At sælge ud til Hollywoord har sin pris. Det har det også ikke at sælge ud. Ligemeget hvad du gør betaler du fuld pris til sidst, og ja, det gør altid helvedes ondt.Folk elsker at komme med den gamle kliche om hvordan Van Gogh ikke solgt et eneste maleri i sin egen levetid. Hans eksempel formodes at retfærdiggøre for os, årtier senere, at der kan være noget ædelt i at være en total fiasko.
Måske, men manden begik selvmord. Markedet for hans billeder gik amok kort efter hans død. Hvis han havde besluttet sig for at holde ud et par årtier mere, ville han sandsynligvis have endt livet som en ganske velhavende mand. Og, desværre for alle verdens fiaskoer, så ville klicheen have misten en del af sin power.
Sagen er den at klicheer virker for os i abstrakt forstand, men de virker aldrig i virkeligheden på helt den samme måde. Livet er noget rod, klicheer er forsimplede og enkle.
Selfølgelig er der ikke en "sand vej". Det er ligemeget om du følger rige og berømte Andy Warhols eksempel eller fattige og miserable Van Goghs. Begge ekstremer kan enten løfte dig op til det højeste eller fuldstændig ødelægge dig. Jeg kan ikke svaret, og det er der heller ikke andre der har. Ingen andre end gud og dig selv ved hvorfor du er blevet sat i denne verden, og selv da...
Så når et ungt menneske spørger mig om det er bedre at sælge ud eller at holde fast på sit eget, så ved jeg aldrig hvad jeg skal svare. Warhol solgte skamløst ud efter 1968 (det år han blev skudt ned) og klarede sig OK med det. Jeg kender fine kunstnere der har hold fast på deres eget og det eneste det har gjort for dem er at få dem til at se mere og mere ynkelige ud.
Enhver kan være idealist. Enhver kan være kyniker. Det svære ligger imellem de to, altså i at være menneske.
(råd nr. 29 fra Om At Være Kreativ)
Posted by Claus at December 12, 2004 03:33 PM | TrackBack (0)