Roskilde fredag

N*E*R*D

Som forventet var den mere poppede opblødning af N*E*R*D sounden man finder på bandets anden plade som blæst væk til livebrug og tilbage stod noget det er forkert at karakterise som funkrock. Man kommer tættere når man siger noget i stil med direkte energirock spillet af funky hiphoppere og deres hvide punknaboer. Energien, støjende rock feeling, lejlighedsvist funky grooves og hele vejen igennem de fabelagtige sange kombinerede her med amerikansk showmanship og et totalt overfyldt telt der entusiastisk tog imod en totalt overbevisende koncert og udgjorde den første helfede oplevelse på årets Roskilde. Jeg har absolut intet at klage over. Jo forresten, hvor var Chad Hugo?

The Pixies

De spillede godt. De sang godt. Kim Deal stod og så oversej ud på bas med en smøg i kæften. Deres bagkatalog er out of this world, sådan at The Pixies ikke er nødt til at gribe til så meget som én halvgod sang, men kan nøjes med at spille helt fantastiske numre (alt det fede fra Surfer Rosa og Doolittle udgjorde kroppen i koncerten - med fokus på de velskrevne "store" sange og ikke de støjrockende elementer). For den norske mand foran mig der var på festival med tre drenge var det mere end rigeligt. Han skiftevis hoppede og sang med, sendte koncerten til nogen på sin mobilos og simpelthen græd af glæde over at stå og faktisk høre The Pixies faktisk spille alle deres fantastiske sange. Det var fedt at høre alle disse fantastiske sanges spillet godt, men skal man dryppe lidt malurt i bægeret skal det være at alle numrene blev spillet præcis som de er på pladerne. Koncerten var totalt befriet for improvisation og svinkeærinder, og det er jo i høj grad svinkeærinderne man går til koncert for. Af den grund var den ikke helt oppe at ringe.

Og resten...

Meget, meget bedre end torsdag. Udover at musikken var bedre så udmærkede dagen sig ved to ting: Dels regnede det ikke og dyrskuepladsen var i det store hele tørret op. De steder der stadig var mudrede havde skiftet konsistens fra tyk jordsovs til fugtigt ler. Dels fik jeg købt nogen ørepropper til at tage toppen af støjen (det piver nu stadig lidt idag, men det gjorde lytningen meget behageligere). Kom en halv time for sent ud på festivallen, så jeg fangede kun lige det sidste kvarter af Bugge Wesseltoft - norsk electro jazz funk - som var funky og udmærkede sig ved groovy livespillede elementer. Som min sidemand (Justeren) bemærkede tenderede det mod Mezzoforte sine steder, men det var bedre end det og lød mere som den fusionsjazz Mezzoforte skamferer end som Mezzoforte selv. Derefter videre til den første halvdel af Jesse Sykes. Hun ligned en direkte mellemproportional af Pocahontas og Nicole Kidman, spillede akustisk guitar akkompagneret kun af en elektrisk ditto og musikken var meget sympatisk amerikansk roots/country. Stilmæssigt i nærheden af stille Neil Young numre. Så meget faktisk at man uvilkårligt stod og tænkte at det vile have klædt musikken med en stemme der var en anelse mere mod det inderlige istedet for det luftige. Muddersurfede over til DJ Krush som lød cool, beats med mekanisk moderne elektropræg snarere end de mere hiphoppede breaks på samme scene dagen før. Det var altsammen lækkert, og oven i pladerne fik musikken så lige et overordentlig effektiv men diskret Krush touch af forskellige tempo og beat variationer og scratching. Her var scratchen dog tydeligt underordnet beatsene - den stik modsatte prioritet ift den Scratch Perverts havde igår. Efter Krush var det Graham Coxon's tur til at vise hvordan ex-Blur lyder. Og svaret på det spørgsmål er at det lyder som ex-Blur. Melodisk meget Blursk, men spillet som utrolig energisk og til tider overordentlig støjende kvartet-rock, tenderende i punket retning. Jeg kan godt lide den sound, så det var fint med mig, men der manglede lige det sidste for at kunne sige man havde været til en fed koncert. Numrene blev for ens i længden. Nu havde jeg et hul i programmet før aftenens hovednavne og det fyldte jeg ud med Silveiro Pessoa, der spillede brasiliansk partymusik krydret med lidt elektroniske elementer. Det swingede eminent godt og hvis jeg ikke havde haft andet at se var jeg blevet til denne glimrende havefest. Men jeg skulle videre til den første af aftenens to main events, N*E*R*D og Pixies - den gode ting ved at Bowie aflyste var at N*E*R*D ikke længere lå overfor Pixies, så jeg kunne få begge dele med. Downsiden var at det kunne alle andre så også. Der var infamt mange mennesker. Pga menneskemassen nåede jeg ikke andet mellem N*E*R*D og Pixes end at gå over til Orange og købe en øl, men bagefter Pixies nåede jeg lige at tjekke Vive la Féte, som spillede festegnet elektrorock, nogenlunde som en festlig udgave af Gary Numan. I front en blonderet, sølvklædt, dansende dynamo af en sangerinde, og bag hende fire stilbevidste cool fyre i sort, med halvlangt hår og solbriller. Helt fin attitude med mig.

Så tog jeg toget hjem, og missede derfor desværre The Hives - som ifølge førnævnte Juster havde ustoppelig energi og hold masser af vand - men sårn er der så meget.

Posted by Claus at July 03, 2004 11:26 AM | TrackBack (0)