Jeg har set massevis af unge mennesker der tog "druk og piller" ruten gennem årene. Et valg der ikke var klogt, originalt, nyttigt, sundt eller endte godt.Det er en almindelig historie: En eller anden ung mand læser om Charlie Parker, Jimi Hendrix eller Charles Bukowski og bestemmer sig for at disse poetiske, men problematiske, eksempler giver ham ret til eller tilgivelse for at bruge de næste ti år på at drukne i sit eget metaforiske bræk.
Jo ældre du bliver, jo flere ofre for denne fejltagelse møder du. Jo mere tid har de haft til at ødelægge deres liv. Jo mere patetiske virker de. Og jo mindre fantastisk arbejde får de ud af det, af alle deres "fantastiske oplevelser" og "særlige erkendelser".
Jo klogere og mere talentfuld kunsteren er, jo mindre sandsynligt er det at han vælger denne rute. Jo, han fjoller sikkert en smule rundt mens han stadig er ung og dum, men han bevæger sig videre hurtigere end de fleste.
Men den unge mand tror det hele er talent. Han tror det handler om "potentiale". Han undervurderer i hvor høj grad tid, disciplin og stamina også spiller en rolle. Der findes undtagelser, som f.eks. Bukowski og venner. Men det er netop derfor vi kan lide deres historer. De er usædvanlige historier. Og ethvert barn med en guitar eller en pen eller en pensel vil gerne være usædvanlig. Ethvert barn undervurderer konkurrenterne og overvurderer sin egen chance. Enhver dreng tror blindt på ideen at man kan lykkes uden alt det hårde arbejde.
Så barerne i West Hollywood og New York er fyldt med mennesker travlt igang med at smide deres liv væk i et desparat forsøg på at finde en genvej. Hvilken som helst genvej. Deres plan B er vasket bort i Vodka Tonics for mange år siden.
Og imens er konkurrenterne derhjemme, og arbejder røven ud af bukserne.
(råd nr. 14 fra Om At Være Kreativ)