Forhistorie: For en uge siden havde jeg en forbløffende lang og underholdende samtale med firmaets tegner fletter ([UPDATE] Jeg er blevet informeret om at han ikke så meget er tegner, som han er brevfletter) om matematik. Vitsen var at vi over overordentlig lang tid og et par bajere kogte det ned til at handle om at i altid står for et heltal, hvorimod r står for reelle tal og p og q for rationelle tal. Til gengæld er f og g funktioner, og så videre og så videre...

Samtalen følges i dag op med en ligeså spændede fortsættelse om at i software, hvor i bekvemt stadig er en tællevariabel, er det ofte fordi man tænker increment mere end det er fordi man tænker integer. Virkelige spændende stuff, kan man forstå. Så tager samtalen en drejning, som BSD hackeren(dødt link - han gider ikke det pis) og jeg begge fandt smukt - nærmest rørende:

Tegneren Fletteren: Så i er slet ikke fordi det er et helt tal, det er bare fordi man tæller den op.
BoSD: Det er rigtigt nok, men det er stadigvæk næsten altid et heltal.
Classy: I C++ bruger man også i om iteratorer.
Tegneren Fletteren: Iteratorer?
Classy: Ja, i C++ bruger man nogen klasser til at løbe igennem strukturer med istedet for et heltal. På den måde kan man løbe igennem en masse ting, som ikke lige kan løbes igennem med et heltal.
Tegneren Fletteren: Hvad? Hvordan virker det?
Classy: Man kalder stadig iteratoren for i, og så bruger man bare klassen istedet for et tal i løkken.
Tegneren Fletteren: Hvordan? Hvordan kan man det?
Classy: Man bruger bare ++ ligesom med tallene. I C++ kan man lave sproget om så man kan bruge + og - på klasser også og ikke bare på tallene.
Tegneren Fletteren: Det er sguda fleksibelt!

That's right Just! C++ er sguda fleksibelt!

Nogen gange lidt for fleksibelt.

[UPDATE] Og så er det så at historien jo mister lidt af sin magi - for hvis man kan brevflette. I Word. Så kan man da også forstå iteratorer.