Spoilers incoming: Nolans Odysse er imponerende. Og imponerende ringe.

Christopher Nolans odysse er en humorforladt, affortryllet, fascistoid voldsfantasi forklædt som antikrigsfilm. En teknisk bedrift - men til syvende og sidst en elendig film, med med en ubegribeligt cheesy afslutning skamferet af horrible replikker.

Det var jo ikke fordi jeg som sådan var overrasket over at krigen i Troja skulle fylde så meget i filmen som den gør og egentlig heller ikke over den sorte visuelle tone; men holy shit en fjollet bastard af en film.

En skør blanding af Platoon i oldtiden - hvor selve odysseen - rejsen hjem - mest minder om Deliverance iblandet lidt body horror. Det fantastiske er blæst væk. Det er bare sultne, forkomne mænd, udsat for en kæderække af bestialske hændelser. Hvorfor skal gudesønnen Polyfemos være en mærkelig edderkoppeagtig kravlende freak? Der er shades af Will Smith-spiser-spaghetti i griseforvandlingen hos Kirke - var det lidt humor alligevel? Men igen læner det sig mere ind i body horror når det kommer til stykket. Og laistrygonerne, kæmperne der tæsker Odysseus' hær, minder betænkeligt meget om Battlestar Galacticas cylons. Det er næsten til et copyright-søgsmål.

Det er vel lige knapt Nolans problem at filmhistorien melder sig hos mig, mens jeg kigger på - men det er hans problem hvor nemt det sker; der er ikke mere og andet i filmen - det er temmelig klichéfyldt når alt kommer til alt.

Det er parodisk og meget sigende for Elons Musks ideologiske deroute - at Musk er gået i rette med filmen; for den er i virkeligheden temmelig tæt på hans egen perfekte højre-radikale billedfantasi. Sorte uniformer. Og Nolan er grebet af MAGA-testosteron æstetikken - skæg og body-building; hans folk ligner mere Seal Team 6 end græske sømænd. De to farvede skuespillerinder er som de er simpelthen for at være maksimalt anderledes fra filmens renskurede hvide look; det er ikke særlig subtilt; de er trofæer fra en anden verden.

Og hvad blev der af det erotiske? Sirenerne er kun abstrakt til stede. Odysseus bedårer både Nausikaa, Kirke og Kalypso i den oprindelige tekst - i filmen sidder han bare og flæber hos Kalypso.

Det hele munder ud i den måske dårligste påklistrede slutning på nogen film - hvor Nolan importerer slutningen af Ringenes Herre med Odysseus, der forlader denne verden i en rejse mod vest - mens han og Penelope udtaler nogle af filmhistoriens mest tåkrummende replikker.

Man sidder paf tilbage. Alt den larm for så lidt? Verdens mindst subtile pointe om at de gode måske - omg - i virkeligheden er de onde? Det er jo absolut intet i vejen med at skrive verdenslitteraturen om for sin egen skyld - Kurosawas har lavet genial japansk Shakespeare (gad vide hvad Musk vil sige når han opdager det?) - men jeg sidder tilbage med samme oplevelse jeg har haft efter næsten alle Nolans film - måske den største distanceblænder i film i dag.

Mørk Batman. Mørk Odysseus. Jeg glæder mig usigeligt til han laver Tom og Jerry - det bliver Itchy og Scratchy fra Simpsons, lavet så kulsort så ikke engang Bart Simpson kan grine af det.