De eneste folk der forandrer verden er folk der vil. Og der er ikke alle der vil.Mennesker har den her ting jeg kalder "Træt af pis"-genet. Den er den del af vores psyke der gør os utilfredse med vores lod i verden, lige meget hvor meget lykken smiler på os.
Det har et formal. I vores tidlige hulemandsdage øgede utilfredsheden chancen for at vi lettede røven, skred ud af hulen og ud på tundraen for at fange den uldne mammut vi sku' spise til aften. Det er en overlevesesmekanisme. Forbandet nyttig dengang, forbandet nyttig nu.
Det er det samme utilfredshedsgen der giver os lyst til at lave ting overhovedet. Tegninger, violinsonater, kødengrosvirksomheder, websider. Det samme gen fik os til at opdage ilden, hjulet, bue og pil, VVS, PCen - listen er endeløs.
En del af forståelsen af den kreative trang er at forstå at den er instinktiv. At ville ændre verden er ikke et ædelt kald, det er et urinstinkt.
Vi tror vi leverer "et enestående integreret logistik system" eller "gode smagsoplevelser med råvarer af højeste kvalitet". I virkeligheden er vi pisse utilfredse og vil bare ud af den fandens hule og dræbe mammutter.
Dit arbejde tillader dig enten at jage mammutter eller også gør det ikke. Selvfølgelig, som i så mange kontorjobs nu om dage, kan du sagtens blive tilbudt en masse penge for at sidde i et hjørnekontor inde i hulen og lade som om du jager. Det er trist. Det er endnu mere trist hvis du siger ja og tager pengene.
(råd nr. 17 fra Om At Være Kreativ)
Posted by Claus at November 19, 2004 09:43 AM | TrackBack (0)