I fredagens weekendavis en stort opsat artikel om Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsens nye bog "kritik af den negative opbyggelighed", som handler om hvordan alle render rundt og definerer sig selv negativt, og hvor trist og dræbende der er. Det lyder som noget jeg mente for nyligt.
Det virker som om de stadig væk primært identificerer modstandsidentitet med venstreorienteret universitetskritik, og ikke den evindelige kultur- og frihedskamp fra højre.
At man kan komme til samme konklusion fra en observation af så forskellige politiske fænomener er jo bare et udtryk for at der virkelig er noget om snakken. Er al identitetspolitik i netværkssamfundet virkelig negativt funderet? Kan der eksistere en positiv identitetspolitik overhovedet i et fragmenteret netværkssamfund?
Under alle omstændigheder må jeg vist hellere få læst bogen.

Bogen var også emnet i søndagens Deadline 2. sektion, og i den udsendelse var Søren Ulrik Thomsen tæt på at mene noget Søren Krarup også plejer at sige, omend på en mindre irriterende og mere samtalende måde. Det sagte: At blandt kristendommens fortræffeligheder, ihvertfald dens lutheranske fortolknings fortræffeligheder, er den hensigt at udpege for os at vi ikke selv bør gøre os til genstand for dyrkelse fordi vi er er fejlbarlige. Denne religiøse indsigt, siger så Thomsen og Krarup, har også en politisk funktion fordi den beskytter os mod anti-demokratisk afguds- og helgendyrkelse. For Thomsen bliver det en pointe også om modstandsidentiteterne, fordi de netop prøver at indsætte sig selv som en ny autoritet istedet for den gamle. Det er det der er modstanden.