For et stykke tid siden skrev jeg en post om den danske højrefløjs intelligentsia, specifikt om tilfældene Henrik Gade Jensen og Søren Krarup, og stillede spørgmålet om de virkelig ikke kan se hvilke rædselsfulde synspunkter deres principielle synspunkter bruges til at begrunde. Den seneste debat omkring Søren KRarups påståede antisemitisme viser at man ikke skal så langt for at finde de ækle synspunkter - de er finde lige i Krarups eget forfatterskab.
Når jeg snakker om ækle synspunkter så er det i virkeligheden ikke antisemitisme jeg tænker på, men den klæge, selvtilfredse nationalisme som Krarup står for og hylder i de kritiserede passager. Hvor Krarup ikke vil være ved at han har en afsky for Georg Brandes og hans synspunkter pga race, så er hen fuldstændig bevist om at han nærer denne afsky pga den kultur Brandes tilhører - og den forbinder Krarup glad og gerne med Brandes kulturelle jødiske baggrund. Man behøver ikke lægge racebegreber oveni for at gøre det utiltalende, og det er ikke egentlig fordi det er jøden Brandes der står for skud det er utiltalende, selvtilstrækkeligt, repressivt og rædselsfuldt nationalistisk. For Krarup er den nationale blevet noget man kan slå andre folk oven i hovedet med, og denne nationale ortodoksi gør Krarups argumentation fuldstændig uspiselig.
I virkeligheden synes jeg diskussionen mest er underholdende som en ubevidste total selvafklæden af Søren Krarup: For hvert punkt han afviser at stå for når han kritiseres stiller han til forklaring op med sit virkelige sysnpunkt - og det viser sig at være endnu mere rædselsfuldt end det modstanderen forestillede sig.
Afvisningen af Brandes er bare ét eksempel. "Jeg er skam ikke antisemit, jeg er kun rabiat nationalist".