På Vesterbro har man i de sidste par år har med jævne mellemrum kunnet høre en klarinet spille klart gennem natten. Navnlig i sommervarmen, navlig under jazzfestivalen og navnlig henimod midnat.
Klarinetten spiller ikke nogen egentlig melodi - bare nogen løse ranker. Jazznoder der bliver ved og ved.
Lyden skærer igennem kvarteret. I sommervarmen underholder klarinetten hundrevis af vesterbroere, der holder vinduer åbne for natten. Af samme grund ledsages musikken tit af en slags talekor der gentager linjen "Så hold dog kæft!" fra mange hold i mange stemmelejer.
Jeg har længe undret mig over hvem det er der spiller, og man kan forestille sig meget. Selv har jeg altid tænkt at musikken nok blev spillet af en ældre vesterbroborger, en slags happyjazz-nisse. En lille halvskaldet mand med guldbriller og et glad smil på læben. Hans hår, det han ikke har tabt endnu, er lidt for fedtet og alt for langt, og han har brede røde seler på som sidder spændt ned over en hyggelig ølmave. Og fordi han synes han gør noget godt for hele kvarteret når han spiller, så lader man ham spille. Også over midnat.

Stor var min glæde her til morgen da midnatsklarinettisten pludselig begavede Vesterbro med en gæsteoptræden i dagtimerne. Endelig ville jeg få ham at se, jazznissen. Større end min glæde var overraskelsen da jeg endelig så ham.
Det var slet ikke en nisse. Det var istedet en lettere forhutlet, yngre mand - en mellemting mellem en bums og en christianit. Han stod på Istedgade, lige ved krydset med Abel Cathrinesgade. Klarinetkassen stod foran ham, klar til at modtage mønter.
Jeg ankom til krydset samtidig med at ejeren af det pizzaria han stod foran fik for meget. Han skældte ud. Som en sand professionel pakkede midnatsklarinettisten sit habengut og ville flytte sig, men pizzamanden ville mere.
Han var i færd med at give klarinettisten den klassiske narkomanbehandling. Klarinettisten skulle ikke bare skride. Han skulle dukkes. Pizzamanden insisterede på at han skulle rydde op i det vesterbroske gaderod han spillede i.
De snakkede. Der blev truet med en opringning til politiet. Men pizzamanden havde forregnet sig. Klarinettisten havde, i modsætning til narkomanerne, livskraft og selvrespekt.
- "Så foretag det opkald", sagde han, "Foretag det opkald!"
Pizzamanden blev stående.
"Foretag det opkald. Nu" råbte han mere ophidset. "Gør da noget, med dit forspildte liv. Mit liv er ikke forspildt. Det er bare ... utraditionelt!"
Pizzamanden havde ikke noget svar. Han gav op. Jeg gik videre.
Et minut senere sang klarinetten igen.