På vej ud i et ikke syntetisk sommerland overhørte jeg ombord på et af DSB's antikverede tog en fantastisk samtale. En gruppe på 5-6 knap så raffinerede Holbækborgere var stået ombord på toget til Kalundborg og de havde klippet for få klip. De brokkede sig indtil DSB kontrolløren til sidste gav op og lod dem køre.
Da hun var gået begyndte de en lang snak om at brokke sig.
"Jeg kan altså ikke lide det dér", sagde drengen, som de ikke havde klippet for - han var ikke glad for at skulle være ham de havde glemt.
"Man skal brokke sig. Ellers får man jo en bøde", sagde den ældste, en kvinde.
"Jeg brokker mig skam også" forsøgte drengen.
"Det koster jo 500 kr hvis man ikke brokker sig",
"Når jeg kører til Roskilde og til bage så husker jeg altid at brokke mig - begge veje", sagde han.
"Ja, men nu er det mig der er den voksne og så er det altså mig der brokker mig", var svaret der afsluttede samtalen.
Brok var simpelthen deres livsstil. Og ikke noget med at pakke det ind med en eller anden pseudobegrundelse der retfærdiggjorde brokkeriet for dem selv. Nej, brok var selve sagen. De vidste det var brok. Og de var stolte af det.