Som andre frihedssindede mennesker gik jeg og var mildt utilfreds med det på papiret lettere reaktionære projekt Den Litterære Kanon. Bliv mig fra livet med oversigter over statsautoriseret kvalitet som er finere end den ikke-statsautoriserede.
Nu er listen så udkommet - og så viser det sig at de slet ikke mente det så slemt endda. Den omtalte Kanon udgøres nemlig af kun af 15 helt obligatoriske, 13 ret obligatoriske og endelig 12 nogenlunde obligatoriske forfattere. Det er jo absolut ingenting. Væk er al mistanke om egentlig meningscensur - det er bare nogen ganske få pejlemærker som man bør have set på sammen med alle de andre ting man også kan nå at læse, når nu listen er så kort.
Kanonudvalgets, efter min mening ganske udemærkede, påholdenhed med at hælde forfattere på listen bør økeblikkeligt lukke munden på den forventelige kritik: "Hvor er Hanne Vibeke Holst, Ib Michael, Dan Turell, Frk. Smilla og Kaptajn Haddock dog blevet af!". Man kan høre svaret for sig: "De er der ikke fordi listen skulle være kort. Vi har kun taget det allervigtigste. Vi har kun taget dem som vi ikke er sikre på I husker når I er nede i boghandlen for at købe Hanne Vibeke Holst, Ib Michael, Dan Turell, Frk. Smilla og Kaptajn Haddock."
Hvis nu bøgerne var seværdigheder i det danske landskab så er den rigtige sammenligning at Kanonudvalget ikke er Danmarks Turistråd, men derimod Slots og Ejendomsstyrelsen. Her passer man på det helt centrale, som vi ville ærgre os over forsvandt, også os der er ligeglade. Vi ville ærgre os når vi opdagede hvad vi havde mistet.
Resten af det litterære landskab behøver ikke noget Kanonudvalg eller anden statslig regulering, det klarer sig nok endda.