Jo bedre du bliver til dit fag, jo mindre vil du forveksle ydre gevinster med åndelige gevinster og omvendt. Selv om det ikke gør dig rig eller fremmer din karriere er det alligvel en HEL masse værd.Da jeg var 16 eller 17 i Edinburgh kendte jeg svagt denne her fyr der havde en butik ved navn "Cinders" på St. Stephens Street. Han havde specialiseret sig i at istandsætte antikke ildsteder.
Cinders' forretningsidé var enkel. De købte originale georgianske eller victorianske ildsteder fra gamle nedrivsningsklare huse for småpenge. Gav dem en dygtig, men hurtig, reparation i eget værksted og solgte dem med enorm fortjeneste til yuppier.
Dengang havde jeg en umættelig nysgerrighed for hvordan folk tjente deres penge (det har jeg stadig). Så en dag, siddende foran hans forretning, snakkede jeg med ildstedsmanden om det.
Fyren virkede ganske stolt af sit arbejde. Fra hans beskrivelse virkede det som om han kunne lide sit fag og tjente godt på det. Skotland var på vej gennem en krise på det tidspunkt; arbejdsløsheden var høj, og folk havde ikke så mange penge. Af en bedaget hippie at være, kunne han have klaret sig ringere.
Der er ikke mange børn der vokser op mens de tænker "Jeg vil være ildstedsmand!". Det er ikke en særlig indlysende beskæftigelse, så jeg spurgte ham hvordan han var kommet i gang med det.
"Jeg var antikvitetshandler før", sagde han. "Folk som bruger mange penge på antikviteter bruger også en masse penge på at istandsætte deres huse, så jeg fik en fært af ideen ved at snakke med kunderne i antikvitetsbutikken. Der var også alt for mange antikvitetshandlere i Edinburgh, så jeg ledte efter noget andet at lave".
Ligesom alle de bedste jobs i verden, så var det bare noget der skete.
"Nogen af ildstederne er virkelig smukke", sagde jeg. "Det må være svært at skille sig af med dem."
"Nej det er ikke sagde han" (og nu kommer det jeg husker bedst) "Jeg kan godt lide dem, men de fylder så meget så det er egentlig en lettelse at komme af med dem når de er solgt. Jeg vil bare have dem ud af butikken MED DET SAMME og have betalingen i lommen. At sælge dem falder mig nemt. I modsætning til antikviteterne. Jeg elsker antikviteter og jeg forelskede mig altid i de varer jeg havde i butikken dengang. Jeg ville aldrig af med de bedste stykker. Ubevidst gav jeg dem en alt for høj pris, så jeg kunne undgå at de forlod butikken"
Ung og idealistisk som jeg var, fortalte jeg ham at jeg syntes det var ret trist. Hvorfor vælge at sælge en kedelig vare (altså ildstederne) når man kan leve af at sælge noget man virkelig holder af (altså antikviteter)? Det burde da være den foretrukne måde at leve på?
"Den første regel i forretninger", sagde han, og grinede af min naivitet, "er ikke at sælge noget man holder af. Ellers kunne du ligeså godt sælge dine børn".
15 år senere sidder jeg i en bar i New York. En ven's ven kigger på mine visitkorttegninger. Han spørger mig om jeg udgiver dem. Jeg svarer nej. Fortæller det er en hobby. Fortæller ham om mit reklamejob.
"Mand, hvorfor fanden er du i reklamebranchen?" siger han med øjnene på mine tegninger. "Du skulle lave det her hele tiden. Gallerier og det hele"
"Reklame er bare ildsteder", siger jeg, og stirrer på mit glas.
"Hvad fanden?"
"Det er lige meget."
(råd nr. 13 fra Om At Være Kreativ)
Posted by Claus at November 15, 2004 01:52 PM | TrackBack (0)