Nu skal man jo ikke vurdere den danske musikindustri på de igangværende Danish Music Awards, men hvis man nu skulle - så står det skidt til:
Hver anden pris går til Julie for hendes ferske og upersonlige engelssprogede pop-plade. Det var ikke det der stod i begrundelserne, men det var det der burde have stået. Store dele af underholdningen virker som lam sing- eller playback og intet hylder vel musikken mindre end at lade være med at spille den. De "seje" indslag kommer fra den nye latterlige misogyne bølge i dansk rap - L.O.C.'s lamme "Undskyld So" og Jokeren med den ligeså charmerende "Møgluder": Drenge, det er ikke pissesejt men derimod toplatterligt at være så blottet for overskud og selvrespekt at man ikke kan komme længere med sine tuffe sange ude fra det virkelige sex- og kærlighedsliv end "Møgluder" eller "Sut min pik, so". Tag jer sammen.

Og så fik Sebastian en lifetime achievement award. Jeg er nødt til at citere Peter Peter: "Det kan godt være det lyder som om jeg bruger ordet Sebastian som et skældsord, men jeg mener det også. '80ernes Boheme' - Come on mand!. Mit had til Sebastian vil aldrig dø" - eller ord med nogenlunde samme effekt; citeret efter hukommelsen fra et interview i Euroman.

Lyspunktet er de mange gode deciderede rocknavne, og de får heldigvis også lov til at dominere i stor udstrækning. Man kan glæde sig over at der er en genre der fungerer med danske musikere, men det er utrolig trist at alle de andre stinker så meget som de gør.