Jo mere original din ide er, jo færre gode råd vil andre kunne give dig om den. Da jeg begyndte med vittighedstegninger-bag-på-visitkort, troede andre jeg var vanvittig. Hvorfor prøvede jeg ikke med noget der var nemmere at afsætte - nuttede postkort eller hvad ved jeg?Du ved ikke om din ide er noget værd lige i det øjeblik du får den. Det er der heller ingen andre der gør. Det bedste du kan håbe på er en god fornemmelse i maven, der siger den er værdifuld. At stole på sine fornemmelser er ikke lige så let som optimisterne påstår. Der er en grund til at at vores følelser skræmmer os.
At spørge gode venner om råd virker heller aldrig så godt som du håber. Det er ikke fordi de bevidst nægter at hjælpe. De kender bare ikke dit arbejde en milliontedel så godt som du selv gør, lige meget hvor hårdt de prøver, lige meget hvor hårdt du prøver at forklare dem det.
Og en stor ide vil forandre dig. Dine venner elsker dig sikkert, men de vil ikke have du forandrer dig. Hvis du forandrer dig, så ændrer du også dit forhold til dem. De kan lide dig som du er - det er derfor de elsker dig. Sådan som du er, ikke sådan som du måske kunne blive.
Altså: De har ingen grund til at ville se dig forandret. Og de vil sætte sig imod hvad der katalyserer forandring. Sådan er mennesker. Og du ville gøre det samme hvis situationen var omvendt.
Med kolleger er det endnu værre. De er vant til at samarbejde med dig på en bestemt måde. De er vant til en bestemt grad af kontrol i samarbejdet. Og de ønsker sig det der gør dem rigere. De foretrækker måske at du OGSÅ bliver rigere, men det er ikke deres topprioritet.
Hvis din ide er så god at den forandrer dig nok til at du har mindre brug for dem, eller - gud forbyde - at MARKEDET har mindre brug for dem, så vil de modarbejde dig ved enhver given lejlighed.
Sådan er mennesker.
GODE IDEER FORANDRER MAGTBALANCEN I ET FORHOLD MELLEM MENNESKER. DERFOR BLIVER GODE IDEER ALTID MODARBEJDET I FØRSTE OMGANG.
Med gode ideer følger en tung byrde. Det er derfor der er så få mennesker der har dem. Kun få mennesker kan klare det.
(råd nr. 1 fra Om At Være Kreativ)
Det er ikke det samme.Vi bruger alle sammen en masse tid på at være imponerede over mennesker vi ikke kender. Folk der optræder i medierne, der har et stort firma, et stort produkt, en stor film, en bestseller. Hvad ved jeg.
Og vi bruger endnu mere tid på uden held at forsøge at hamle op med dem. Vi prøver selv at starte egne selskaber, lave egne produkter, egne film, egne bøger eller hvadsomhelst.
Jeg er lige så skyldig i det som hvem som helst ellers. Jeg har prøvet masser af ting gennem årene i et desperat forsøg på at vriste min karriere ud af middelmådighedens gab. Forretninger, kunstprojekter og andre ting.
En aften, efter endnu en mislykket begyndelse giv jeg simpelthen op. Siddende ved en bar, udbrændt af arbejde og af livet i al almindelighed, gav jeg mig til at tegne bag på nogen visitkort uden noget særligt mål. Jeg havde ikke brug for noget mål. Jeg gjorde det bare fordi de var der. Fordi det morede mig på en eller anden ubestemt måde.
Selvfølgelig var det dumt. Selvfølgelig var det usælgeligt. Selvfølgelig ville det aldrig blive til noget. Selvfølgelig var det komplet spild af tid. Men, når man ser tilbage på det, så var det det der gav kraft til ideen. Det var det stik modsatte af alle de Store Planer mine venner og jeg var vant til at lave. Det var så frigørende ikke at skulle tænke på alt det til en forandring.
Det var befriende at gøre noget der ikke skulle gøre indtryk på nogen til en forandring.
Det var befriende at have noget der tilhørte mig og mig alene til en forandring.
Det var befriende at føle fuldstændig suverænitet til en forandring. At føle fuldstændig frihed til en forandring.
Og naturligvs var det først på det tidspunkt verden udenfor begyndte at få øjnene op.
Den suverænitet du har over dit arbejde vil inspirere langt flere mennesker end arbejdet selv. Den måde din selvbestemmelse inspirerer andre til selv at bestemme på, til at finde deres egen frihed og egne muligheder, vil forandre verden langt mere end dit arbejdes objektive kvaliteter vil.
Din ide behøver ikke være stor. Den skal bare være din alene. Jo mere din ide er din alene, jo mere frihed har du til at gøre noget fantastisk.
Jo mere fantastisk, jo flere mennesker vil forstå din ide. Jo flere mennesker der forstår, jo mere vil den forandre verden.
Det er det jeg lærte af at tegne kruseduller på visitkort.
(råd nr. 2 fra Om At Være Kreativ)
Alt der er værd at gøre tager en evighed. 90% af det der adskiller succesrige mennesker fra fiaskoer er tid, indsats og udholdenhed.Jeg bliver tit spurgt, "Din visitkort ide er simpel. Er du ikke bange for at nogen skal stjæle den?"
Standardsvar: Kun hvis de kan tegne flere end mig, bedre end mig.
Det der giver kortene et forspring er simpelthen at jeg har brugt år på at tegne dem. Jeg har tegnet i tusindvis. Titusindvis af mandtimer.
Så hvis nogen vil stjæle ideen fra mig så værs'go'. Hvis nogen vil prøve at overhale mig i visitkortkrusedullekrigen, så prøv bare. Du har mange lange år foran dig. Og modsat mig, så gør du det ikke for fornøjelsens skyld. Du gør det af en eller anden selvhadsk, ugennemtænkt, lam, grisk grund. Så årene vil virke endnu længere, og vil være meget mere smertefulde. Heldige asen.
Hvis nogen i din branche er mere succesrig end dig, så er det sikkert fordi han arbejder hårdere end du gør. Måske er han mere talentfuld end dig, skrappere til at networke, men det opfatter jeg ikke som en undskyldning. Over tid betyder den fordel mindre og mindre. Hvilket er grunden til at verden er fuld af talentfulde, networkende fejlslagne middelmådigheder.
Så jo, succes betyder at du har en masse arbejde foran dig, ligemeget hvad. Hvordan styrer du bedst det?
Som jeg har skrevet andetsteds: Behold dit job. Jeg beholdt mit. Jeg arbejder hver dag på kontoret, ligesom enhver anden kontorrotte. Jeg har en lang togtur til arbejdet. Altså er det der jeg får lavet de fleste af mine tegninger. Da jeg var yngre tegnede jeg mest ved en bardisk, men det blev jeg træt af.
Pointen er at jeg kan overkomme:en time eller to på toget. Det at jeg har arbejde samtidig gør at jeg ikke føler noget pres til at lave noget jeg kan sælge. Istedet får jeg lov til at gøre hvad fanden jeg har lyst til. Jeg gør det for min egen skyld. Og jeg synes det gør arbejdet stærkere i det lange løb. Det gør det også nemmere at arbejde på en afslappet måde, hver dag, uden at gå amok i sindssyge kreative udladninger påtvunget af pengeproblemer.
Mit job, som jeg virkelig holder af, giver mig noget produktivt og interessant at lave sammen med ligesindede voksne. Det får mig ud af huset i dagtimerne. Hvis jeg levede af at tegne, ville jeg være bundet til tegnebordet hjemme hele dagen, og tegne en tilværelse frem af kruseduller i stilhed, kun afbrudt af hyppige besøg på cafeen. Nej tak.
Sagt ligeud: Min måde tillader mig at holde ud i det lange stræk, og det er vigtigt.
Udholdend er afgørende. Og udholdenhed er kun muligt hvis man passer på. Folk tror alt de skal er at holde til én sindsyg, intens, job-fri, kreativ udladning og så vil deres drømme gå i opfyldelse. De tager fejl. De tager meget fejl.
At være dygtig er som kunstskøjteløb. Definition på at være dygtig er at man får det til at se let ud. Men det er aldrig let. Aldrig. Det er det vildførte mennesker bekvemt glemmer.
Hvis jeg skulle til at gå igang med f.eks. en roman eller et filmmanuskript, eller måske starte et nyt softwarefirma, så ville jeg ikke sige mit job op for at lave denneher store heroiske mission ud af det.
Jeg ville gøre noget meget enklere: Finde den ekstra time eller to hver dag som tilhører mig og ingen anden, og jeg ville sørge for den var produktiv. Læg timerne i det, gør det længe nok og så vil magiske livsforandrende ting ske til sidst. OK, det betyder mindre tid til TV, websurfing, gåen i byen og hvad ved jeg.
Men er det ikke ligemeget?
(råd nr. 3 fra Om At Være Kreativ))
Hvis din plan er at du pludselig bliver "opdaget" af en stor kanon, så vil den nok gå i vasken. Ingen opdager noget pludseligt. Alt bliver til langsomt og pinefuldt.Jeg blev tilbudt en anseelig aftale med et forlag for et år eller to siden. Jeg afslog. Forlaget sendte mig en kontrakt. Jeg skimmede den. Hmmmm…
Ringede til forlaget. Bad om uddybninger af nogle af punkterne i kontrakten. Hørte aldrig fra dem igen. Aftalen døde.
Det var et velanset forlag. Du har måske endda hørt om det.
De gik ud fra, at jeg måtte være ligesom alle de andre i deres stald - sultne og desperate, og villige til at skriver under på hvad som helst.
De ville eje mig, uanset hvor godt de lavede deres arbejde.
Sådan er det med nogle af de store forlag. De kræver 110% fra dig, men tilbyder det ikke selv. For dem er kunstneren bare endnu en nudel i en stor skål pasta.
Det de gør er egentlig bare at kaste pastaen op på væggen og se hvad af den, der bliver hængende. Dem der falder ned, bliver glemt.
Forlæggere er bare et mellemled. Ikke andet. Hvis kunstnere huskede det noget oftere, ville de spare sig selv for en masse ærgrelser.
Og ja, jeg kan godt forestille mig gapingvoid som "produkt" en dag. Bøger, t-shirts og hvad ved jeg. Jeg tror der er mange penge i det, hvis det bliver gjort rigtigt. Men jeg er ikke bange for at gå min vej, hvis jeg synes personen med tilbudet er fuld af varm luft. Jeg har allerede en god stemning omkring mig, osv - for slet ikke at nævne en anden karriere - der går ret godt, tak.
Jeg tror idéen om "gapingvoid som en række produkter" er ret uundgåelig med tiden. Hold øje.
(råd nr. 4 fra Om At Være Kreativ)
Ingen kan fortælle dig om det du laver er godt, meningsfuldt eller umagen værd. Jo mere uimodståelig din vej er, des ensommere er den.Alle kreative mennesker leder efter "Den Store Idé". Du ved, den der vil kaste dem ud af obskuritetens dybe mørke og op på de højeste niveauer af lysende klarhed.
Den idé, der er kærlighed ved første blik, når den møder Zeitgeist.
Den idé, der skaffer dem invitationer til alle de rigtige selskaber, metaforisk eller ej.
Så naturligvis spørger du dig selv, hvis og hvornår du endelig kommer på Den Store Idé, efter årevis af slid, slæb og tvivl, hvordan ved du så, at det er "Den Rigtige"?
Svaret er: Det gør du ikke.
Du blusser ikke op i strålende eksistentiel triumf.
Det er ikke det, der sker.
Det eneste du får er, denne her kværulerende stemme inde i dig, der lyder som om den siger "Det her er dumt. Det her er helt ekstremt tåbeligt. Det her er et totalt tidsspilde. Jeg gør det alligevel."
Og du gør det alligevel.
Andenrangs-idéer er mere til strålende blus. Det holder dem i live længere.
(råd nr. 5 fra Om At Være Kreativ)
Når du så når puberteten tager de kridtet fra dig og erstatter det med matematikbøger og den slags. At blive fanget senere af kreativiteten består bare i en lille stemme der siger "Jeg vil gerne have mine farvekridt igen, tak".Du brænder efter at gøre noget. Skrive et manuskript, begynde på et maleri, skrive en bog, lave en forretning ud af din opskrift på chokoladekage, hvad ved jeg. Du ved ikke hvor trangen kom fra, det er som om den ankom uden invitation. Indtil nu har du været fint tilfreds med bare at passe dit arbejde som et almindeligt menneske.
Indtil nu.
Du ved ikke om du er dygtig eller ej, men du tror du kunne blive det. Og ideen skræmmer dig. Problemet er, at selv hvis du er god ved du ikke noget om den slags. Du kender ingen forlæggere, agenter eller den slags city-smarte mennesker. Du har en ven, der her en fætter på Zentropa, som laver den slags, men du har ikke snakket med din ven i to år.
Og hvad nu hvis, når du skriver din bog, at du ikke kan finde en forlægger? Når du skriver dit manuskript og du ikke kan finde en filmproducent? Eller hvad hvis producenten viser sig at være en fupmager? Du har arbejdet hårdt hele livet. Pokker tage dig, hvis alt det arbejde skal være forgæves, hvis ikke du får noget ud af det til sidst.
Ha. Det er ikke din lille stemme der beder om farvekridtet. Det er din voksne stemme, din kedelige og trættende stemme, der prøver at finde en måde at få den lille kridtstemme til at holde kæft.
Din lille stemme vil ikke sælge dig noget. Din lille stemme vil have dig til at lave noget. Der er en stor forskel. Din lille stemme er ligeglad med forlæggere og filmproducenter.
Lav noget. Lav noget helt specielt. Lav noget fantastisk der virkelig blæser ørerne af alle der ser det.
Hvis du prøver at få noget til at passe til dit uvidende billede af et eller andet hypotetisk marked, vil du fejle. Hvis du laver noget specielt og fantastisk og ærligt og sandt vil du lykkes.
Den lille stemme er ikke kommet fordi den har besluttet at du har brug for penge eller for at hænge ud med filmstjerner. Din lille stemme er kommet tilbage fordi din sjæl på en eller anden måde er afhængig af den. Der er noget du ikke har sagt, noget du ikke har gjort, et lys der skal tændes, og det skal tændes nu.
Så du er nødt til at høre på den lille stemme - ellers dør den, og den tager en stor del af dig med sig.
Det er bare farvekridt. Du var ikke bange for dem i børnehaven, så hvorfor være bange for dem nu?
(råd nr. 6 fra Om At Være Kreativ)
Det er ikke bare noget jeg siger at de sædvanlige grunde, fordi jeg ikke tror på din idé. Jeg siger det fordi det altid er i strid med Sex og Penge teorien sådan at sige sit job op med stort drama og under afbrænding af broer.Sex og Penge teorien: "Det kreative menneske har to slags opgaver: Den ene slags er den sexede kreative slags. Den anden slags er den slags der betaler regningerne. Nogen gange laver man noget der gør begge dele, men det er sjældent. Denne spændte dualitet er altid i centrum. Den kan aldrig overstås"
Et godt eksempel er Phil, en fotograf fra New York og en ven af mig. Han laver vilde ting til undergrundsmagasiner - det tjener han ikke noget på, men han opbygger sin mappe på den måde. Så laver han nogen kataloger i et stykke tid bagefter. Ikke spændende, men det betaler regningerne.
Et andet godt eksempel er en forfatter som Martin Amis. Han skriver "alvorlige" romaner, men han er nødt til at supplere sin indtægt ved at skrive i en Londonavis engang imellem (romanindtægter er fandens latterlige - selv bestsellerforfattere er i knibe)
Eller skuespillere. Et år er Travolta med i en ultra-hip film som Pulp Fiktion ("Sex"), det næste år i en dum spionthriller ("Penge").
Eller malere. Du bruger en måned på at male blå malerier fordi det er det samlerne køber nu ("Penge"), den næste måned maler du rødt fordi du hader blå og elsker rød ("Sex")
Eller geeks. Du bruger din hverdag på at lave kode for en ansigtsløs virksomhed ("Penge"), og så bruger du aftener og weekender på at skrive anarkistiske, bizarre computerspil for at imponere dine geekvenner ("Sex").
Det handler om at balancere behovet for at have noget at leve AF med behovet for at have noget at leve FOR. Min måde er gapingvoid ("Sex"), kombineret med mit rigtige arbejde ("Penge").
Jeg tænker på den unge forfatter, der arbejder som tjener for at betale regningerne, til trods for at hun skriver i alle de cool magasiner...hun drømmer om en dag ikke at skulle dele sit liv så brutalt i to dele.
Det brutale kan måske blive mildere, men de to dele vil blive ved med at være der.
"Denne spændte dualitet er altid i centrum. Den kan aldrig overstås"
Ligeså snart du accepterer dette faktum, virkelig accepterer det, så begynder din karriere at bevæge sig. Jeg ved ikke hvorfor. Og de mennesker der nægter at dele deres liv på den måde, der bare vil starte den allerførste dag med at sige deres lortejob op og skifte med det samme til et liv som bestsellerforfatter... De klarer det bare aldrig.
Det hedder "Sex og Penge Teorien". Gem den under hovedpuden.
(råd nr. 7 fra Om At Være Kreativ)
Og du kan ikke tvinge en underordnet til at være et geni.Siden den moderne, videnskabeligt drevne virksomhed blev opfundet i den første halvdel af det 20ende århundrede er kreativiteten blevet ofret til fordel for Holdspilleren.
OK. Der var flere penge i at gøre det på den måde. Det var derfor de gjorde det.
Der er bare et problem. Holdspillere er ikke særlig gode til at skabe værdi på egen hånd. De er ikke selvstændige. De skal have et hold for at fungere.
Så nu er virksomhederne fyldt med uselvstændige holdmennesker.
"Det ved jeg ikke, hvad synes du?"
"Det ved jeg ikke, hvad synes du?"
"Det ved jeg ikke, hvad synes du?"
"Det ved jeg ikke, hvad synes du?"
"Det ved jeg ikke, hvad synes du?"
"Det ved jeg ikke, hvad synes du?"
Og så videre.
Skaber man et økonomisk miljø hvor mangel på originale ideer belønnes, skaber man samtidig et miljø hvor parasitter trives. Og det er det der er sket. Så nu er der millioner af menneskelige bændelorm i den vestlige verden, som elsker deres Powerpoints og lever af andre menneskers kreativitet.
Hvad sker der i et miljø hvor parasitterne når kritisk masse?
Miljøet dør.
Hvis du er kreativ, hvis du kan tænke selvstændigt, hvis du kan udtrykke din passion, hvis du kan overvinde frygten for at tage fejl, så har din virksomhed mere brug for dig end nogensinde før. Og din virksomhed har ikke råd til at lade som om den ikke har brug for dig.
Så skru op for lyset istedet for at sætte det under en skæppe.
Omvendt, hvis du ikke er kreativ så er du i problemer. Og der er ikke nogen smarte ord eller et nyt paradigme der kan redde dig. De sagde det måske ikke på handelsskolen, men folk elsker at se dinosaurer dø.
(råd nr. 8 fra Om At Være Kreativ)
Du når måske ikke toppen. For det er der tilgivelse. Men hvis du ikke prøver alvorligt mindst en gang i det mindste at komme op til trægrænsen, så vil du år senere ligge på dit dødsleje og det eneste du vil føle er tomhed.Dette her metaforiske Mount Everest behøver ikke have noget med kunst at gøre. For nogen mennesker er det det, en roman eller et maleri. Men kunst er kun en af vejene op ad bjerget - en af mange. For andre er vejen måske mere prosaisk. At tjene en million, at få en familie, at eje flest Burger Kings på Sjælland, at bygge et kæmpe modelfly. Listen er endeløs.
Nok om det, lad os tale om dig nu. Dit bjerg. Det private Mount Everest. Ja, det der. Nemlig.
Lad os sige du aldrig klatrer op på det. Er det et problem for dig? Kan du sige til dig selv "Det er lige meget, så vigtigt var det heller ikke for mig" og begynde at samle på frimærker i stedet?
Du kunne prøve ihvertfald. Men jeg tror ikke på dig. Jeg tror ikke på at du bliver tilfreds med at du ikke forsøgte. Og jeg tror du er enig med mig. Ellers havde du ikke læste så langt som hertil.
Så det ser ud som om du skal op af det bjerg. Væn dig til det.
Mit råd? Du behøver ikke mit råd. Virkelig. Det bedste råd jeg kan give nogen om det her er:
"Indrøm for dig selv at dit private Mount Everest eksisterer. Så er slaget næsten vundet"Og det har du allerede gjort. Det har du virkelig. For ellers, som jeg sagde, ville du ikke have læst så langt.
Rock on.
(råd nr. 9 fra Om At Være Kreativ)
Hvis jeg mødte en person, som havde skrevet et mesterværk på bagsiden af en bon fra supermarkedet, ville jeg ikke være overrasket. Hvis jeg mødte en person, som havde skrevet et mesterværk med en Cartier-pen af sølv på et antikt skrivebord i et luftigt loftrum i SoHo, ville det VIRKELIG overraske mig.Abraham Lincoln skrev sin Gettysberg-tale på et almindeligt stykke brevpapir, som han havde lånt af den ven, han besøgte.
James Joyce skrev med en simpel blyant på en notesblok. Andre skrev det rent, men først langt senere.
Van Gogh malede sjældent med mere end seks farver i paletten.
Der er intet forhold mellem kreativitet og det at eje udstyr. Intet. Nul. Nada.
I virkeligheden er det sådan, at når kunstneren kommer ind i sit stof og kommer frem, bliver antallet af værktøjer mindre. Han ved hvad han skal bruge. At ofre mental energi på ting er spild af tid. Han er på en mission. Han har en deadline. Han har en rig kunde, der ånder ham i nakken. Det sidste han har lyst til er, at bruge tre timer på at lære hvordan man bruger et slagbor, hvis han ikke har brug for det.
Et smart værktøj giver bare den utrænede endnu en søjle at gemme sig bag.
Derfor er der så mange andenrangs-designere med topmoderne Macintosh-computere.
Derfor er der så mange dårlige forfattere med topmoderne laptops.
Derfor er der så mange skod-fotografer med topmoderne kameraer.
Derfor er der så mange ligegyldige malere med dyre atelierer i smarte kvarterer.
Gemmer sig bag søjler, det er hvad de alle sammen gør.
Søjler hjælper ikke; de forhindrer. Jo mægtigere søjlen er, des mere psykologisk afhængig bliver du, des mere kommer den i vejen.
Og det gælder også i erhvervslivet.
Derfor er der så mange mislykkede firmaer med smarte kontorer.
Derfor er der så mange mislykkede forretningsmænd, der bruger en formue på smarte jakkesæt og dyre medlemskaber til golfklubber.
Igen; de gemmer sig bag søjler.
Succesfulde mennesker, kunstnere eller ej, er dygtige til at få øje på søjler. De er dygtige til at undvære dem. Endnu vigtigere er det, at når først de har fået øje på en søjle, er de dygtige til hurtigt at komme af med den.
At have godt styr på sine søjler er en af de mest værdifulde talenter du kan have her i verden. Hvis du har, misunder jeg dig. Hvis du ikke har, har jeg ondt af dig.
Klart nok, ingen er perfekt. Vi har alle vore egne søjler. Vi har åbenbart brug for dem. Du kommer ikke til at leve et liv uden søjler. Det gælder også mig.
Det eneste vi kan gøre er at blive ved med at spørge, "er det her en søjle" til alle vinkler af det vi gør, vores håndværk, vores grund til at være i live og så videre, og tage den derfra. Jo mere vi spørger, des bedre bliver vi til at få øje på søjlerne, des hurtigere forsvinder søjlerne.
Spørg. Bliv ved. Og spørg så igen. Hold op med det, og du dør ud.
(råd nr. 10 fra Om At Være Kreativ)
Din plan for at få dit værk ud til andre er nødt til at være ligeså original som arbejdet selv, måske endda mere. Dit værk skal skabe et helt nyt marked. Der er ingen ide i at prøve det samme som 250000 andre unge håbefulde, der alle venter på et mirakel. Alle eksisterende forretningsideer er forkerte. Find en ny.Jeg har set det utallige gange. Lad os kalde ham Jens. En ung fyr i en stor by, der lige er stået af fire toget og gerne vil være en berømt ellerandet. Kunstner, forfatter, musiker, filminstruktør, hvad som helst. Han er fuld af ild og passion. Fuld af ideer. Og du møder Jens igen fem ti år senere, og han er stadig bartender på den samme restaurant. Han er ikke en dreng mere. Men han er ikke tættere på sit drømmemål.
Hans stemme er lige så trodsig som nogensinde, helt sikkert. Men der er en tomhed i hans ord der ikke var der før.
Jens har sikkert valgt den nedtrådt sti: Skrive bog, blive opdaget, udgive bestseller, sælge filmrettigheder, gå på pension som 30-årig. Hvad ved jeg.
OK, der er måske 3 millioner andre forfattere/skuespillere/musikere/malere/osv med den samme plan. Men selvfølgelig: Jens er noget særligt. Selvfølgelig vil hans skæbne være bedre end de andres til sidst. Selvfølgelig. Det fortæller han dig mens han serverer den næste drink.
Er din plan af samme slags? Hvis den er, ville jeg være bekymret.
Da jeg startede visitkort tegneserierne var jeg heldig. På det tidspunkt havde jeg et nogenlunde velbetalt job i New York som jeg kunne lide. Ideen om at sige det op for at leve som boheme faldt mig ikke ind. Hvabehar? Flytte fra Manhattan til Brooklyn? Ha. Over mit lig. Jeg tegnede for at more mig selv om aftenen, for at have noget at lave ved baren mens jeg ventede på at min date dukkede op eller hvad ved jeg.
Der var ikke noget kommercielt mål eller en større plan der styrede mig. Hvis jeg havde lyst til at tegne bag på visitkort istedet for på "rigtigt papir", så kunne jeg. Hvis jeg havde lyst til at bande, så kunne jeg. Hvis jeg havde lyst til at droppe det almindelige figurative format og tegne psykotiske abstraktioner istedet, så kunne jeg. Der var ikke nogen smarte medie- eller forlagstyper at glæde. Endnu bedre; der var ikke nogen kunstner livsstil at leve op til.
Det gav mig en masse frihed. Den frihed har betalt sig mange gange siden.
Sæt spørgsmålstegn ved hvormeget frihed dine valg har givet dig. Vær hudløst ærlig med det.
Det er din frihed der vil føre dig derhen du vil. Blind tillid til alt for almindelige, forfængelige myter vil kun stå i vejen.
Er din plan enestående? Er der ingen der gør det allerede? Så ville jeg være tændt. Skræmt måske, men tændt.
(råd nr. 11 fra Om At Være Kreativ)
Smerten ved at bringe de nødvendige ofre er altid større end du tror den vil være. Det stinker. Når det er sagt, så er alvorligt kreativt arbejde en af de mest fantastiske oplevelser man kan have i dette eller et andet liv. Hvis du kan klare det er det det værd. Selv hvis du ikke klarer det vil du lære mange utrolige, magiske, værdifulde ting. Det IKKE at gøre det når du VED du havde chancen gør meget mere ondt end nogen fiasko.Ærlig talt, jeg tror det er bedre at lave noget under den antagelse at der IKKE er nogen belønning for det, at det IKKE vil blive anerkendt af andre, at det IKKE vil være tiden og besværet værd.
Den indlysende fordel ved det syn på det er at alt godt der måtte komme ud af det bare er en bonus.
Den anden mere subtile fordel er denne: Ved at se bort fra alle ideer om den velstand og status du vil få fra din kreativitet så kan du nøjes med at koncentrere dig om at finde svaret på et eneste spørgsmål:
Gør jeg det eller ej?
Og når du kan svare oprigtigt på det spørgsmål er resten nemt.
(råd nr. 12 fra Om At Være Kreativ)
Jo bedre du bliver til dit fag, jo mindre vil du forveksle ydre gevinster med åndelige gevinster og omvendt. Selv om det ikke gør dig rig eller fremmer din karriere er det alligvel en HEL masse værd.Da jeg var 16 eller 17 i Edinburgh kendte jeg svagt denne her fyr der havde en butik ved navn "Cinders" på St. Stephens Street. Han havde specialiseret sig i at istandsætte antikke ildsteder.
Cinders' forretningsidé var enkel. De købte originale georgianske eller victorianske ildsteder fra gamle nedrivsningsklare huse for småpenge. Gav dem en dygtig, men hurtig, reparation i eget værksted og solgte dem med enorm fortjeneste til yuppier.
Dengang havde jeg en umættelig nysgerrighed for hvordan folk tjente deres penge (det har jeg stadig). Så en dag, siddende foran hans forretning, snakkede jeg med ildstedsmanden om det.
Fyren virkede ganske stolt af sit arbejde. Fra hans beskrivelse virkede det som om han kunne lide sit fag og tjente godt på det. Skotland var på vej gennem en krise på det tidspunkt; arbejdsløsheden var høj, og folk havde ikke så mange penge. Af en bedaget hippie at være, kunne han have klaret sig ringere.
Der er ikke mange børn der vokser op mens de tænker "Jeg vil være ildstedsmand!". Det er ikke en særlig indlysende beskæftigelse, så jeg spurgte ham hvordan han var kommet i gang med det.
"Jeg var antikvitetshandler før", sagde han. "Folk som bruger mange penge på antikviteter bruger også en masse penge på at istandsætte deres huse, så jeg fik en fært af ideen ved at snakke med kunderne i antikvitetsbutikken. Der var også alt for mange antikvitetshandlere i Edinburgh, så jeg ledte efter noget andet at lave".
Ligesom alle de bedste jobs i verden, så var det bare noget der skete.
"Nogen af ildstederne er virkelig smukke", sagde jeg. "Det må være svært at skille sig af med dem."
"Nej det er ikke sagde han" (og nu kommer det jeg husker bedst) "Jeg kan godt lide dem, men de fylder så meget så det er egentlig en lettelse at komme af med dem når de er solgt. Jeg vil bare have dem ud af butikken MED DET SAMME og have betalingen i lommen. At sælge dem falder mig nemt. I modsætning til antikviteterne. Jeg elsker antikviteter og jeg forelskede mig altid i de varer jeg havde i butikken dengang. Jeg ville aldrig af med de bedste stykker. Ubevidst gav jeg dem en alt for høj pris, så jeg kunne undgå at de forlod butikken"
Ung og idealistisk som jeg var, fortalte jeg ham at jeg syntes det var ret trist. Hvorfor vælge at sælge en kedelig vare (altså ildstederne) når man kan leve af at sælge noget man virkelig holder af (altså antikviteter)? Det burde da være den foretrukne måde at leve på?
"Den første regel i forretninger", sagde han, og grinede af min naivitet, "er ikke at sælge noget man holder af. Ellers kunne du ligeså godt sælge dine børn".
15 år senere sidder jeg i en bar i New York. En ven's ven kigger på mine visitkorttegninger. Han spørger mig om jeg udgiver dem. Jeg svarer nej. Fortæller det er en hobby. Fortæller ham om mit reklamejob.
"Mand, hvorfor fanden er du i reklamebranchen?" siger han med øjnene på mine tegninger. "Du skulle lave det her hele tiden. Gallerier og det hele"
"Reklame er bare ildsteder", siger jeg, og stirrer på mit glas.
"Hvad fanden?"
"Det er lige meget."
(råd nr. 13 fra Om At Være Kreativ)
Jeg har set massevis af unge mennesker der tog "druk og piller" ruten gennem årene. Et valg der ikke var klogt, originalt, nyttigt, sundt eller endte godt.Det er en almindelig historie: En eller anden ung mand læser om Charlie Parker, Jimi Hendrix eller Charles Bukowski og bestemmer sig for at disse poetiske, men problematiske, eksempler giver ham ret til eller tilgivelse for at bruge de næste ti år på at drukne i sit eget metaforiske bræk.
Jo ældre du bliver, jo flere ofre for denne fejltagelse møder du. Jo mere tid har de haft til at ødelægge deres liv. Jo mere patetiske virker de. Og jo mindre fantastisk arbejde får de ud af det, af alle deres "fantastiske oplevelser" og "særlige erkendelser".
Jo klogere og mere talentfuld kunsteren er, jo mindre sandsynligt er det at han vælger denne rute. Jo, han fjoller sikkert en smule rundt mens han stadig er ung og dum, men han bevæger sig videre hurtigere end de fleste.
Men den unge mand tror det hele er talent. Han tror det handler om "potentiale". Han undervurderer i hvor høj grad tid, disciplin og stamina også spiller en rolle. Der findes undtagelser, som f.eks. Bukowski og venner. Men det er netop derfor vi kan lide deres historer. De er usædvanlige historier. Og ethvert barn med en guitar eller en pen eller en pensel vil gerne være usædvanlig. Ethvert barn undervurderer konkurrenterne og overvurderer sin egen chance. Enhver dreng tror blindt på ideen at man kan lykkes uden alt det hårde arbejde.
Så barerne i West Hollywood og New York er fyldt med mennesker travlt igang med at smide deres liv væk i et desparat forsøg på at finde en genvej. Hvilken som helst genvej. Deres plan B er vasket bort i Vodka Tonics for mange år siden.
Og imens er konkurrenterne derhjemme, og arbejder røven ud af bukserne.
(råd nr. 14 fra Om At Være Kreativ)
Kunst lider skade ligeså snart andre betaler for det. Jo mere du har brug for pengene, jo mere vil folk få indflydelse på hvad du gør. Jo mindre kontrol har du. Jo mere pis skal du finde dig i. Jo mindre glæde vil du have af det. Vær klar over det og planlæg efter det.Fornylig hørte jeg Chris Ware, en af verdens top 3 tegneserietegnere, beskrive sit fag som utaknemmeligt.
Når den øverste på den stige du vil opad beskriver udsigten som utaknemmelig så bør du være bekymret.
Jeg kende Chris i college, på University of Texas. Senere i de tidlige 90ere kendte jeg ham som en i kunstnermiljøet Wicker Park i Chicago, hvor han tog en Masters på skolen på The Art Institute og hvor jeg arbejdede som junior tekstforfatter hos Leo Burnett. Vi kendte ikke hinanden så godt, men vi havde fælles bekendte. Han er en flink fyr og fandens dygtig.
Så jeg har haft et øje på ham som han gennem årene er steget i graderne fra talentfuld førstedelsstuderende til berømt rockstar tegneseriefyr. Godt at se, helt sikkert - det er opmuntrende når folk du kender for velfortjent opmærksomhed. Men det har også hjulpet mig at lære, fra hestens egen mund, realiteterne i livet som professionel tegner; både godt og skidt. Det er rart at få et glimt af virkeligheden.
Hans eksempel afklarede en masse for mig for en 5-10 år siden da jeg kom til det punkt hvor mine tegninger var gode nok til at jeg seriøst kunne overveje at tegne fuldtids. Jeg undersøgte branchen og så det liv Chris og folk som ham levede. Så hvem der bestemte, og så den bizarre verden de fleste tegneserieforlæggere lever i og tænkte "Njaaah."
Ved nærmere eftertanke tror jeg en af de væsentligste grunde til at jeg blev i reklamebrancen simpelthen er at det pisser mig mindre af at høre ordene "den reklame skal laves om" end at høre ordene "den tegning skal laves om". Selv om man skal give køb på enormt meget når man laver reklamer, så er der ikke så meget af det man er nødt til at opfatte personligt. Det er deres produkt og deres penge, så det er nemmere at holde en sund afstand. Det har jeg altid fundet umuligt med tegningerne.
Det vigtigste et kreativt menneske kan lære er hvor han tegner den streg i sandet der adskiller hvad han er indstillet på at gøre og hvad han ikke er. Det er den streg der afgrænser din integritet, din personlige kreativitet. Adskiller det pis du vil finde dig i fra det pis du ikke vil finde dig i. Det du er villig til at afgive kontrollen med og det du ikke vil afgive. Den pris du er klar til at betale og den du ikke vil betale. Alle er vi forskellige, vi har alle vores egen streg i sandet. Alle følger deres egen Sex og Penge teori.
Når jeg ser nogen "lide for kunsten", så er det som regel fordi de ikke ved hvor stregen er, ikke ved hvor deres integritet ligger.
Måske troede han at den lurvede producent ikke ville tvinge ham til at slagte filmen med idiotiske manuskriptændringer, men Nej! Måske troede han at galleriejeren også var en god forretningsmand, men Nej!
Måske troede han at forlæggeren ville markedsføre hans bog ordentligt, men Nej!
Måske troede han at investoren ville være knapt så stort et røvhul med startuppens finanser, men Nej!
Måske troede han at direktøren ville støtte hans nye marketingplan, men Nej!
At vide hvor man trækker grænsen er at kende sig selv, ligesom at vide hvem dine rigtige venner er. Nogen er bedre til det end andre. Livet er uretfærdigt.
(råd nr. 15 fra Om At Være Kreativ)
Nogen kan se det, andre ikke. Hvis du vil have råd til at købe ind om 5 år, så vil jeg råde dig til at lytte nøje til dem der kan og undgå dem der ikke kan. Det er bare et råd.Dit job er måske 50% værd af det det var værd, inflationsjusteret, for 10 år siden. Og hvem ved? Måske eksisterer det slet ikke om 5-10 år.
I min branche, reklameverdenen, begyndte den traditionelle forretningsmodel at gå i stykker for 10 år siden eller sådan noget. Vores umiddelbare reaktion var "Arbejd mere".
Det virkede ikke. Folk blev fyret i tusindvis. Det er en kold tid vi lever i.
Vi troede talent ville redde os. Vi troede overarbejde ville redde os. Men nej.
Vi troede Internettet og Den Nye Økonomi, nye medier, ny teknologi, ville redde os. Vi troede den ville fylde hullerne i de konceptuelt stadig mere forældede løsninger vi tilbød klienterne. Nej.
Uanset hvordan verden forandrer sig, uanset hvilke nye teknologier, forretningsmodeller eller sociale arkitekturer der kommer imod os, så er det eneste Den Nye Virkelighed ikke kan tage fra dig tillid.
Folk du stoler på, og folk der stoler på dig, er det der skal give dig mad på bordet og betale dine børns skolegang. Ikke andet.
Det er sandt uanset om du er kunstner, forfatter, læge, tekniker, advokat, bankmand eller bartender.
Dvs: Lad være med at bekymre dig om teknologi. Tænk hellere på de mennesker der stoler på dig.
For at kunne navigere i Den Nye Virkelighed er du nødt til at være kreativ, ikke bare indenfor dit fag, men i ALT DU GØR. Den måde du anskuer verden på er nødt til hele tiden at blive mere frugtbar og original. Og det er ikke kun sandt for kunstnere, forfattere, teknikere, reklamefolk og direktører; det er sandt for ALLE. Også pedeller, receptionister og buschauffører. Kampen er lige blevet en tand hårdere.
Den gamle livsstil er død. Og du har brug for mennesker omkring dig der ved det.
Det betyder at du skal hænge mere ud med de kreative, de vilde, de visionære, end du allerede gør. Tænk mere på hvordan de fungerer og reagerer på det. Det er ligemeget indenfor hvilken industri vi tænker os - arkitektur, reklame, oliebranchen - så er de der, og de er lette nok at finde hvis du prøver, og hvis du har noget værdifuldt at give af. Undgå de tavse, de der spiller på det sikre. De kan ikke hjælpe dig længere. Deres stabile model er ikke stabil længere. De er dømt til at uddø. De er udryddelse.
(råd nr. 16 fra Om At Være Kreativ)
De eneste folk der forandrer verden er folk der vil. Og der er ikke alle der vil.Mennesker har den her ting jeg kalder "Træt af pis"-genet. Den er den del af vores psyke der gør os utilfredse med vores lod i verden, lige meget hvor meget lykken smiler på os.
Det har et formal. I vores tidlige hulemandsdage øgede utilfredsheden chancen for at vi lettede røven, skred ud af hulen og ud på tundraen for at fange den uldne mammut vi sku' spise til aften. Det er en overlevesesmekanisme. Forbandet nyttig dengang, forbandet nyttig nu.
Det er det samme utilfredshedsgen der giver os lyst til at lave ting overhovedet. Tegninger, violinsonater, kødengrosvirksomheder, websider. Det samme gen fik os til at opdage ilden, hjulet, bue og pil, VVS, PCen - listen er endeløs.
En del af forståelsen af den kreative trang er at forstå at den er instinktiv. At ville ændre verden er ikke et ædelt kald, det er et urinstinkt.
Vi tror vi leverer "et enestående integreret logistik system" eller "gode smagsoplevelser med råvarer af højeste kvalitet". I virkeligheden er vi pisse utilfredse og vil bare ud af den fandens hule og dræbe mammutter.
Dit arbejde tillader dig enten at jage mammutter eller også gør det ikke. Selvfølgelig, som i så mange kontorjobs nu om dage, kan du sagtens blive tilbudt en masse penge for at sidde i et hjørnekontor inde i hulen og lade som om du jager. Det er trist. Det er endnu mere trist hvis du siger ja og tager pengene.
(råd nr. 17 fra Om At Være Kreativ)
De mener det godt, men på et eller andet tidspunkt kommer de i vejen.Da jeg arbejdede som nybegynder i et stort reklamebureau, ærgrede det mig hvor meget "Kaffemaskineslænget" hele tiden brokkede sig. "Kaffemaskineslænget" var mit udtryk for det, der stadig var plads til i branchen dengang. Flokke af andenrangs-kreative, langt over deres udløbsdato. Af deres chefer blev de presset for de sidste dråber kreativ saft - lige indtil dagen kom og de kunne få deres oplagte fyreseddel. For mange ture til kaffemaskinen og for mange halvbranderter efter frokost. Sene aftener og weekender på alle de kedelige-men-rentable kunder. Presse, presse, presse…
Jeg husker de uger, hvor man uden problemer kunne bruge en halv time om dagen på at høre Ted brokke sig.
Ted havde engang et godt kontor, men har haft en afskærmet bås lige siden det ene katastrofale møde med Kunde X. Han kunne komme og besøge mig i min afskærmede bås, mindst en gang om dagen, og ride på sine kæpheste. Klage, klage, klage…om alt muligt…hvordan Josh-det-nye-håb var en skod-tekstforfatter og en svindler…eller hvordan de købte Lille-Frøken-Let-På-Tås annonce i stedet for hans, "selvom min var den bedste i lokalet, og ethvert dumt svin tilstede vidste det".
Som jeg sagde; hvad som helst.
Der sluttede aldrig. Bla. Bla. Bla… Hov, øjeblik! Ted, jeg er vild med dig, du er en fin fyr, men hold nu for pokker kæft.
I bakspejlet var det Ted der lærte mig en vigtig lektion - dengang, hvor jeg stadig var for ung og naiv til at have lært det på dén måde - at dit kontor kan være proppet med Clio- og One Show-priser mens din karriere er i bund.
Misforstå mig ikke - min karriere i det firma var en komplet katastrofe. Det her er ikke et af de tilfælde, hvor en af alfa'erne slår beta'erne. Det her er en gamma, der slår beta'erne.
Jeg spiser frokost med min kollega, John, som er på min alder. Billig og afslappet thai-mad, et stenkast fra bureauet.
"Jeg må se at komme væk fra det her firma", siger jeg.
"Jeg troede godt du kunne lide dit job", siger John.
"Det kan jeg også", siger jeg, "men den eneste grund til at de kan lide at have mig gående er at jeg stadig er ung og billig. Lige så snart jeg ikke er en af delene…er jeg færdig".
"Som Ted", siger John.
"Jep…ham og resten af Kaffemaskineslænget".
"Kaffemaskineriet", griner John.
Så vi klukkede lidt af vores stakkels, ulykkelige ældre kollegaer. Vi var ikke særlig medfølende, det indrømmer jeg. Deres liv var sikkert et helvede dengang, men de havde allerede toppet. De havde vundet deres priser, fløjet til Bahamas for at filme toiletrullereklamer med berømte filmstjerner og alt det. Modsat os knægte. John og jeg var næsten lige kommet ud af universitetet, havde udsigt til at sætte vores aftryk på branchen, med omtrent lige så meget entusiasme og håb som nogen anden.
Vi havde solgt et par avisannoncer her og der, nogle opslag i magasiner, men det med fjernsynet var stadig uden for vores rækkevidde. Indtil videre havde bureauet vi arbejdede for stadig ikke givet os lov til at blomstre. Var det vores skyld eller deres? Måske lidt af hvert, men dengang var det alt sammen "deres skyld, for fanden!". Selvfølgelig er alting "deres skyld, for fanden", når man er 24.
Jeg sagde op et års tid senere. John blev hos bureauet af en eller anden grund, og så, for omkring fem år siden, blev han gift, og fik kort tid efter sit første barn. Pludselig skulle han forsørge en familie og havde ikke råd til at blive fyret. Hans chef vidste det godt - og begyndte at presse.
"Du har ikke noget mod at arbejde i weekenden, vel John? Godt. Jeg tænkte det nok. Vi ved alle sammen hvor meget gruppen afhænger af at du leverer på målstregen - det er derfor vi sætter så høj pris på dig, John, tror du ikke?".
Sidst jeg så John arbejdede han for det her gyselige lille bureau for en brøkdel af hans tidligere løn. Det viste sig at det store bureau smed ham ud en uges tid efter hans barn fyldte to.
Vi sidder igen på thai-restauranten og spiser frokost for gamle dages skyld. Vi hygger os, og taler om det sædvanlige hovski-snovski vi altid taler om. Samtalen flyder, kun spoleret af at jeg ikke kan få ordet "kaffemaskine" ud af mit forbandede hoved.
(råd nr. 18 fra Om At Være Kreativ)
Picasso var en forfærdelig kolorist. Turner duede overhovedet ikke til at male mennesker. Saul Steinbergs formelle færdigheder som tegner var elendige. T.S. Eliot havde et fuldtidsjob ved siden af. Henry Miller var en vildt ujævn forfatter. Bob Dylan kan hverken synge eller spille guitar.
Men det stoppede dem ikke, vel?
Så det næste spørgsmål er, "Hvorfor ikke?"
Jeg aner det ikke. Hvorfor skulle det?
(råd nr. 19 fra Om At Være Kreativ)
Ethvert medies største styrke er også dets største svaghed. Enhver form for medium består af en mængde kompromisser, og et er ikke "højere" end et andet. Et billede gør ikke så meget, det hænger bare på væggen. Det er det bedste og det værste ved det. Film kombinerer lyd, bevægelse, fotografi, musik og skuespil. Det er det bedste og det værste ved det. Prosa bruger kun ordenes arrangerede lineære form til at få en mening frem. Det er det bedste og det værste ved det. Osv.På universitetet læste jeg engelsk hovedfag. Jeg havde ingen planer om at undervise, skrive eller forske, det var bare noget jeg kunne få høje karakterer i. Og jeg kunne lide at læse bøger og skrive opgaver så det var fint for mig.
De fleste af mine venner havde kunsthistorie som hovedfag, men der hørte ligheden op. Vi gik aldrig til timer sammen. Jeg ved ikke hvorfor, vi mødtes om aftenerne og i weekenderne, men jeg hang aldrig rigtig ud med dem i mit eget fag.
Så det var altid besynderligt for mig at hænge ud med de andre. Kunstnerne, filmfolkene, dramafolkene, arkitekterne osv.
Det virkede som om de boede i hinandens lommer. De arbejdes, spiste, og sov sammen. Masser af venskaber. Masser af samarbejde. En masse fikumdik. Masser af taler om det sande i deres fag.
Nuvel, en tegneserie behøver kun en forfatter. Det samme med at skrive. Det kræver ikke nogen stor gruppefølelse. Så al den sex-drevne socialisme i kunstverdenen var fremmed for mig, også selvom den til dels var fascinerende.
På mit andet år begyndte jeg at få mine tegneserier udgivet, og ikke bare i skolebladet. Pludselig var det let at møde piger. Jeg var glad for det, kan du tro, men livet var nogenlunde det samme.
Jeg antager mine venner syntes tegnetingen var fed nok, men det var ikke noget der påvirkede vores venskab. Det var bare noget jeg gjorde ved siden af, ligesom andre mennesker restaurerer gamle biler eller har et mørkekammer til deres kamera.
Min måde at gøre tingene på var og er at have et normalt liv, at være en almindelig fyr, med en fed hobby. Det er ikke nogen videnskab.
Den holdning var fremmed for mine kunstvenner. Deres specielle fag var en religion for dem. Det var alvorligt. Det var vigtigt. Det var en stor del af deres identitet og det virkede næsten på dem som om menneskehedens hele eksistens afhang af deres even til at forfølge deres drøm som en velbetalt profession osv.
Misforstå mig ikke, jeg kendte nogen kunsttyper som var fantastiske. En eller to af dem er kendte nu. Og jeg kan godt se, hvis du har et særligt talent, hvordan behovet for at bruge det bliver vigtigt.
Men når jeg ser tilbage, ser jeg også en masse skøre unge som giftede sig med et selvvalgt medium af de forkerte grunde. Ikke fordi de havde noget specielt visionært at sige, men fordi det var sejt. Fordi det var sexet. Fordi det var hipt. Fordi det gav dem noget at tale om til fester. Fordi det var nemmer at forestille sig end at skulle finde et rigtigt job efter eksamen.
Jeg er splittet om det her. En del af mig synes det er sundt for unge at have vanvittigt høje ambitioner, og måske er der en eller to af dem der klarer det. En eller to af dem der overlever cuttet. Det er det det går ud på at være ung, og jeg synes det er vidunderligt.
En anden del af mig vil hellere advare de unge mod at vælge et vanskeligt fag af de forkerte grunde. Du kan snyde dig igennem mens du er ung, men det er ikke før din ungdom er væk at Djævelen kommer og vil have sin betaling. Og det er aldrig noget kønt syn. Jeg har set det ske, mere end en gang, for dejlige, rare mennesker og det er virkeligt ikke til at bære at kigge på.
(råd nr. 20 fra Om At Være Kreativ)
At vande din idé ud for at gøre den mere salgbar vil bare få folk til at synes mindre om den.For mange år siden, lige efter uni, begyndte jeg at søge hos reklamebureauerne efter mit første job.
En dag var der endelig en kreativ direktør der gik med til at kigge på min mappe. Hurra!
Så jeg tog over til hans kontor og viste ham mine ting. Mine ting var rædselsfulde. Allesammen.
Forestil dig den værste, lammeste gang "Før vaskede jeg med Sudso, men NU bruger jeg Lemon-Fresh Rinso extreme"-husmoder lort. Bare endnu værre.
Direktøren var en flink fyr. Man kunne se han ikke havde høje tanker om mine ting, men han var alt for høflig til at sige det. Til sidst sagde han roligt at det ikke rigtig gjorde det for ham.
"Altså, markedet var almindelige husmødre", vrøvlede jeg. "De er ret konservative, så jeg dummede det lidt ned".
"Du kan dumme det ned når du har fået jobbet og klienten kommer over for at riste din røv over brændende trækul og siger du skal dumme det ned" grinte han. "Indtal da, så vis mig den funky udgave".
Historien gentager sig ikke bare i reklamebrancen. Det sker overalt.
(råd nr. 21 fra Om At Være Kreativ)
Alle har for travlt med deres eget liv til at bekymre sig om din bog, dit maleri, dit manuskript osv., og da særlig hvis du aldrig har solgt noget endnu. De der ikke er ligeglade, er du ikke interesseret i alligevel.At gøre et stort nummer ud af din kreative ting er dødskysset. Det er alt jeg har at sige om den sag.
(råd nr. 22 fra Om At Være Kreativ)
Du kan diskutere "den amerikanske romans elendige tilstand" til solen bliver sort. De brokkede sig over det i 1950 og de vil stadig brokke sig i 2050.Det er en nedtrådt sti og ikke et sted man vil komme op med mange nye verdensforandrende indsigter.
Men en masse mennesker kan godt lide at diskutere det, fordi det holder dem fra at skulle rejse ind på ukendt land. Det er sikkert. Det tillader dig en masse stærke holdninger og meninger uden nogen egentlig risiko. Uden at du skal lave noget af alt det hårde arbejde der ligger i at lave og sælge noget du tror på.
For mig handler det ikke om hvorvidt Tom Clancy sælger pallevis af bøger eller en Nobelprisvinder kun sælger et par bøger. Det er bare tal, en distraktion. For mig handler om det om hvad DU har tænkt dig at gøre med en korte tid du har tilbage her på jorden. Det er en helt anden ting.
Ærlig talt, hvordan et menneske dyrker og udvikler sin egen kunstneriske integritet, med eller uden verdens hjælp, er for mig et meget mere spændende emne.
(råd nr. 23 fra Om At Være Kreativ)
Inspirationen kommer før lysten til at skabe, ikke den anden vej rundt.En af grundene til at jeg tegner på visitkort er at jeg kan have dem med mig altid. Når man bor inde i byen bruger man en masse tid på at gå omkring fra sted til sted. Jeg ville have en kunstform skabt til det.
Så når jeg gk ned af gaden og fik lyst til at tegne noget, kunne jeg bare smutte over til den nærmeste bænk eller café, hive et blankt kort frem og gå igang. Umiddelbart. Uden besvær. Det kan jeg lide.
Før, da jeg lavede større ting, var jeg nødt til at droppe det jeg var igang med, og smutte tilbage til kontoret hvis inspirationen ramte mig. Ni ud af ti gange var det væk før jeg kom hjem, hvilket gjorde hele turen nytteløs. Jeg tegnede noget alligevel, men det var altid som om jeg tegnede efter hukommelsen, ikke som noget der skete lige nu.
Hvis du arrangerer dit liv sådan at du har en masse besvær fra du får lyst til at arbejde til du kan gå igang, så sætter du vognen foran hesten, ikke omvendt. Du skaber sikkert en masse "Jeg er Kunstner, og jeg må arbejde. Jeg må efterlade noget til Evigheden" melodrama. Uinteressant for dig selv og for andre.
Du bliver nødt til at finde en måde at arbejde på der gør det dødlet at udnytte de inspirerede øjeblikke fuldt ud. De rammer aldirg på et praktisk tidspunkt og de varer aldrig længe.
Omvendt skal du heller ikke bekymre dig for meget om angsten for det hvide papir eller det hvide lærred. Hvis du ser på et hvidt stykke papir og der ikke rigtig kommer noget til dig, så lav noget andet. Angsten for det hvide papir er bare følelsen af ikke rigtig at have noget at sige, kombineret med den mærkelige ide at man SKAL have noget at sige.
Hvorfor? Hvis du har noget at sige, så sig det. Hvis ikke så nyd stilheden så længe den varer. Støjen kommer snart nok tilbage. I mellemtiden har du bedre at at gå ud i den store verden, opleve noget og hælde energi på tanken. At prøve at skabe noget når du ikke har lyst til det er som at tale bare for at tale. Det er ikke egentlig at være sammen med nogen, det er bare tomgang.
(råd nr. 24 fra Om At Være Kreativ)
En Picasso ligner altid en Picasso. Hemingway lyder altid som Hemingway. Beethoven lyder altid som Beethoven. En del af at være en mester er at have sin helt egen stemme.Enhver kunstner er på udkig efter det store "Aha!" øjeblik uanset om han er en mester eller ej.
Det øjeblik hvor han endelig finder sin egen stemme, en gang for alle.
For mig var det da jeg opdagede tegning bag på visitkort.
Andre, mere berømte, eksempler kunne være Jackson Pollock der opdager "splatter" maleriet. Eller Robert Ryman der opdager det hele hvide lærred. Andy Warhol der opdager silketrykket. Hunter S. Thompson der opdager gonzojournalistikken. Duchamp der opdager det fundne objekt. Jasper Johns der opdager det amerikanske flag. Hemingway der opdager kortfattetheden. James Joyce der opdager stream-of-consciousness.
Var det held? Måske en smule.
Men det var ikke formen der gjorde kunsten stor. Det var det forhold at mens de legede med denne nye ting, så fandt de ud af hvordan de skulle lægge hele sig selv ind i den.
Og først da blev det deres særlige lys, deres egen stemme osv.
Det varr det folk reagerede på. Menneskeligheden, ikke formen. Stemmen, ikke formen.
Læg hele din sjæl i det og så vil du finde din stemme. Hold igen og du finder den ikke. Så enkelt er det.
(råd nr. 25 fra Om At Være Kreativ)
Der er intet vidundermiddel. Der er kun den kærlighed Gud gav dig.Som professionel forfatter er jeg interesseret i hvordan samtale skalerer.
Hvordan kommunkation skalerer, x i n'te osv.
Ideelt set, hvis du er i kommunikationsbranchen, så vil du gerne sige det samme på den samme måde til et millionpublikum, som du ville have sagt til et publikum på en. Forestil dig den power du ville have hvis du kunne lykkes med det.
Desværre fungerer det ikke på den måde.
Du kan ikke elske en mængde på den samme måde som du kan elske et menneske.
Og en mængde kan ikke elske dig på den samme mode som et menneske kan elske dig.
Nærhed skalerer ikke. Ikke rigtigt. Nærhed er et en-til-en fænomen.
Det er ikke et problem. Uanset om du skriver til et publikum på en, fem, tusing, en million eller ti millioner, er der kun en måde virkelig at få forbindelse med dem på, en måde der virkelig virker:
Skriv fra hjertet.
Der er intet vidundermiddel. Der er kun den kærlighed Gud gav dig.
(råd nr. 26 fra Om At Være Kreativ)
Det er lige sandt i kunst, som i forretninger. Og kærlighed. Og sex. Og hvad som helst der ellers er værd at have.For 15 år siden hang jeg ud i det berømte London satireblad Punch's kontorer. Jeg var bare en dreng dengang, men af en eller anden grund fandt tegneserieredaktøren, selv en berømt tegner, sig i at have mig rendende den dag.
Jeg stillede ham spørgsmål om tegneseriebranchen. Han svarede på dem så godt han kunne imens han kiggede en stak post igennem.
"Kig på det her, Kammerat", sagde han og gav mig et stykke papir.
Jeg kiggede på det. En tegner, hvis navn jeg genkendte, had skrevet ham et ret trist og desperat brev, og tryglede om at komme i bladet.
"Endnu et flæbende brev fra endnu en flæbende tegner som var noget for 20 år siden" sgade han og rullede med øjnene. "Jeg får halvtreds breve om ugen af den slags fra flæbende tegnere der var kendte engang."
Han holdt en pause og smilede ondskabsfuldt.
"Sådan bliver man IKKE publiceret", sagde han. "Man sender mig sådan et fucking brev".
(råd nr. 27 fra Om At Være Kreativ)
Folk der er "klar" har en anden aura en folk der ikke er det. Dyr kan lugte frygt. Måske er det sådan det er.Det øjeblik du er klar, er det øjeblik hvor du holder op med at drømme. Pludslelig handler alting ikke om at "blive". Pludselig handler det om at gøre.
Du får ikke drømmejobbet fordi du går ind på redaktørens kontor første gang og siger "Hej, jeg kunne godt tænke mig at være sportsjournalist på et tidspunkt".
Du får jobbet fordi du går ind på redaktørens kontor og siger "Hej, jeg er den bedste fucking sportsjournalist i verden". Og redaktøren kan se på dig at det ikke er løgn.
Du gik ikke ind til redaktøren og bad om styrke. Du gik ind og fortalte ham på en pæn måde at du allerede har den styrke. Det er det "klar" betyder. Det er det "at tage magten" betyder.
Det er: Ikke at have brug for noget fra nogen for at være den bedste.
(råd nr. 28 fra Om At Være Kreativ)
At sælge ud til Hollywoord har sin pris. Det har det også ikke at sælge ud. Ligemeget hvad du gør betaler du fuld pris til sidst, og ja, det gør altid helvedes ondt.Folk elsker at komme med den gamle kliche om hvordan Van Gogh ikke solgt et eneste maleri i sin egen levetid. Hans eksempel formodes at retfærdiggøre for os, årtier senere, at der kan være noget ædelt i at være en total fiasko.
Måske, men manden begik selvmord. Markedet for hans billeder gik amok kort efter hans død. Hvis han havde besluttet sig for at holde ud et par årtier mere, ville han sandsynligvis have endt livet som en ganske velhavende mand. Og, desværre for alle verdens fiaskoer, så ville klicheen have misten en del af sin power.
Sagen er den at klicheer virker for os i abstrakt forstand, men de virker aldrig i virkeligheden på helt den samme måde. Livet er noget rod, klicheer er forsimplede og enkle.
Selfølgelig er der ikke en "sand vej". Det er ligemeget om du følger rige og berømte Andy Warhols eksempel eller fattige og miserable Van Goghs. Begge ekstremer kan enten løfte dig op til det højeste eller fuldstændig ødelægge dig. Jeg kan ikke svaret, og det er der heller ikke andre der har. Ingen andre end gud og dig selv ved hvorfor du er blevet sat i denne verden, og selv da...
Så når et ungt menneske spørger mig om det er bedre at sælge ud eller at holde fast på sit eget, så ved jeg aldrig hvad jeg skal svare. Warhol solgte skamløst ud efter 1968 (det år han blev skudt ned) og klarede sig OK med det. Jeg kender fine kunstnere der har hold fast på deres eget og det eneste det har gjort for dem er at få dem til at se mere og mere ynkelige ud.
Enhver kan være idealist. Enhver kan være kyniker. Det svære ligger imellem de to, altså i at være menneske.
(råd nr. 29 fra Om At Være Kreativ)
Hvis du vil noget kreativt, så skal du ikke regne med at miste lysten igen. Men det kan tage et stykke tid før du vænnet dig til den.I 1989 var jeg i Vest London, hvor jeg passede en dejlig lille lejlighed for et familiemedelm henover sommeren. I lejligheden ovenfor boede instruktøren Tim Burton, som var i byen i et par måneder i færd med at filme Batman, The Movie.
Vi lærte hinanden nogenlunde at kende det år. Vi var ikke gode venner eller noget, men vi så hinanden en del. Han var en god nabo. Jeg prøvede at være det samme.
På det tidspunkt var jeg på mit sidste år i college og studerede med henblik på at komme ind i reklamebranchen som tekstforfatter. En aften kom Tim og hans kone over til middag.
I løbet af aftenen kom mit karrierevalg på banen. Dengang var jeg lidt forbeholden med hensyn til det at leve af at være "kreativ"...i min familie har vi altid haft "rigtige" jobs i virksomheder og banker osv., og ideen om at bryde med traditionen gjorde mig ret nervøs.
"Well", sagde Tim, "hvis du har en kreativ summen i maven, så forsvinder den ikke igen. Jeg ville bare vænne mig til tanken og lære at leve med det."
Det var et forbandet godt råd dengang. Det er det endnu.
(råd nr. 30 fra Om At Være Kreativ - det allersidste)
Der er droppet et råd ind jeg ikke havde dækket. Vi tager det lige med for komplethedens skyld. Jeg er ikke sikker på det helt holder standarden, faktisk
Jo færre penge du bruger, jo større er chancen for at din idé vil lykkes. Det er også rigtigt selv om du er slået igennem.I 1997 fik jeg drømmejobbet. Godt betalt reklametekstforfatter. Stort kontor. Stor lejlighed i New York. Glamourøse fester og glamourøse omgivelser. Næring til historien om den sofistikerede storby. Det var fint.
Problemet var, at selv om jeg blev betalt virkelig godt så var jeg stadig flad ved slutningen af hver måned. Det er dyrt at bo i New York og jeg var fast besluttet på at opleve byen til fulde.
Uddannelse er dyrt, som de siger. Jeg betalte toppris for min.
Fordi, selvfølgelig kom nedturen til sidst, jobbet stoppede og jeg endte næsten på gaden. Havde jeg levet lidt mere beskedent ville jeg have kunnet klare stormvejret bedre.
Der var masser af mennesker derude der tjente en masse penge, ligesom mig, og brugte dem lige så hurtigt. Jo ældre du bliver, jo mindre misundelig bliver du på dem. De går godt nok på de fede restauranter fem dage om ugen, men de betaler dyrt for privilegiet. De har ikke råd til at fortælle chefen at han kan hoppe i havnen. De har ikke råd til ikke at gå i panik når forretningen går i stå i en måned eller to.
Din kreativitet handler også om at passe på din frihed. At være fri af grådighed er en del af det.
(råd nr. 31 fra Om At Være Kreativ)
