Bjørn Lomborg er et internationalt mediehit. Det er nærliggende at tro at det er fordi der er noget om snakken (altså hans snak) men det er mest fordi hans budskab er populært hos omkostningsbevidste, pressede politikere overalt i den vestlige verden. Hvis de på en eller anden måde kan bringe miløspørgsmål i miskredit som pjattet, nytteløs luksuspolitik, så kan man bruge pengene på noget andet. Og for den strategi er Bjørn Lomborg så enten nyttig idiot eller loyal medvider.

Bjørn Lomborg giver cost-benefit analyser et dårligt navn.
Han gør det ved at demagogisere og opstille falske alternativer. Copenhagen Consensus er en af de dummeste ideer man har hørt om længe: Man laver en relativ analyse af en række problemer. Ekspertnerne kunne have ringet deres konklusioner ind der er ingen grund til at mødes for manuskriptet til konklusionen har stået i Lomborgs bøger hele tiden: "Mennesker først. Miljø er pjat." Og så det virkeligt beskidte trick: "Vil du virkelig ofre menneskeliv for miljøgevinster". Det forløjede ved projektet er listen af alternativer. Der er jo ingen regering der har Lomborgs liste af problemer på agendaen som et sammenhængende sæt af alternativer til hvilken man tildeler midler fra samme konto, og derfor er det ikke realistisk at overveje disse problemer som relative problemer. Selv ikke her i det ellers blåøjede Danmark er det tilfældet. "Vi skærer lidt i miljudgifterne, så vi kan overføre pengene til sexualundervisning i Afrika". Det er simpelthen ikke alternativer der er behandlet på konferencen.
Af den grund virker hele initiativet i bedste fald fantastisk naivt, i værste fald uhyggeligt demagogisk. Det er sådan noget man laver i temauge i gymnasiet: "Hvis du skulle vælge ville du så udrydde hungersnød eller fjerne AIDS?". For en mand, der pryder sig af at ville tilføje lidt realisme til miljødebatten, er det fantastisk blåøjet at tro at der rummer nogen som helst mening at lave en så overordnet konklusion på så forskelligartede spørgsmål.

Denne sammenblanding af politiske beslutninger om alternative prioriteringer, af egentlige cost/benefit analyser (altså vurdering af omkostninger i forhold til gevinster ved et enkelt sammenhængende projekt), og af talrige anklager om venstreorienteret talfusk i miljøbevægelserne var allerede til stede i Lomborgs bog og Lomborgs vilje til ukritisk at sammeblande disse vidt forskellige lag i emnet understreger præcis hvor politisk hans indlæg i debatten egentlig er. Copenhagen Consensus er ren politik forklædt som fagvidenskab.
Det gør mig simpelthen dårlig at det er det Danmark skal være kendt for.