Twitteratiets pludren om Google Buzz mindede mig om den her opdagelse, som jeg vist ikke har blogget før.

Det er let at tro at sociale netværk er en nymodens opfindelse, men det er faktisk ikke tilfældet. Tilbage i starten af 1900-tallet havde Københavns Telefon Aktie-Selskab - altså det vi senere har kendt som KTAS og senere endnu Tele Danmark og TDC - som de første i verden etableret et elektronisk socialt netværk. Det foregik via telefoncentralen. KTAS havde konstateret at der som regel var en omstillingsdame ledig, og for at udnytte resourcen etablerede man så "Centralsnakken", et telefonisk - hvad vi idag ville kalde online - forum, hvor folk, primært byens damer, mødtes på nettet og diskuterede. Samtalerne blev stenograferet af omstillingsdamerne, og siden rundsendt til de deltagende damer i papirformat.
Omkring 1910 var systemet slået så meget igennem at de andre medier begyndte at tage notits af det. Det var sådan jeg hørte om det. Ovenstående er et scan - undskyld kvaliteten - fra "Tidende" en af byens førende aviser dengang, hvor man hver dag havde en halv spalte "Fra Centralen" som det hed i avisen. Den udgave jeg har, fra min oldemors hjem, er fra umiddelbart efter at den elektriske håndmixer var blevet introduceret.
Som I kan se stod det nogenlunde lige sådan til med ny teknologi til hjemmet i 1910 som med nye muligheder på internettet i dag.

Centralsnakken var en stor succes og den blev faktisk først nedlagt da KTAS indførte drejeskivetelefoner og mekaniske relæer til afløsning for omstillingsdamerne. Økonomien i det forsvandt for KTAS og så var det slut. True Story.
...

Jeg fortalte om hvordan jeg mødte min søster som jeg ikke anede jeg havde og altså heller ikke vidste var min søster. Jeg har spurgt hende tit, siden dengang, om hun egentlig vidste det. Hun siger altid nej, men lige præcis med den pause der skal til så man ku tro at hun gjorde.Hun er sådan lidt grænssøgertypen. Altså, hun er vokset op med penge og masser af stil, men hvis hun ikke var så lækker ku hun godt være en rigtig rocker.Så I kan forestille jer hvordan hun lyder da hun finder ud af at vi er gået lige i fælden og nu sidder låst inde på det samme klamme motorvejstoilet som hende selv.Hvis I ikke ka, så lad mig da bare sige det: hun er pissesur for ikke at sige fnysende arrig. Nu er det sådan at jeg sådan set lidt er til sådan nogen tøser, der ka slå fra sig og det er også OK at de bliver pissesure. Så jeg spiller da lidt op til hende, ikke, altså - man er vel en mand, ikke? Og jeg ved bare nada om at hun er min søster, for ellers havde det jo været herreklamt. Og du ka godt holde kæft med det der, jeg har hørt DEM ALLESAMMEN. Du lukker! Nu! OK, men altså Han Solo er jo heller ikke lavet af sten vel, og de der frikadellekfletninger, som ellers er vildt kiksede, er åbenbart hans stil eller noget, for han kører sgu også på.

Vi kommer væk fra panserne og afsted i bilen igen, og der synes Han jo klart at han scorer point, men før jeg fortæller den del af det færdig, så skal jeg lige huske at gøre plads til den triste del af den her tur. Gamle Ben, som vi har med, havde jo fortalt os det der med at han selv havde været en slags panser engang - og måske er der noget om det, for ihvertfald har kommissæren på pladsen et eller andet beef med ham; og det er faktisk sådan vi lykkes med at komme afsted. Ben går i flæsket på ham, men kommissæren er meget yngre end han er, og selv om han vist har astma eller noget, så er det stadigvæk vildt ulige - og det er sådan set fordi det er så ulige at jeg får et chok, da han trækker sin gun og skyder Ben! Jep, iskoldt, på to meters afstand nakker han ham. Og det mærkeligste er at Ben så ud som om han godt vidste at nu ville han gøre det. Det er fanme sygt.

Jeg tænker meget på Ben, jeg kan høre ham for mig lige så tydeligt. Og lige den dag, der reddede han os virkelig, for mens de var oppe at toppes fik Han startet bilen, og så var det ellers afsted, babu, alle mand. De fulgte lidt efter os, men det må jeg sku sige om Han, han kan fanme køre, kan han.

Vi kommer frem, hvor "frem" altså viser sig at være Albertslund. Og nu bliver det så lidt sindsygt, for hvad er det første Leias kontakt siger, da vi er kommet derover? At vi skal tilbage til panserne igen! Han er ved at samle et posse, og så er det meningen at vi skal afsted derover i alt hvad vi har, store og små biler; motorcykler endda, og så skal panserne have en på siden af hovedet.

Jeg er jo egentlig en ret afslappet fyr, ikke? Jeg kan godt lide ro og orden. Det er ikke mig, der bliver busted nede på hovedgaden, pikkestiv fredag nat. OK, kald mig bare kedelig, ikke, men sådan er jeg, altså. Men jeg vil sige, at det nummer de lavede med Ben sgu fik mig på andre tanker. Er det en politistat vi lever i, eller hvad? Det er fanme sygt bare at nakke en gammel mand. Fanme sygt.

Lang historie kort, jeg tager sgu også med. Planen er at de fleste skal køre i kortege ude på motervejen og trækker panserne til sig, og så skal en lille gruppe svinge lynhurtigt ind på tanken. Lige bag toilettet derude samler de alt affaldet i en kæmpe septiktank, og den er det meningen at vi skal smadre med nogen kanonslag og så ellers komme væk, inden pladsen der bliver helt umulig at være på.

Så kommer vi så derover; men så har ham kommisæren der sgu narret os. Før det første ved de godt vi kommer, og så de har totalt spærret vejen ind til pladsen. Vi kan ikke gøre så meget andet end at ligge og cirkle rundt ude på vejen, mens vi prøver at finde på noget. Panserne sætter endda efter os, og det går hårdt ud over mange af drengene. Men så er det at jeg tænker på gamle Ben, og jeg kan bare høre ham sige "det er dig, der har styrken! brug den!" og så får jeg en ret genial idé, synes jeg selv.

Jeg er på motorcykel på det her tidspunkt. Jeg dropper simpelthen af vejen, og finder ned i en grøft langs, som er rimelig tør - og så lusker jeg så tilbage til pladsen, ned i grøften. Det er sådan set pissefedt, rigtig kovbøjdere og indianere stuff, som om vi lå og var ude og sprae derhjemme. Jeg smider cyklen op på pladsen, og hamrer direkte imod septiktanken. Jeg springer selvfølgelig af inden, jeg skal sgu ikke nyde noget, men, kæft et syn man, da Kawasakien hamrer med fuld tank lige igennem hele lortebunken.

- jeg når lige at blive samlet op af Han og Leia inden hele pladsen svømmer i møg; panserne er knapt så heldige - undtagen jeg så lige kommissæren kom afsted inden det hele gik i luften, så ham har vi stadig til gode en anden god gang. Men alt i alt er folk sgu glade da vi hamrer hjem til Albertslund.

Så nu ved du også lidt om hvordan jeg kom til at bo herovre, og hvorfor jeg altid passer lidt på, når bilen lyser blåt. True Story

Det hele begynder da jeg er med onkel ude for at købe en ny støvsuger. Vi havde ikke så mange penge dengang, så vi handler brugt hos sådan nogen sigøjnertyper eller hva de er; de rejser rundt op og ned i hele Jylland i et kæmpe monstrum af en lastbil og sælger mekanik og andet gods på markeder og den slags steder.
Vi finder en rimelig model, men den falder simpelthen fra hinanden inden vi overhovedet når at få den ind i bilen. Onkel puster sig op og vi får en bytter - og som et plaster på såret får vi også en fræk gylden båndmaskine oven i hatten. Der er et eller andet sprogkursus i den; så det er en god lille bonus. Det er ikke fordi jeg er skoletypen, men jeg er heller ikke særlig vild med at slave for onkel ude på farmen, og så må man jo lære sig *et eller andet*.

Jeg går igang med at polere på støvsugeren hjemme i værkstedet. Da jeg sætter strøm til den går det op for mig at den gudhjælpemig har højttalere indbygget! Ikke at de er lige så fede som dem i onkels John Deere, men alligevel. Den spiller en besked. Underlig idé i en støvsuger, tænker jeg først - men da jeg så hører den ordentlig, er det endnu mere underligt. Det er nærmest en slags flaskepost. En pige, der hedder Lea, eller noget i den stil, der siger hun er i problemer og beder om hjælp. Det underlige, når nu det er en flaskepost, er at hun ikke bare beder om hjælp, men snakker direkte til en der hedder Ben. Jeg hedder ikke Ben, og det gør onkel heller ikke.

Umiddelbart er den eneste Ben jeg kender, Ben fra Bill & Ben, som jeg læser meget. Men så er det jeg kommer i tanke om at der faktisk bor en fyr der hedder Ben ovre i Skast og så tænker jeg "hva nu hvis sigøjnerne har stjålet støvsugeren fra Ben". Onkel synes bare vi skal lade som ingenting - sådan er han meget, jeg synes sgu ikke man kan den slags - så jeg beslutter mig for at køre over til Ben med støvsugeren og se hvad han siger til det.

Jeg hopper på min knallert og smutter derover. Det er lige ved at gå helt galt, jeg tager en smutvej af nogen markveje, og pludselig løber jeg ind i en koloni af polakker! De arbejder vel rundt omkring, men de spærrer ihvertfald vejen og jeg ved ikke om de har fået for meget Vodka eller hvad, men de er ude på ballade. De river mig af cyklen, og jeg når faktisk ned at ligge på jorden, men så sker der heldigvis det at Ben kommer den anden vej - han må have hørt polakkerne, og nu kommer han rendende med en ordentlig kæp og truer med tæv, og dem skal de ikke ha nogen af, så de smutter.

Ovre hos Ben spiller jeg så støvsugerflaskeposten. Det vækker åbenbart minder; han begynder på den her langt ude historie om at han engang var hemmelig politibetjent og at maskinen er noget spionudstyr fra dengang eller noget, og at det i virkeligheden er der, den er forsvundet fra; og der er måske nogen hemmelige koder i den, så vi skal have den over til Søborg til hovedkvarteret.

Jeg ved ikke rigtig om jeg tror på det, men jeg tror ihvertfald på at det er hans støvsuger. Jeg bliver nødt til at snakke m onkel om det; det skal nok blive fedt. Men enten så bliver han sur på mig og så er det det, eller også tror han på Ben, og så kan det jo være vi skal til at hjælpe ham. Det ka kun blive bedre end at røgte køer i morgen tidlig. Vi kommer hjem igen; men der får jeg så et ordentligt chok, for gården er brændt ned! Onkel og tante er forsvundet. Det første jeg tænker er at det er de skide polakker, der er blevet sure. Ben mener selvfølgelig at det bare beviser at han ikke er skør. Under alle omstændigheder; om det så er polakker eller udenlandske spioner der har gjort det, så må vi hellere komme afsted. Jeg har ikke andre end onkel og tante, så jeg ka ikke rigtig gøre andet end at stole på Ben.

Vi kører ind til byen, til Angola Bar, for at se om ikke en eller anden vil låne os en bil, så vi kan køre over til København. Da vi kommer derind vil Ben helst ikke have at det er en jeg kender; men vi finder så en anden fyr, som kalder sig Solo, og han skal selv afsted, så han vil godt køre os, hvis vi giver benzinen. Ok, så, det kan vi da godt. Solo kører i en gammel Escort. Men han har selv tunet den, siger han. Jeg ved ikke om det er godt eller skidt.

Vi kommer afsted; det er nærmest midt på natten nu, og med alt det der er sket har ingen af os rigtig fået noget at spise. Så, da vi er godt afsted ovre på Fyn bliver vi enige om at køre ind næste gang det ser ud som om vi ka' få noget mad. Vi finder en afkørsel hvor der er godt m neonlys; der er godt nok ikke skiltet med en tank - men det kan næsten ikke være andet. Tænkte vi. Og det viste sig så at være ret dumt! Det viser sig at være en stor parkeringsplads der bare er smurt ind i pansere! De har tændt alt muligt lys. Fint nok ku' man tro; men nu er det så at Ben forklarer at det altså ikke lige var en af den her slags pansere han havde været i sin tid - sådan nærmest det modsatte, så hvis vi ikke vil i brummen, skal vi nok se at komme videre. Men der er spærret ved udkørslen, og så kommer de så hen til os. Hvordan gemmer man sig i en tunet Ford Escort? Det kan man ikke; så der går ikke så mange sekunder før vi er låst inde.
I gætter aldrig hvem der også sidder der: Lea! Eller hun hedder faktisk Leia, siger hun til mig, sådan rigtig surt. Hun er pænt muggen over at vi også har støvsugeren med i Escorten, for hun smugler jo de her koder i den.

Det var først langt senere jeg fandt ud af at Leia i virkeligheden var min søster. Vi kom heldigvis ud igen, allerede samme aften - men det bliver lidt langt at fortælle det også, så den må du lige få en anden gang. True story.

Jeg har rejst meget alene, og har det faktisk rigtig fedt med det - men lige på den her tur, så var det ikke et plus, måske fordi det ikke var skulle have været sådan. Mens jeg var afsted skrev jeg det her ned, så derfor er jeg ret sikker på at det er rigtigt, hvad der står, selvom også jeg synes det lyder absurd. True story, altså.

Vi blev sendt på den her tur, Frank og jeg. Vi fik ikke nogen særlig klar besked om hvorfor; kun en lidt vag historie om at tage ud at undersøge stedet. For at spare tid på turen er alt vi skal bruge pakket i nogle gevaldige frysere bag i vognen, så vi kan køre nonstop.
Så gik det afsted. Vi skiftedes til at sidde bag rattet, dag ud og dag ind, på den noget lange tur. Der er ingenting derude. Det er bare ligud. Vi kunne overlade det meste til autopiloten uden at tænke så meget over det, og så kunne man sørge for at få noget motion, læse lidt, få sin søvn. Det eneste vi ikke kunne, var at stoppe, for det er en lang tur og lige på grænsen af hvor langt man overhovedet kan nå. Ringe hjem; det kunne vi heller ikke. De vælger mænd som Frank og mig for vores enspændernatur; hvis man hele tiden skal snakke med konen og børnene, så er det ikke det rigtige for en, sådan at tage på langtur, på den anden side af radiogrænsen. Selv var jeg bare glad for at komme afsted, nu hun var holdt op med at tage telefonen.

Øsen var utrolig. Kæmpestor, totalt selvkørende. Når dagene blev rigtig lange tænkte man tit at de egentlig lige så godt kunne have sendt den herud uden os, bare lade autopiloten vække os når vi er der, og det var så det. Alt ombord var i det fedeste retro 60er-design. Hvidt og fyldt med mærkelige blinklys.Det er lækkert når de tænker lidt i livskvalitet også, til sådan en ekspedition. Rigtig fedt. Den mest blærede detalje var næsten vores digitale altmuligmand og autopilot. Den var gemt væk under et dæksel i gulvet - det eneste vi så til den var sådan nogle halvkugler, lidt ligesom en af de smarte dørtelefoner med kamera. De sad rundt omkring. Vi kunne lave alt bare med stemmekontrol, aldrig noget med at skulle taste ting ind.

Vi sidder så på endnu en af de her lange, lange dage - som er udmarvende, netop fordi man ingenting skal. Der er ingen anstrengelse, der er bare en ret bevægelse fremad, gennem et landskab, der ikke skifter. Det er som at være nedsunket i en væske, uden at kunne røre sig - man drømmer egentlig mest om nogle solide knock-out dråber, sådan at man man kan slippe for alt den intethed, man ikke kan ændre på alligevel. Vi er stort set bare projektiler, der hviler i luften, og venter på at ramme vores mål.
Alt går fint da autopiloten stikker i et mægtigt hvin en aften. Jeg skulle sige, at de har givet den sådan en servil butlerstemme normalt, så det er lidt på kanten at den pludselig lyder næsten bange. Den siger, der er noget galt med motoren. Som nu ellers går fint - og der er heller ingen indikatorlys, der påstår at noget er galt. Vi sidder altså der midt midt på ruten og opdager at den her lange mørke tur åbenbart også har gjort maskinen kulret. Den begynder at melde fejl der måske ikke er der. Vi kan jo ikke stoppe, så vi må forsøge at reparere dem i farten, og det bliver Frank der prøver. Nu ved jeg ikke om du har forsøgt at reparere en motor på en bil, der kører, men det er superanstrengende. For at komme til overhovedet skal han halvt ud af vinduet, åbne hjelmen, og så hænge på siden i fuld fart, mens han roder med værktøjet og prøver på ikke at tabe noget. Men selv i den position, kan han konstatere at der bare ikke noget galt. Nu er vi lidt bekymrede, for turen er bygget op omkring den autopilot; hvis den går ned, så er vi sådan set lidt på den. Så hviner den igen, Frank kaster sig igen med dødsforagt halvt ud af øsen og springer i motorrummet. Jeg er travlt optaget af at passe på Frank, og vi har overladt det til autopiloten at holde en rolig fart. Vejen er snorlige. Og så sker det, jeg ved jo ikke helt hvad, for jeg har fat i Frank, men autopiloten laver pludselig en drastisk undvigemanøvre, alting vælter rundt i bilen. Og Frank vælter ud i nattemørket.
Jeg ved med det samme den er gal, man skal ikke falde af i den fart, men jeg får vendt øsen, selvom vi har strenge ordrer over at køre ligeud og kun ligeud - og jeg leder efter Frank. Han er sikkert allerede færdig da jeg finder ham, men jeg hopper ihvertfald af for at hjælpe ham. Da jeg vil tage ham med ind igen vil døren ikke op.

"Luk døren op, Hal", siger jeg til autopiloten.
"Det er jeg bange for jeg ikke kan, Claus".

Det er svært helt at beskrive hvordan det var at høre den sige det.

I halvandet år har vi kørt med den, og det har bare været "javel", "udført" - som man forventer af et stykke mekanik; og nu pludselig lyder den som din ekskone, der stadig er rasende på dig, fordi du er taget på langtur.

"Åben døren, Hal", siger jeg igen - og nu svarer den simpelthen slet ikke.

Nu er jeg lidt på den. Jeg ved jeg kan komme ind gennem et skylight på taget, men jeg kan ikke løfte Frank derop, så jeg er nødt til at lade ham ligge og så kravle op. Jeg er knapt nok kommet op på stigen før Hal sætter bilen i bevægelse, men jeg får smidt mig op på taget, og kommer ned gennem skylightet.
Bilen har nu fået en allerhelvedes fart, hvad jeg kun kan opfatte som om Hal prøver at slå mig ud, før jeg kan gøre noget ved den, men jeg får åbnet panelet ned til maskinen, og da jeg ikke rigtig ved hvad jeg ellers skal - fortsætte sådan her kan jeg ikke - skruer jeg de sidste skruer løs og begynder at skille Hal ad.
Det er en klam fornemmelse, da det går op får mig, at den kan følge med i at jeg gør det. Det er lidt som at lave hjernekirurgi. Den har fundet tilbage til sin butlerstemme, men jeg skal ikke have mere service fra den pizzaæske.

Nu må jeg så til at køre selv. Det gør ikke turen kortere. Da jeg slukker Hal ryger strømmen til fryserne - eller også havde den allerede slukket dem selv. Havde han slukket dem selv. Jeg er begyndt at komme Hal ind i alle mine forklaringer på, hvad der er sker. Hal gjorde sådan, Hal gjorde sådan - som om det ikke var en maskine.

Jeg opdager fryserproblemet på grund af lugten. Alt er ødelagt.

Så nu sidder jeg så her. Helt alene. Min mad og drikke er stort set brugt op. Jeg har kørt længe nu, og jeg slapper måske nok lidt for meget af. Jeg har ladet skægget stå, og hvis du pludselig åbnede døren herind ville du sikkert ikke kunne lide lugten.

Vejen er stadig snorlige og jeg kører stadig om natten.

Jeg fandt et kort i handskerummet. Der var markeret et punkt ude ved Jupiter. Hvis jeg er heldig er det en tankstation eller butik hvor jeg kan få noget hjælp, eller få kontakt med nogen. Der bør ikke være så langt derud nu, ifølge kortet.

Det eneste jeg kan se ude foran, i skumringen, er en stor blok af sort. Sort så mørk, at det er som om de har revet lidt af virkeligheden ud, lige der. Måske er det bjergene jeg allerede er nået ud til, jeg ved det ikke helt - under alle omstændigheder må jeg se at komme det sidste stykke derud. Jeg kører ind i mørket.

[Jeg har haft det fedt med at være arkaier. Vi har lavet utrolig mange fede ting, virkelig mange firsts. Det eneste, der brænder mig lidt, er at det eneste folk kan huske er alt det med krigen og for mig specielt den absurde tur jeg havde hjem igen. Der er så mange historier der, så de kommer til at fylde lidt her på bloggen, men både fordi det var trist med hende, og fordi hun sgu var en meget sød pige, så vil jeg godt lige give lidt plads til det der skete med Ifigenia, før jeg fortæller de andre ting. True Story.]

Det der var sket var at Helena var stukket af med en fyr fra Tyrkiet. Menelaos var stiktosset over det. Det hænger sådan her sammen: Vi andre har ikke ligefrem Menelaos' ryg, men Agamemnon bakker ham op - og hvis store-A siger hop, så springer vi.
Så nu lå mange af drengene med hele deres flåde i Aulis og gjorde klar til at tage på hærg; ovre at hente Helena i Troja hos ham hun var stukket af med.
Vinden var helt til grin, ideen om at tage den helt derover på årerne, var en nonstarter, så vi ku' sådan set ikke gøre så meget andet end bare blive hængende.
Det bliver jo lidt uholdbart til sidst.

Det bliver dobbelt uholdbart når de fleste af drengene sådan set ikke havde noget de skulle have klinket med Troja. De drenge derovre kan godt finde ud af at slås; og det er sådan lidt over the top at samle banden pga. en dame.
Noget skal gøres. Store-A gør som man plejer, han får Calchas til slagte en due og læse i leveren; og Calchas kan så fortælle at det er Artemis, der mukker, hun har eteller andet beef med Store-A som jeg faktisk ikke kan historien om. Og hun vil have et offer, før hun lukker op for krigsvinden, og ikke bare hvem som helst; Store-A skal give hende sin datter!
Nu ved jeg ikke om du er med på hvordan tingene virker hernede, men når guderne beder om en pige, og det ikke bare er fordi Zeus er liderlig, så er der øksehug på programmet.
Den er en helvedes situation for Store-A. Det er ikke hans dame, der er stukket af med en tyrker. Og han ved jo godt at vi mest er der for hans skyld, og ikke så meget for Mini-laos, som nogen af drengene kalder ham. Så ved Store-A også at hvis hans dame, Klytamnestra, hører noget som helst om at Ifigenia - det hedder pigen - skal hilse på en økse, så stikker hun hellere af med Ifigenia til Jugo, end kommer ned til os i Aulis. Men altså, nu har han jo lovet sin bror at ordne de trojanere, og hvor længe bliver vi ved med at kalde A for Store-A hvis han ikke selv kan klare mosten. Efter hvad jeg har hørt diskuterer han det også med Mini; og Mini er jo Mini, så han er godt nok pissesur over at Helena er skredet, men det ender vist med at han nærmest prøver at overtale Store-A til at glemme alt om Artemis og pigeofring. Mini er virkelig en taber. Først får han Agamemnon til at samle os allesammen, og så pludselig "OK, ikke noget alligevel" når det ikke går som smurt; så står Store-A både med problemet, han kan godt regne ud at han er færdig som chef, hvis ikke han økser sin datter, og nu er det så pludselig blevet hans kampagne også. Flot, Mini.
Lang historie, kort, Agamenon ender med at stikke sin dame en plade, og finde på en langt ude historie om at Achilleus har lovet Ifigenia en date! I virkeligheden er han sådan set godt igang med at slibe øksen.

Nu ved jeg ikke lige om du kender Achilleus, men han er ikke typen man skal lave den slags pis med. Han flipper fuldstændig da han hører om det. I typisk Achilleus-stil går han fuldstændig i baglås og bestemmer sig for at han personligt vil stikke en kæp i hjulet på ofringsplanen, med sværd i hånden hvis han bliver nødt til det.
Achilleus er en flot fyr, og han er ikke en man har lyst til at møde i en slåskamp; men han er ikke den skarpeste kniv i skuffen - hvad fanden skal han blande sig i Store-As familie for; som om Mini, trojanerne, Klytamnestra og Artemis ikke var nok problemer på én gang? Måske troede han at Artemis ville trække sig fra diskussionen, hvis han blandede sig, ud af respekt for hans mor; men der regnede han godt nok forkert. Hvordan skulle hun også nogensinde få nogen respekt, hvis han bare kan puste sig op og så få sin vilje. Han er trods alt kun halvt guddommelig.

Achilleus plan virker heller ikke; hans egne folk bliver endda sure, og begynder at smide med sten, fordi han spiller op til guderne på den måde. Den eneste den virker på er Ifigenia, for hun er da pænt smigret over at Grækenlands mest attraktive fyr sådan vil slås for hende.

Det er virkelig blevet noget rod nu. Store-A har haft så meget pis med det her offer nu, at han simpelthen er nødt til at gennemføre det, hvis ikke han skal have et kæmpe nederlag ud af det. Måske var det endt anderledes for Ifigenia, hvis hun kunne se tingene sådan som jeg lige har skrevet dem, lidt fra oven, for Store-A var jo trods alt hendes far - inders inde tror jeg ikke han havde meget lyst til at hakke hende ned. Men hun er ikke i familie med Mini og Store-A for ingenting, der er temperament på. Klytamnestra prøver en gang til med Store-A, men det er bare ligemeget, for nu kommer vil snart til det triste. Ifigenia har simpelthen givet op, måske er hun endda lidt stolt over at kunne ændre det hele - og det ender hverken værre eller bedre end at hun selv går ud - frivilligt - for at blive hugget ned. Det er næsten en slags selvmord.

Mange af os havde en grim smag i munden efter den historie. Men Artemis holdt ord, og vi fik hurtigt andre ting at tænke på, da vinden kom, og vi kunne komme afsted østover for at slås.

Det er vildt langt hjemme fra Nazareth til Bethlehem, men det var altså turen for far og mor, lige før jeg blev født. True Story.

Det er mor, der har fortalt mig om dengang jeg blev født, og ærlig talt, det hun siger er lidt crazy, så jeg ved ikke rigtig hvad man skal tro. Jeg var vildt sur over det, da jeg var lille, men det kan man jo ikke blive ved med, så nu snakker vi bare ikke så meget om det. Altså, vi kan bare starte med hvorfor far ikke er skredet. Mor og far er rørende enige om at det ikke er ham der egentlig er min far. Der skulle være kommet en fyr, der hed Gabriel til mor, men det er heller ikke ham, der er min far, men derimod en de andre bare kalder Far eller Den Almægtige - han er åbenbart lidt af en player. Når jeg spørger hvad han hedder bliver de pissesure, man må slet ikke sige hans navn åbenbart. Måske ødelægger det den gode stemning, jeg ved ikke rigtig.
Nå, men i hvert fald blev mor altså gravid, og så lige pludselig, selv om det passede superdårligt ind med mors graviditet, så bestemte Augustus at alle i hele romerriget, skulle melde sig hos kommunen, der hvor de var fra for at blive skrevet op, og far er fra Bethlehem, så de skulle pludelig hele vejen fra Nazareth til Bethlehem. Der er sindsygt langt, og mor var højgravid. Men regler er regler, så far pakkede æslet og så afsted. I kan selvfølgelig forestille jer at vi ikke var de eneste, der var sendt afsted, så da far og mor kom derned kunne de ikke engang finde et hotel - de endte med at blive sendt ud i en stald! Og så er timingen selvfølgelig hverken værre eller bedre end at fødslen går i gang, og så bliver jeg simpelthen født lige der, midt i stalden.
Vi er så nødt til at blive der indtil mor kommer lidt til hægterne igen. Sådan som jeg har forstået det, er det egentlig hyggeligt nok. Jeg kan ikke helt få styr på om far har skudt noget fyrværkeri af eller drukket med dem eller hvad, men i hvert fald så er der nogen af de lokale hyrder, der har hørt om det her, og de kommer så for at se kalorius - mig her. Og så er det så at mit liv begynder at blive lidt skørt, helt her fra dag 1, sådan set. For de her hyrder begynder at snakke om at de har set et syn eller noget - og det her ved jeg ret præcist, for mor fik en der hed Lukas til at skrive det ned - de har altså fået at vide at "I dag er der født en frelser i Davids By, han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe". David, det er min tip-tip-tip et eller andet, og han var en stor mand her i Bethlehem engang, det er derfor det der med Davids By. Når jeg tænker lidt mere over det, må det næsten være noget de har planlagt med Josef over noget vino. Måske fordi han var sur på mor over at hun har fået et barn med ham den unævnelige, eller også har han tænkt at der skulle lidt underholdning til, når det nu indirekte er hans skyld at Quirinius fik sendt os helt herned til Bethlehem for at blive skrevet op. Efter hvad mor siger, var de meget overbevisende med "profetien".
Og et eller andet weird er der over det - for da vi så har været der små to uger, så kommer der pludselig tre fyre rejsende, i nogle vildt eksotiske troldmandsgevandter, og de har gaver med og alt muligt fra Østerland. Hvis det også er noget far har planlagt, så smører han i hvert fald ikke for lidt på historien. De laver et mægtigt show ud af det, med guld og røgelse og gang i den - og fortæller at de har fundet vej herhen via en kæmpestjerne, der skulle hænge lige over hytten. Det er sådan lidt i overkanten med den historie, men det er hvad det er; det eneste problem med det er bare at de har fortalt den over hele byen, og nu har Herodes, ham der er konge nu, så også hørt den. Og så ved jeg ikke om det er fordi han ved at Josef nedstammer fra David, der også har været konge, eller om det er hyrdernes snak med det der Kristus, men han tror i hvert fald vi er ude på at lave ballade så pludselig vil han have fingre i os! Det virker ret dumt. Sure, David er fars familie, men far er tømrer! Han er altså ikke en eller anden crazy terrorist, der vil erobre Bethlehem - og jeg ved ikke hvad han tror om mig, men jeg er to uger gammel og ligger i en stald! Det virker lidt vildt at vi pludselig er eftersøgt, på den baggrund. Men i hvert fald, så får far og mor at vide at Herodes er flippet fuldstændig ud, og går amok på alle de drengebørn han kan finde i Bethlehem for at komme efter os - så de pakker hvad vi har med, og så går det ellers over stok og sten, afsted til Ægypten. Så selv om vi plejer at sige at jeg er fra Nazareth, så voksede jeg faktisk op da jeg var helt lille, ovre i Ægypten. Vi tog først tilbage da Herodes døde; hans søn var ikke helt lige så obs på os som faren var.

Jeg ved ikke hvad det er med mig og Ægypten, jeg har været der et ton gange, og hver eneste gang, er det hverken frivilligt eller ordentlig planlagt. Jeg må se at få mig en ordentlig tur derover på et tidspunkt. Mor og far snakker ikke så meget om det derovre vil jeg dog sige. Mor er sikkert sur på far over balladen med Herodes, men omvendt så er der lige det med at far ikke er min far, så de har vel en eller anden slags våbenstilstand.

Heste. Jeg har sådan lidt et had-/kærlighedsforhold til dem, så her er lige lidt om hvordan jeg kom i gang med heste. True story.

Var der nogen af jer der var i Jerusalem dengang Valerius Gratus blev præfekt i Judæa? Hvis ikke, så kan I måske ikke helt huske hvordan det var, men der var en hel masse gas med romerne på den tid, hele balladen med Jesus og det. Jeg kommer sgu fint ud af det med de fleste, synes jeg - og f.eks. så havde jeg en kammerat som dreng, der hed Messala, og han var ikke bare romer, nej hans far arbejdede for Told&Skat! Det er sgu da tolerance.
Han har så været i Rom og kommer tilbage til J-town, og han er endda blevet panser. Fair nok, godt at kende en panser tænker jeg, navnlig når gemytterne er lidt i kog, men så mødes vi for lige at sige hej, og så er han blevet totalt indoktrineret ovre i Rom og rakker ned på byen og templet og jøder og Torahen og jeg ved fanme ikke hvad. Han foreslår i ramme alvor at jeg skal begynde at tro på Jupiter og hele det galleri der! Jeg prøver at være så høflig jeg kan, og siger stille og roligt at polyteisme er en død sild. Der er simpelthen ingen fremtid der. En gud og kun en gud, ellers så kan han godt glemme det. Så bliver han pissesur, og det går hverken værre eller bedre end at da Gratus' satans lortekrikke smider det fede læs af under indmarchen til Jerusalem, finder Messala på en eller anden historie om at det er min skyld. Bang, så er jeg i kasjotten. På grund af en dum hest!

Jeg skal så flyttes. De smider os i lænker og lægger an til at marchere os ud til havet. Nu ved jeg ikke om du har været i Judæa overhovedet, men der er eddermame langt ud fra Jerusalem! Så ku man mene de skulle have stukket os Gratus' øg til at trække en vogn eller noget på sådan en tur, men næ nej - det er til fods. Og det er pissevarmt. Det var virkelig en skodtur. Eneste lyspunkt var sådan set at vi løber på Jesus på vejen; han giver mig endda lidt vand.

Vi kommer derud, og så er det ellers til årerne, ned på en galej, og så er der bare "her er dit liv, du er nr 41, træk løs og hold kæft". Det er ærlig talt ikke nogen fed tid. Sidde dernede og slide røven ud af bukserne, mens en eller anden fed romer slår på tromme. Men det er sgu bare om at klø på, for hvis den fede romer holder pause, så ved du pisken kommer. Jeg stiger lidt i graderne, hvis man da kan kalde det det, at få lov til at slide i chefens båd. Det var en, der hed Arrius der var admiral der. Jeg snakker faktisk lidt med ham og han tilbyder mig en gladiatorstilling, men jeg takker pænt nej tak, for han begynder også med alt mulig polyteisme og jeg skal altså ikke have mere end én Gud, vel?
Han lukker helt til, og så er det ned til åren igen, nr 41. Lidt bonus får jeg dog ud af det, for jeg slipper for at komme i lænker igen.
Vi kommer så i slag mod nogle makedonere og det går selvfølgelig hverken værre eller bedre end at de smadrer galejen. Så er det man er ret glad for ikke at være lænket til en klods træ på vej mod bunden! Jeg får de andre drenge fri og vi skal til at stikke af med noget vraggods, men så finder jeg Arrius oppe på dækket, han er ikke død endnu - OK, ham tager vi også med så. Det er lidt crazy at vi klarer det, men det gør vi faktisk.
Arrius viser sig at være en fair nok fyr, selvom han er jupiterfreak. Han snakker med Tiberius Julius Cæsar, og får mig benådet for alt det ovre i Jerusalem og så kommer jeg i huset hos Arrius.

Kommer vi snart til det med hestene, spørger du sikkert - og ja, det gør vi faktisk nu.

Det var sgu gode tider i Rom, selv om jeg savnede min mor og min søster. Arrius har røven fuld af penge. Og det er så ham, der er helt pjattet med heste. Han har en megastald. Jeg har ikke lige lyst til at fortælle ham hvordan jeg var havnet på hans galej i første omgang, så jeg spiller med og siger åh og næh. Og så må jeg indrømme at det fik tag i mig, så jeg begynder at køre ræs. Helt klassisk du ved, i Cirkus Maximus med firspand og hele pivtøjet. Jeg kører OK. Det gik rigtig fedt, faktisk. Men man kan jo ikke ligge der og bare køre hele året rundt, og jeg fik hjemve, så jeg snakker med Arrius og han siger OK til at jeg tager til J-town for at se til Mor og Tirzah. Jeg sejler så hjemad (dæksplads denne gang!). Huset er i mellemtiden blevet totalt smadret. Og så har Mesalla, den skid, haft fingrene i Mor og T. De er pist væk. Han har smidt dem ned i en fængselscelle og nu er de bare væk! Jeg får kontakt igen med en pige der hedder Esther, som jeg kendte lidt, før alt det med galejerne, og hun kan fortælle mig at de er døde i spjældet.

Så ka du ellers tro jeg er rasende på Mesalla, han skal have igen for det der. Men han er politichef, jeg kan bare ikke røre ham. Så hvad gør man? Så er det så jeg får kontakt til en fyr, der var med båden over. Pisserig araber selvfølgelig. Han har det fedeste firspand; og på båden snakkede vi faktisk lidt om at jeg evt. skulle køre for ham.
Nu ved jeg tilfældigvis at Messala også kører, så jeg ser en chance, og udfordrer Messala til dødsræs. Det store, nede i det lokale cirkus. Han er helt klart top dog i den arena. Han ankommer i den her helt sindssyge vogn med knive på egerne og jeg skal komme efter dig. Totalt grækerstil. Men altså, sammenlignet med Maximus, så er kørerne her sgu nogen bondejokker, så hvor god er han lige? Og en tung vogn som Messalas hjælper dig ikke hvis du ikke kan køre.
Lang historie kort: Mine fire hvide arabere ordner forretningen og jeg ender med at smadre ind i ham, rent hærg. Han falder af, totalt smadret. De kører ham væk med det samme.
Jeg kigger så ind på hospitalet, for lige at sikre mig han er HELT færdig, og så er det sgu han tager pusten fra mig; for han fortæller mig at Mor og T slet ikke er døde, de er bare totalt vansirede af spedalskhed efter en tur gennem hans fængsel. Giftig karl, Messala.

Nu går det lige pludselig rimelig stærkt; jeg finder Mor og Tirzah igen ude i De Spedalskes Dal, og jeg kan ligeså godt være ærlig: De ligner lort. Begge to. De er vildt pinlige over det også. Midt i det, så ringer Pilatus, som lige er blevet guvernør, og han vil gøre mig til æresromer, måske for at lægge låg på dødsræset, som folk allerede snakker om. Måske har han snakket med Arrius. Men altså, jeg kan ikke være med på det der efter hvad Messala har gjort ved Mor og T, og så ved jeg heller ikke hvorfor de romere bare ikke kan fatte det der med polyteismen. Så jeg ender med at droppe ud af team Arrius istedet og bare flytte hjem i huset, med Mor, Tirzah - og OK jeg ka lige så godt sige det, Esther flytter også med.

Jeg er lidt tilbage på felt nr 1, romerne er godt sure på mig, huset er totalt i smadder, Mor og T har det ad helvede til. Så er det at Esther giver mig et tip. Hun har været ude at høre Jesus til en fest på oliebjerget, og Esther mener han måske er the real deal. Og så er det jeg tænker - HVIS - hvis han nu er profet, så er det da der CHANCEN er for Mor og Tirzah.
Vi får pissetravlt, for i mellemtiden har Pilatus fået Jesus anholdt ude i Getsemanehaven, på en eller anden fupanklage, ligesom dengang med mig og Gratus. Jeg prøver på at komme til ved retssagen, men det når jeg ikke, og det er råddent med mennesker, det er et rent propagandashow. Jeg må tænke hurtigt, så jeg smutter ned og stiller mig i kø på vejen op til galgebakken, og der når jeg faktisk lige at komme tæt på; jeg tænker at jeg vil give ham lidt vand, for lige at kvittere for dengang v. Nazareth, men romerne er ret hovskisnovski og skubber mig væk, så det ender med at vi også bare må stå og glo på at han bliver korsfæstet.

Men måske kunne han godt huske mig - og måske er han virkelig the real deal, ihvertfald så sker der pludselig det at Mor og Tirzah bliver helbredt! Totalt mirakelagtigt, out of the blue!
Nå, det blev lidt langt, men det var altså lidt om nogen af de ting jeg har oplevet med heste, på godt og ondt. Ku' have været fedt at høre fra Jesus om han er til heste; har hørt noget om at han mere er æseltypen, og måske er det det vi skal til nu så, hvis altså han er den ægte vare. Esther tror i hvertfald på det.

OK, jeg har haft den her liggende som draft i et godt stykke tid fordi den er så langt ude. Den er lidt svær at sælge til folk, der ikke kender hverken mig eller Marion, men så tænkte jeg FUCK DET, det er min blog og hvis folk ikke tror på det, så må de sgu selv om det. Here goes. True story.

De her ligger også i Ægypten, men dem nåede vi ikke at besøge på turen

Det her var for et par år siden. Jeg var lige kommet tilbage fra en tur til Sydamerika (lortetur iøvrigt: Rakkede langt ind i junglen. Fandt fedeste souvenir. Får fed souvenir stjålet af klam franskmand. Finder så selv ud af at souveniren allerede var stjålet da jeg fik den, så jeg er nødt til nærmest at løbe ud i lufthavnen og komme afsted inden en eller anden korrupt panser får fat i mig). Der kommer så et par fyre ind med min chef, offentlige typer. Og de begynder at snakke om et eller andet kodekort som de tror Abner, som har arbejdet sammen med mig og chefen før, har. Der er nogen tyskere, der er interesseret i det, og Abner burde i virkeligheden ikke have det overhovedet for det er til et rum med en ark som ikke er hans, men vil jeg ikke snakke med ham? Fair nok at de spørger, helt klart.
Der er bare lige to problemer ved det: Abner er i Tibet eller Nepal eller noget i den stil og så var der også liiige det med at jeg på et tidspunkt havde noget kørende med hans datter - den er nok ikke så god, hvis jeg skal have ham til at gøre mig en tjeneste. Men hey, det er en gratis tur til Nepal, det siger man jo ikke nej til, vel?
Jeg tager derud, bare for at finde ud af at Abner sådan set er død, og at det er Marion - jep, det er hendes far vi snakker om - der har fået alle hans ting nu. De af jer, der kender lidt til Marion ude i virkeligheden kan måske nogenlunde forestille jer at hun var godt gammeldags pigesur over at jeg var skredet dengang, og det gjorde ikke ligefrem stemningen bedre. Og for lige at toppe den op, så kommer de her tyskere jeg havde hørt om også pludselig forbi, og det var sgu nogle slimede typer. Jeg er tit i Berlin og kan normalt godt lide tyskere, faktisk - men ikke lige de her drenge. Det går helt i fisk. Det viser sig at tyskerne slet ikke har penge med! Det burde jo gøre tingene nemmere for mig, men nej, nej, de scorer da bare kortet og kloner det og bare for lige at være rigtig flinke sætter de ild til huset! Vi er faktisk ret tæt på at tage billetten derude, men vi får fingrene i kortet igen og når lige ud af huset,
Marion er pissesur over at de har kopieret hendes kort, så der er ikke så meget andet at gøre end at følge efter dem. Det gør vi så - ud i lufthavnen med os, og vi når lige at finde ud af at de sådan set slet ikke skulle til Tyskland men til Ægypten! Og det er så her at Marion synes det er praktisk at fortælle mig at hun sådan set har kortet fra Ægypten.
Jeg er ikke særlig vild med det her, navnlig ikke efter sydamerikaturen (og den er vi slet ikke færdige med endnu, vent bare), for vi har en lidt dårlig sag når vi sådan set også har stjålet kortet. Det er ikke lige en historie man vil gå til politiet med, og da slet ikke i Ægypten.
Men fair nok, vi kommer da derned, og nu er det så at vi skal prøve på at forhindre de slimede tyskere i at bruge deres klonede kort. Hvis vi lige ka komme til at bruge Marions så var det da også mere end OK. Der kræver lidt snilde at navigere i bureaukratiet dernede, så jeg får fat i en gammel kontakt, en fyr der hedder Sallah. Han er godt med på historien, for tyskerne har nemlig også prøvet at hyre ham. De smider om sig med megabucks for at få lov at komme ind på museet. De kender tydeligvis ikke museet eller ægypterne, for hvor der er megabucks er der jo også gigabucks. Det ved man godt hernede og nu sidder tyskerne fast i nogen forhandlinger. Det er der man skal have fat i Sallah, for han kan alle cowboytricksene.
Vi har lidt held med også, for det viser sig at tyskerne egentlig snakker med den helt forkerte fyr, han er bare lidt tændt ved tanken om megabucks'ene, så han prøver på selv at få lavet en lokumsaftale så han kan få nogle af pengene.
Lang historie kort: Vi kommer ind på museet, Marions kort virker perfekt - og ægypterne har så meget shit på det museum at de ikke helt har styr på hvad der er overhovedet, så arken står stille og roligt og venter på at vi smider den ud i en varevogn. Det lyder jo godt nok, men det går selvfølgelig hverken værre eller bedre end at liige idet vi står der med den, så dukker tyskerne op! Og her er så en af grundene til at jeg vil fortælle historien her på bloggen også: Hvem har tyskerne med? Min slimede franske "kammerat" fra sydamerikaturen! Det viser sig at han hedder Belloq og det er faktisk ham, der har løst tyskernes problemer med museet. Det er så to gange han har scoret noget fra mig - og nu er jeg godt gammeldags sur.

Det bliver ikke bedre af at Marion altid begynder at kvidre som en turteldue når hun ser en franskmand. Marion er stadig en flot pige, men dengang var hun - for at sige det lige ud - megalækker, så ham franskmanden begynder også at spille op. Og pludselig står Sallah og jeg der midt i det hele, med et par ægyptiske pansere, en enkelt slimet tysker og ingen ark, ingen Marion og ingen varevogn.
Nå, vi snakker os ud af det, Sallah tørrer det af på ham tyskeren de så venligt har efterladt til at holde øje med os, så der går ikke mange minutter før vi sidder i en taxa lige i røven på varevognen. Vi fanger dem ved et rødt lys, og her er det så jeg går totalt James Bond - springer ud af taxaaen, over til varevognen, hiver døren op og chaufføren ud og så er det ellers sømmet i bund og afsted. Vi smider Belloq af også, og så er det mig Marion og arken afsted afsted, med Sallah i en taxa i hælene. Pga. situationen med ægypterne, tør jeg ikke køre ud i lufthavnen. Der er for meget politi, simpelthen. Så vi kører ud til vandet istedet og lejer en båd. Planen er at sejle ud af landet i den. Det er ikke sådan superlovligt, men det er virkelig ikke særlig fedt at sidde i spjældet i Ægypten, så jeg synes det er OK.
Det går sådan set fint nok - og jeg får også snakket lidt med Marion - faktisk for første gang på turen, sådan rigtigt, og vi finder sådan lidt ud af det hele igen. Men så er det Gary Linekers berømte ord om at tyskerne altid vinder til sidst kommer ind i billedet - for pludselig, midt ude i Det Røde Hav, dukker de fandeme op igen. I EN UBÅD. Jep, en motherfucking ubåd. Vi er lidt ude over hvad jeg kan stable på benene her, må jeg nok indrømme. Og de er pissesure. Og de har Belloq med. De nupper det hele. De tager endda Marion med, selvom hun sådan set ikke har vildt lyst til søpølse med sauerkraut.
Når nu alle de andre er væk, så er der jo ingen grund til at jeg pjasker rundt i en båd, så jeg får også tusket mig om bord, faktisk. Så kunne man tro at vi skulle tilbage til Tyskland, men nej, sådan var det så ikke lige. Vi dykker ud ved en lille ø, som jeg på det tidspunkt faktisk ikke rigtig ved hvor er. Tyskerne tager arken og Marion og Belloq med hen til en klippehule eller noget i den stil. Jeg puster mig lidt op - prøver at få overtalt dem til at give mig arken og Marion med, men de ved godt at de har fat i den lange ende, så det eneste jeg får ud af det, er at tyskerne insisterer på at Marion skal skride - hvad Belloq bliver pissesur over - og det er da kun lige at vi får lov til at stå lidt i udkanten af det hele og følge med. Vi ser faktisk ikke det hele, men det fremgår at Belloq vil have arken åbnet nu og her, mens tyskerne hellere vil sejle den tilbage til hovedkontoret. Belloq vinder tilsyneladende, for pludselig henter de nogen kitler og noget værktøj til at åbne den med.
Måske er vi sentimentale Marion og jeg, for det gør sgu lidt ondt af se dem stå der med en hammer ved sådan en fin gammel sag som den ark. Jeg kigger simpelthen væk - og det kan jeg forstå på Marion bagefter at hun også gør, for der er ingen af os, der rigtig ved hvordan i alverden det næste egentlig skete. Vi står der og græmmer os da der pludselig blæser en ordentlig sandstorm op. Vi holder os for ansigtet og skal sådan set til at prøve at komme i læ, da det stopper lige pludselig igen. Og nu er det så det bliver lidt mærkeligt, for da vi kan se noget igen ER ALLE DE ANDRE VÆK!!! Tyskerne er væk. Belloq er væk. Det eneste vi kan se, der ikke er forsvundet er arken. Det er virkelig mærkeligt. Og det er ikke fordi de er dampet af i ubåden, for den ligger der nemlig endnu.

Vi leder lidt på øen, men de er virkelig væk. Jeg har ikke lige et ubådskørekort, så den må vi lade ligge, og istedet får vi med hjælp fra nogle fiskere reddet os ind til fastlandet, får arken op i en flyver og kommer afsted hjem.
Nu er det så at jeg egentlig gerne ville kunne fortælle dig lidt mere om arken i detaljer, meen jeg nåede ikke at have den stående mere end et par timer, før de to fyre, der havde sendt mig afsted på hele den her rundrejse stod der med chefen igen. "Det er Statens ejendom" yadayada, "så må du søge om adgang", yadayadayada. Og i modsætning til ægypterne på museet var de ikke til at hugge eller stikke i. Så nu står arken sikkert i et eller andet fjernlager et sted og samler støv. Det er fanme ærgeligt.

Så det var sådan lidt en streg i regningen efter en ret fantastisk tur, at man sådan bliver taget ud af den til sidst af nogen bureaukrater, men det ændrer ikke på at det nok er den vildeste "ferie" jeg nogensinde har været på.