Når du så når puberteten tager de kridtet fra dig og erstatter det med matematikbøger og den slags. At blive fanget senere af kreativiteten består bare i en lille stemme der siger "Jeg vil gerne have mine farvekridt igen, tak".Du brænder efter at gøre noget. Skrive et manuskript, begynde på et maleri, skrive en bog, lave en forretning ud af din opskrift på chokoladekage, hvad ved jeg. Du ved ikke hvor trangen kom fra, det er som om den ankom uden invitation. Indtil nu har du været fint tilfreds med bare at passe dit arbejde som et almindeligt menneske.
Indtil nu.
Du ved ikke om du er dygtig eller ej, men du tror du kunne blive det. Og ideen skræmmer dig. Problemet er, at selv hvis du er god ved du ikke noget om den slags. Du kender ingen forlæggere, agenter eller den slags city-smarte mennesker. Du har en ven, der her en fætter på Zentropa, som laver den slags, men du har ikke snakket med din ven i to år.
Og hvad nu hvis, når du skriver din bog, at du ikke kan finde en forlægger? Når du skriver dit manuskript og du ikke kan finde en filmproducent? Eller hvad hvis producenten viser sig at være en fupmager? Du har arbejdet hårdt hele livet. Pokker tage dig, hvis alt det arbejde skal være forgæves, hvis ikke du får noget ud af det til sidst.
Ha. Det er ikke din lille stemme der beder om farvekridtet. Det er din voksne stemme, din kedelige og trættende stemme, der prøver at finde en måde at få den lille kridtstemme til at holde kæft.
Din lille stemme vil ikke sælge dig noget. Din lille stemme vil have dig til at lave noget. Der er en stor forskel. Din lille stemme er ligeglad med forlæggere og filmproducenter.
Lav noget. Lav noget helt specielt. Lav noget fantastisk der virkelig blæser ørerne af alle der ser det.
Hvis du prøver at få noget til at passe til dit uvidende billede af et eller andet hypotetisk marked, vil du fejle. Hvis du laver noget specielt og fantastisk og ærligt og sandt vil du lykkes.
Den lille stemme er ikke kommet fordi den har besluttet at du har brug for penge eller for at hænge ud med filmstjerner. Din lille stemme er kommet tilbage fordi din sjæl på en eller anden måde er afhængig af den. Der er noget du ikke har sagt, noget du ikke har gjort, et lys der skal tændes, og det skal tændes nu.
Så du er nødt til at høre på den lille stemme - ellers dør den, og den tager en stor del af dig med sig.
Det er bare farvekridt. Du var ikke bange for dem i børnehaven, så hvorfor være bange for dem nu?
(råd nr. 6 fra Om At Være Kreativ)
Posted by Claus at November 01, 2004 01:44 AM | TrackBack (0)