Underholdende udgave af Jersild på DR2 i går (Genudsendes torsdag).
Jens Olaf Jersild havde den overdæmoniserede Venstre-kommunikationschef Michael Kristiansen i studiet og de havde en underholdende samtale om politik og kommunikation.
Det mest interessante var en opsamling på den dækning af valgkampens kommunikation, som Jersild har været ankermand for gennem valgkampen. Læren kan sammenfattes i en sætning: Politisk kommunikation skal ikke være en fernis der forklæder og smukkeserer politikken, men derimod en naturlig fortsættelse af selve kernen i den førte politik.
Den klassiske retoriks renæssance er efterhånden et halvgammelt fænomen, og så vidt jeg ved så er den basale opfattelse at kommunikationen ikke bare skal være en efterrationalisering men en del af selve den politiske problemforståelse, hentet lige ud af den klassiske retoriske begrebsverden. Det kan undre at socialdemokraterne har en så dårlig forståelse af den model af kommunikation som de helt klart har vist i valgkampen, når nu indtil flere kommunikationsfolk kan sidde og docere disse elementære facts til os på DR2 hver aften. Den socialdemokratiske retorik i valgkampen var rådvild og planløs og bestod ikke rigtigt at nogetsomhelst. Det gjorde Venstres retorik sådan set heller ikke; men her havde man i det mindste budskabet "Four more years!" at sælge.

Den underholdende ved programmet var at både Jersild og Kristiansen er nogen selvbevidste hårde hunde, der kan lide samtale som kampsport. Jersild går til angreb, men Kristiansen er for dygtig til at blive fanget for alvor. Det kom bedst til udtryk i en diskussion om Anders Fogh Rasmussens famøse underløben af Mogens Lykketoft da han pludselig hev en påstået "hemmelig aftale" mellem Socialdemokratiet og Radikale op af hatten for at forsøge at få det til at se ud som om Lykketoft vil lukke 200000 tvangsgiftede 17-årige muslimer ind i landet hver måned hvis han får magten.
Aftalen var ikke spor hemmelig og betyder ikke det Fogh sagde den gjorde, men er muligvis lidt svær at overskue. Jersild ville have Kristiansen til at sige at det var ham der havde plantet ordene 'hemmelig aftale' i Foghs oplæg, men det var Kristiansen for skrap til at gå med på. Han forsøgte at forsvare ordvalget med en legende, og ret forvrøvlet, påstand om at "når Lykketoft ikke kan sige klart hvad aftalen rummer, så er den vel hemmelig". Jersild gik i flæsket på den påstand, men efter at have skyggebokset i et par minutter havde han stadig ikke Kristiansen på krogen. Hvis vi skal bruge samme sproglige kneb som Kristiansen, så betyder det at han ikke kan sige til Jersild at han ikke har plantet ordene 'hemmelig aftale', jo faktisk at han har plantet dem. Det ærgrer mig at Jersild ikke indså den parallel til Kristiansens argument og brugte den i angrebet.