Jeg kan stadig huske overraskelsen for et år eller tre siden over at se i øjnene hvor kort vej der er fra bussen op til sommerhuset. Der er måske 10 minutters gang hvis man ikke skynder sig. Jeg husker det som dreng som om der var langt ned til Arrild by, en hel ekspedition man ville gøre meget for at undgå.
Det er ikke så underligt. Jeg var 7 da vi købte sommerhuset, og 13 da vi flyttede til Ribe, og holdt op med at tage ud i huset på egentlige ferier. Jeg er først begyndt på det igen som voksen. Landskabet er skrumpet i mellemtiden. Turen over på heden, en gang et rigtigt udflugtsmål, tager måske 15-20 minutter til fods. Turen henover hedestykket tager under 10, selv om heden virkede ganske stor da vi var små. På samme måde forstår jeg nu bedre hvorfor den sø vi altid tog over at besøge, kun hed en dam på kortet.
Det er mærkeligt at gå rundt i et landskab som på den måde er blevet miniaturiseret. Jeg er her sjældent nok til at man bemærker den nye og mindre skala som noget der er anderledes end man husker det. De bakker man ser er nu kun små vejbump, lange strabadserende vandreture tager 10 minutter. Og alligevel så har man jo oplevelserne med sig. Jeg gad nok vide hvordan disse små afstande til mange meget små udflugtsmål egentlig opleves hvis man ikke har haft den ide, at det er et lille hus i en stor skov, nogensinde?

(del af en serie)