Det er jo dejligt at være på landet. Mennesker man går forbi hilser bare fordi man også er der.

Jeg husker en varm, varm sommerdag at være på cykeludflugt. Jeg kørte ud ad bagvejen og ned på heden. På vej over mødte jeg en lille gammel mand i tweedjakke og hat, der selv var ved at cykle over heden den modsatte vej på en gammel herrecykel. Vi hilste med et nik og et Dauw. Jeg kørte videre ad Rødeledsvej, over i Lindet skov, og videre over til langdyssen, og dammen. Jeg spiste madpakke. En time eller to senere kom jeg på tilbagevejen igen til heden. Næsten samme sted, men nu med retningerne byttet om, mødtes den gamle mand og jeg igen. Dauw.

Jeg husker at stå nede ved busstoppestedet på en varm aften og vente på bussen til Kolding efter besøget var afsluttet. Det var dejligt varmt og der var et liv i luften. Man kunne høre lyden af aften omkring sig. Traktorer på vej hjem, børn cyklende omkring inden de skulle ind at spise. Mens jeg stod der, det var vel 10 minutter, kom en bestemt mand cyklende forbi et utal af gange. Det var ham, der i en historie af Blicher ville have heddet landsbytossen – en lidt sær snegl, som i storbyen ville have haft et skidt liv, men folk som ham har bedre vilkår i en lille by hvor alle ved hvem du er. Folk er mere opmærksomme på at passe på en som ham, og det gjorde de også den aften. Hver gang han mødte nogen, standsede han på sin cykel og de i deres bil og hilste på hinanden. “Goddaw, Arne. Hvordan går det så. Jo, jeg kører lige et par ærinder. Nå men det er å' godt nok. Ka du har det Arne. Ja hils di' mand da. Jo Arne det skal jeg gøre”. Og så kørte de igen. Arne havde mange små ærinder.

(del af en serie)