En julehistorie

For nogen år siden kørte i Weekendavisen en serie artikler under den fælles overskrift "Mit bedste måltid", hvor kulturpersonligheder gengav en oplevelse de havde haft med et godt måltid mad. Jeg syntes så godt om serien, at jeg skrev mit eget bud ned på sådan en oplevelse. Det er en julehistorie.

Mit bedste måltid var i virkeligheden en kæde af måltider, der fandt sted 2. juledag, for nogen år siden.
Jeg kommer fra en stor familie og vi har altid holdt jul sammen. Syv søskende, og vores mor - min far døde for mange år siden - og så hvad man kan få skrabet sammen af koner og kærester. På det tidspunkt denne historie finder sted er alle involverede stadig så unge, at man vælger at skilles fra kæresten i julen, så begge parter kan blive som børn igen - eller dvs. næsten alle, men det kommer jeg til.
Det har jo alle dage været målet med julen at alt kan blive som det var engang. Illusionen om søskendehed og fællesskab, og alt som før, bliver sværere og sværere at ramme med årene. Denne jul, da måltidet fandt sted, krævedes allerede en del skuespil og gode miner.

Alle var rejst fra København til provinsen for igen at samles i det fædrende hjem - eller det vil sige, fædrende hjem var det ikke. Min far døde da hans børn befandt sig i alderen fra 23 til 10, og derfor blev bømeflokken skåret midt over i den gruppe der havde nået flyvefærdighed og var fløjet fra reden, og de der stadig var afhængige af forældres beskyttelse og boede hjemme. Så nu holdt vi jul i det nye hus, som tre af bømeflokken aldrig havde haft som hjem, og det gjorde jo ikke illusionen om fortid mindre usandsynlig.
Men jul blev det, som tilforn, og hjem drog vi, som altid, til Dronning Dagmars by, Ribe, hvor det nye hus stod, som skulle rumme en familie det aldrig havde rummet i sin helhed i nogen længde af tid. Huset var i virkeligheden også en anelse for lille til os alle sammen. Det krævede igen god vilje overhovedet at finde plads til alle. Og forsøget blev egentlig aldrig nogen sinde gjort fuldt ud. En af mine brødre var dengang kæreste med en pige fra Ribe, så de drog ud til hendes forældre for at bo, og kom så kun til måltiderne, og måske til juleaften.
Når man sådan bliver ældre, så er det ikke bare uskyldstabet der ligeså langsomt æder juleglæden op. Det er også savnet af den fælles hverdag der mangler mellem de ti eller tolv der er samlet omkring julen. Og den manglende hverdag understreges blot, dulmes ikke, som man tænker sig den skal, af det overbud af.fællesskab man nyder i højtiden. Det er som om den rituelle fortætning man søger i julen, blot bliver en klagesang over de manglende kommunikationer mellem de ti's hud og hørelse og andre sanser. Alt det der ikke bliver sagt, bliver væk, dukker aldrig op, medmindre man gør sig en ekstraordinær anstrengelse for at nå frem til det, og denne anstrengelse må jo vel at mærke altid være en anstrengelse om noget andet, for siger man det højt, der skal være usagt, så er det først for alvor væk.
Dette førsøg på at fange røgskyer med et sommerfuglenet, eller hvad man nu skal kalde det, er det vilkår man tager til juleugen med tankerne på. Og alt afhængig af humør, varme, vejrlig, gaver, vanillekranse, konfekt, musik og medgæster fortager afstanden sig så over nogen dage, for først at være væk når man rejser bort igen med porerne åbne af julens anderledeshed.
På denne dag, 2. juledag, for nogen år siden, har vi forlængst passeret juleaftenens forventningsbarriere,og første juledags frokostparadis, og vi kører på den sidste sikre tradition, den eneste der ikke har med almindelig sådan-gør-man-i-hele-landet jul at gøre, men blot er en fast lokal form på den tredie og sidste dag i den statsanbefalede juleferie for travle mennesker, der foreskriver hjemrejse 3. juledag - til nød 4. juledag, hvis behovet for braklægning af ens udpinte sjæl er særlig udtalt. I familien Dahl tager denne dag sin begyndelse ved 13-tiden, omkring et varmt måltid, uden undtagelse udgjort af hamburgerryg, grønlangkål, brunede og hvide kartofler. Måltidets tilvirken er henlagt under den kvindelige mystik: Min mor og til nød mine søstre, måske en enkelt svigerdatter, står for det, så det er slet ikke det der for mig løfter dagen op over det almindelige. Det er heller ikke nogle særlige sansninger, forberedelser, symbolladede bemærkninger eller andre uniciteter, men derimod et velkendt og særlig probat middel til sansefortætning og ophøjelse: Alkohol.

Det var vist det jeg glemte at nævne. Efterhånden som barneuskylden fortager sig, efterhånden som gaver og chokolademælk ikke længere kan danne det fuldstændige fokus for ens opmærksomhed, opdager man nye former for fokusering, rigere og mere sanseforstærkende end hvad barnet har behov. Og med dem ændrer julen uundgåeligt karakter. Man sørger for rigelige mængder alkohol, og ved det sker der også nogle forskydninger i julens betydning, henimod en tilstandsoplevelse, istedet for den objektfokusering - gaver og chokolademælk - som barnet lever ind i julen. Forstå mig ret, barnets lykketilstand er efter alt at dømme stærkere, men det er barnets utålmodighed også, og derfor må denne lykketilstand for barnet nødvendigvis formidles over i særligt skinnende genstande, særligt eftertragtede objekter, der fuldstændigt kan katalysere lykken for den lille purk. Den tilstandsglæde den voksne har er anderledes i karakter, og mere i hver enkelt hvilende. Og alkoholens rolle i den er ikke at danne fokus for glæden, på samme made som gaven danner fokus for barnets glæde. Det er et opløftelsesmiddel, der gør det muligt at overkomme den barriere af hverdagsfravær og forskellighed, der præger egensindige mennesker som mig og mine søskende. Man bliver ikke mindre kritisk, men anderledes kritisk af sin beruselse, og med en noget søgt sproglig pointe, drejer det sig jo simpelthen om at barnets evne til at beruses af hvadsomhelst tit er svækket i den voksne, der så må beruses af alkohol.
Altså: Det er anden juledag, klokken er tretten, der er 15 flasker rødvin klar, vi er ti mennesker i lokalet. Der er kort sagt mad. Og man sætter sig, fylder i glassene, nyder maden - den er blevet god det år, og ikke de forskellige inkarnationer af vand man i tidligere år har fået præsenteret som henholdsvis hamburgerryg, grønlangkål og kartofler - og tiden går. Samtalen, der knagede så meget lillejuleaften, ude af træning med hinandens manerer som man er kommet gennem et travlt efterår, glider nu frit. Alle kommer til fadet, får sagt deres bid, og man husker den glæde man altid har haft ved at være så mange: At man kan føre flere samtaler samtidig, og at man kan holde pauser i samtalen, vidende at der er andre der fører den videre mens man hviler hovedet.

Og sådan begynder eftermiddagen langsomt at gå, for siden, under indflydelse af 15 flasker rødvin, at forsvinde og blive til aften. Undervejs kommer broderen med kæreste til bordet, lige netop som hele selskabet har besluttet at holde pause samtidig, og al æderi er ophørt. De bringer nyt fra nogle andres jul, og så kører samtalen igen. Som dag bliver til aften har der givetvis været en pause, men jeg husker den ikke, for hele 2. juledag står som eet måltid for mig. Som aftenen skrider frem, har de kulinariske minder fra aftermiddagen dog fortaget sig, og vi der holder stædigt ud - selskabet er vel nede på en fire stykker nu - beslutter, i stedet for at genoplive middagen, at lave en reprise af gårsdagens frokost. Det er midnat nu, og vi tager hul på den sidste halve kasse af Albanis fortræffelige Blålys, og den sidste smule snaps. Min ene broder tager Johs. V. Jensen frem, som man kan have trang til, og skønt jeg er lidt ældre end jeg strengt taget har lov til at være, for at kunne tænke på mig selv som en dreng, er jeg stadig tilstrækkeligt dreng til at få 'Ved Frokosten', med dets vidunderlige 'Jeg omfatter min KelIner med sympati' for allerførste gang, denne 2. juledag. Digtet rammer lige i hjertet, og i det øjeblik jeg hører det, ved jeg at det er lykkedes: Jeg er kommet hjem til jul, og stemningen flyder frit fra os fire. Julestemningen, som den kan ligge og lure i et godt måltid mad, i den iskolde snaps, og det ravgule øl, der fosser om tænderne. Den er pludselig tilstede, evig som før. Den er lige da som en stemning der vil klinge evindeligt.

Og dog bliver klokken 4 næste morgen, og øllet slipper op, og vi går ud for at få en sidste øl i byen, og vi mærker hvor bidende koldt det er, hvor sent og hvor øde, og vi er berusede - ikke opløftede, blot vaklende. Og vi er pludselig efter et måltid, ikke midt i det. Og toget kører imorgen.

Posted by Claus at December 04, 2003 12:18 PM | TrackBack (0)