Kunst lider skade ligeså snart andre betaler for det. Jo mere du har brug for pengene, jo mere vil folk få indflydelse på hvad du gør. Jo mindre kontrol har du. Jo mere pis skal du finde dig i. Jo mindre glæde vil du have af det. Vær klar over det og planlæg efter det.Fornylig hørte jeg Chris Ware, en af verdens top 3 tegneserietegnere, beskrive sit fag som utaknemmeligt.
Når den øverste på den stige du vil opad beskriver udsigten som utaknemmelig så bør du være bekymret.
Jeg kende Chris i college, på University of Texas. Senere i de tidlige 90ere kendte jeg ham som en i kunstnermiljøet Wicker Park i Chicago, hvor han tog en Masters på skolen på The Art Institute og hvor jeg arbejdede som junior tekstforfatter hos Leo Burnett. Vi kendte ikke hinanden så godt, men vi havde fælles bekendte. Han er en flink fyr og fandens dygtig.
Så jeg har haft et øje på ham som han gennem årene er steget i graderne fra talentfuld førstedelsstuderende til berømt rockstar tegneseriefyr. Godt at se, helt sikkert - det er opmuntrende når folk du kender for velfortjent opmærksomhed. Men det har også hjulpet mig at lære, fra hestens egen mund, realiteterne i livet som professionel tegner; både godt og skidt. Det er rart at få et glimt af virkeligheden.
Hans eksempel afklarede en masse for mig for en 5-10 år siden da jeg kom til det punkt hvor mine tegninger var gode nok til at jeg seriøst kunne overveje at tegne fuldtids. Jeg undersøgte branchen og så det liv Chris og folk som ham levede. Så hvem der bestemte, og så den bizarre verden de fleste tegneserieforlæggere lever i og tænkte "Njaaah."
Ved nærmere eftertanke tror jeg en af de væsentligste grunde til at jeg blev i reklamebrancen simpelthen er at det pisser mig mindre af at høre ordene "den reklame skal laves om" end at høre ordene "den tegning skal laves om". Selv om man skal give køb på enormt meget når man laver reklamer, så er der ikke så meget af det man er nødt til at opfatte personligt. Det er deres produkt og deres penge, så det er nemmere at holde en sund afstand. Det har jeg altid fundet umuligt med tegningerne.
Det vigtigste et kreativt menneske kan lære er hvor han tegner den streg i sandet der adskiller hvad han er indstillet på at gøre og hvad han ikke er. Det er den streg der afgrænser din integritet, din personlige kreativitet. Adskiller det pis du vil finde dig i fra det pis du ikke vil finde dig i. Det du er villig til at afgive kontrollen med og det du ikke vil afgive. Den pris du er klar til at betale og den du ikke vil betale. Alle er vi forskellige, vi har alle vores egen streg i sandet. Alle følger deres egen Sex og Penge teori.
Når jeg ser nogen "lide for kunsten", så er det som regel fordi de ikke ved hvor stregen er, ikke ved hvor deres integritet ligger.
Måske troede han at den lurvede producent ikke ville tvinge ham til at slagte filmen med idiotiske manuskriptændringer, men Nej! Måske troede han at galleriejeren også var en god forretningsmand, men Nej!
Måske troede han at forlæggeren ville markedsføre hans bog ordentligt, men Nej!
Måske troede han at investoren ville være knapt så stort et røvhul med startuppens finanser, men Nej!
Måske troede han at direktøren ville støtte hans nye marketingplan, men Nej!
At vide hvor man trækker grænsen er at kende sig selv, ligesom at vide hvem dine rigtige venner er. Nogen er bedre til det end andre. Livet er uretfærdigt.
(råd nr. 15 fra Om At Være Kreativ)
Posted by Claus at November 17, 2004 02:09 PM | TrackBack (0)