Stort set spild af tid.
Så Blonde Redhead (dagens første band bosat i NYC med et "sjovt" umuligt navn i genren "rund firkant"), der ikke rigtig ville os noget. Sounden var til tider let mudret (undskyld meteorologiske ordspil) støjende triorock i den eftertænksomme genre - her og der krydret med automatiske loops og lidt electronica klingenede synth (altså ikke lyd som en pianist, men mere noget med klangflader). Det var ofte svært at høre nogen egentlig melodi og den kvindelige japanske sangerinde lå på irriterende vis hele tiden lige oven i synth og klangbund, så man ikke rigtig kunne høre hende. Den mandlige sanger lå bedre i lydbilledet og havde en god insisterende vokal. I den midterste halve time af koncerten var lyden mere forenklet og vistnok fra bandets nyeste plade og det var så afgjort den bedste del af koncerten med flere glimrende numre.
Gik forbi Diefenbach og hørte 2-3 numre. De lød som britisk firserrock med smiths, cure, echo & the bunnymen elementer. Altså bare forskellige stilelementer fra britisk 80errock. Men de lød ikke rigtig som noget man kunne kalde "sig selv" og jeg gik videre.
Kort besøg hos Dropkick Murphys. Direkte, halvstøjende rock med singalong egnede folkagtige melodier. Ikke min kop te.
Dagens mest direkte underholdende begivenhed var Scratch Perverts der spillede en hel masse hip hop og kåttede den åp så det var en lyst foran et publikum der var fuldstændig fortrolig med de all-star hip hop hits de spillede og naturligvis overfornøjede over de ekvilibristiske scratchparader der krydrede hitsene. De var seje.
Før jeg tog hjem så jeg så den første halvdel af TV on the Radio (dagens andet band bosat i NYC med et "sjovt" umuligt navn i genren "rund firkant"). De var desværre virkelig kedelige at høre på til trods for avishypen. Støjende, men også ret glansløs, sound med en rent ud sagt irriterende sanger i front. Han indledte alle numrene med at stå og råbenynne "ååuuhuwhøøøviiaaaarrrjjj" i et minut i mikrofonen før han begyndte sådan at synge rigtigt (det gik det heldigvis bedre med). Så var der som bedste stilelement en for genren sjælden korsanger. Men det druknede i monotoni og ligegyldighed trods alt.
Og så tog jeg hjem.