Mon ikke man kan opsummere årsagerne til politikerlede i følgende let overskuelige tabel.

1. Afmagt og uoverskuelighed. Altså menneskets almindelige over for det hele, og derfor også politik. Jeg tvivler oprigt på at der er særlig meget politikerne kan gøre for at hjælpe her. Drømmeløsningen til højre er at appellere til det store i mennesket. Drømmeløsningen til venstre er at appellere til fællesskabsfølelsen. Ingen af de to har gode udsigter - det er alene et spørgsmål om hvor i samfundet afmagten skal findes.
   
2. Når politikere ikke mener det de siger. Anders Foghs egentlige gave som politisk communicator er naturligvis at han hele tiden transmitterer metabudskabet "og jeg mener hvad jeg siger" oveni og nedenunder og mellen linierne på alle de andre budskaber. Fogh har effektivt aflivet det helt blanke politikervrøvl, som ellers har været al politiks tema i 80erne og 90erne. Den eneste politiske konstant i den tid har været mindretallet og deraf fødes hårdt pressede ledere uden verbalt bevægerum.
   
3. Når politikere ikke siger det de mener. Den politiske kommunikations akilleshæl her i the naughties. Den prototypiske politikertype er gået fra at være en forfører, der siger det du vil høre og skrider bagefter, til at være en slags skuffet, utro ægtemand der undlader at sige det du ikke vil høre, og bliver for børnenes skyld.
   Jeg tror ikke helt vi har vænnet os i tilstrækkelig grad til den nye "jeg mener hvad jeg siger"-kommunikation til at opdage den nye afmagt i ikke at få hele historien, omend de er gået i gang på højrefløjen.