får et nummer. A-07-12. Jeg går tilbage. Tæller mig frem. Finder pladsen.
Den er mindre end jeg huskede den, halvt så bred som graven ved siden af. Stenen er helt gemt bag de stedsegrønne planter og den sorte skrift er næsten vasket bort. Navnet står tilbage i ren grå relief. Jeg kigger op og orienterer mig, mærker det gule hus bag venstre skulder. Stenen ligger præcis der hvor kroppen huskede den, men den er helt usynlig når man går forbi. Jeg er nødt til at stille mig ind på graven ved siden af for at kunne læse skriften. Jeg står der lidt, smager på navnet og på årstallene, mens folk går forbi ude på grusstien, inden jeg selv går tilbage over bakken og ned til torvet for at møde de andre.

(del af en serie)