Har interessant diskussion (FB-link) med Christian Dalager (og også Kenneth Auchenberg) om bogoplevelse vs e-bogsoplevelse baseret på nyligt køb af Kindle og oplevelserne med den.
Den er entydigt det mest bog-agtige ikkepapirmedium jeg har brugt, og giver totalt læselyst. Man bliver ikke træt af at læse på den, og man kan se nok af gangen til at læsningen synes forankret. Jeg har hidtil mest læst Kindle-bøger på min Androidtelefon, og det funker i og for sig fint, men forankringen i teksten kommer til at mangle, man svæver bare lidt gennem ordene, uden helt at få afsat sig selv i materien, eller omvendt, sådan at ens erindring af det læste simpelthen ikke helt får samme karakter som papirlæsning - uanset om man så læste en pdf man lige har printet eller hvad det nu måtte være.
Det er det diskussionen handler om. Christian siger
[...]der er stadig et eller andet med at man mister den taktile/visuelle kobling mellem værk og objekt. F.eks. hvis man kædelæser.[...]der sker også nogle gange et mnemoteknisk sammenbrud for mig, hvor min hukommelse ikke har et "anker", hvis det giver mening?Og det giver fuldstændig mening. Bøger er forskellige. Jeg kan ikke være den eneste der har kasseret en bestemt fysisk udgave af et værk, for at skifte til en anden med bedre typografi, papir, sidestørrelse, marginer og derfor større læseoplevelse. Den form for sanselig erindring af skriften får man mindre af med en ebogslæser, og hvis det anekdotiske vidnesbyrd fra mig og Dalager kan tages for gode varer, går det udover det recall og den glæde læsningen efterlader hos en bagefter.
Fra beskrivelsen ovenfor forstår man, at jeg bilder mig ind at det er objektive begreber jeg har fat i her, at det virkelig er forskelle i medierne, der gør en forskel, men det anekdotiske studium har indtil videre den svaghed at være baseret på et sample af 2, nogenlunde jævnaldrende mænd, der kendte hinanden i forvejen og langt hen ad vejen beskæftiger sig med de samme ting.
Man må formode at bogens værdi på langt sigt bliver dramatisk påvirket af om der er noget om snakken. Hvis læsning bliver flow istedet for lagertagning (Sådan ca, jeg ved godt at alt minder mig om den sondring i år), som det ellers har virket som for både mig og Dalager, så ryger en del af betalingsviljen selvfølgelig også.
Man kunne også forestille sig at forlag (og Amazon) kommer frem til at overflade stadig gælder og satser lidt mere på e-bogens mikrostruktur, sådan at vi kan få lidt flere ujævnheder i overfladen at huske på.
[In other stock & flow news: FBs (nye?) mulighed for at hjemtage hele samtalelagret i en zip-fil er a thing of beauty. Mange års samtalehukommelse regained]
Jeg fik lappet et væsentligt hul i tog- og fodkortet, ved at gå fra Virum, gennem Geels Skov til Søllerød Kirke, gennem Søllerød Kirkeskov og Søllerød Naturpark op til Rude Skov. Turen var overraskende god. Bakket terræn, sjove stier igennem det og så var der virkelig pænt i enge og marker i naturparken.
Philip Roth får ikke sagt så meget vigtigt i Exit Ghost, pånær en enkelt ting, som der så koges for meget suppe omkring. I et længere brev lader han en karakter sige noget skarpt om litteraturens død som en form at tænke i. Om hvordan historierne omkring værkerne har overtaget fra værkerne selv. Det er forfatterne, deres biografi, deres motiv, deres succes - der er den historie, der optager kulturpressen, ikke det der står i teksten selv.
Vi fik det pinagtige i den situation illustreret senest i Jes Stein Pedersens TV-serie Ordet og Bomben, hvor Jes Stein konsekvent ville have forfatterne til at skrive virkeligheden og sig selv ind i deres litterære virke, som om bøgerne ikke kan være nok i sig selv. Der skulle liveføles på virkeligheden, ikke læses romaner.
Af de af programmerne jeg så, lykkedes manøvren kun nogenlunde med Daniel Kehlmann - de andre forfattere fandt det enten akavet eller anmassende.
Lige før pinsen var jeg til torsdagskoncert, og den var rigtig god, sådan ca halvdelen af den. Helene Grimaud spillede - efter eget ønske - Ravel, og Dausgaard lod hende ikke helt fløde den ud til chopinsovs, men hun prøvede. Knud Aage Riisagers Quartisiluna var en behagelig opdagelse, jeg må lede efter en plade.
Det rigtig positive ved koncerten var imidlertid at Dausgaard og orkester virkede som om de virkelig har fundet sig til rette i salen og nu kan fylde den præcist med vellyd. Orkestret lød virkelig godt og klart og alt lyden kom helt op til os på bagerste række. Det lover godt for fremtiden.
Til sidste ville jeg virkelig gerne linke til Gerhard Wendland, der synger "Amor, Amor" på tysk, men youtube kan ikke hjælpe, så Trini Lopez må holde for.
Sådan må den spontane reaktion være på bogbranchens bekymring om Googles amerikanske bogforlig.
Forlagene slår ihvertfald ikke Google ud ved at lade guldet ligge under jorden.
I min bogsamling indgår en lille samling af utopier og dystopier - jeg synes det er sjovt at se hvad det er der får det utopiske eller dystopiske på gled. Genren (genrene?) er i sagens natur et konjunkturfænomen - for tiden er vi i den mørke ende af skalaen.
Lige ved siden af dystopien og utopien ligger den egentlige historieskrivning og gør sig i næsten de samme ting - sætter forskellige fænomener og tidsaldre op som systemer, der så enten fuldender os eller ramler sammen under tænkningens svaghed og virkelihedens vægt.
For et par år siden skrev Paul Krugman i en klumme i NYT (som jeg ikke lige kan finde, men den er sikkert i The Great Unraveling) at man måtte gå ud fra at kollaps var Bushs politik. Ved at bringe staten ud i en underfinansieret tilstand, som en ny ligevægt kunne man i et fremtidigt kollaps få rullet apparatet tilbage, simpelthen fordi der ikke er råd til det, og på den måde få etableret natvægterstaten.
Dystopierne omgiver os nu. I dag dukkede Dmitry Orlov op, med både sin katastrofeblog og et underholdende foredrag (mp3) om "USAs kommende kollaps". Orlovs idé, der til forveksling og på overfladen ligner de mekanismer Paul Kennedy skrev om i The Rise and Fall of Great Powers, er, at den amerikanske supermagt simpelthen ikke på langt sigt giver økonomisk mening. Den militære magt i sig selv garanterer på det nærmeste forgældelse, og det kan man ikke få lov til i det uendelige. Orlov har også fået en bog ud af kollapset.
Kollaps. Et populært ord, som Jared Diamond en overgang havde patenteret med sin økologisk/økonomisk-historiske beskrivelse af samfund, der går i opløsning.
Men ideen om kollaps er selvfølgelig for besnærende til at man kan have den for sig selv. Verdens sprog kollapser omkring os og bliver til færre og færre - en memetisk biokatastrofe. Ved et tilfælde faldt jeg også i dag over dette interview med Colonel, der for tiden er optaget af et kollaps i vores billedsprog.
Nationalencyklopædien går all in på wæbtuøv lige i tide til at være med i crashet. Nej, spøg til side. For enhver videnelsker er det et ubetinget plus af encyklopædien nu går ud som vidensundervogn i en brugerredigerbar webudgave.
Det jeg godt kunne lide at vide er
- Beholder Gyldendal copyright på de frivillige eksperters bidrag?
Det ser ud som om arbejdet er ulønnet, og at Gyldendal beholder copyrighten.
[UPDATE: Cliff Hansen fra Gyldendal siger i en kommentar nedenfor at brugerne beholder ophavsretten til egne tekster og frit kan anvende dem andre steder.]
- Er der nogen ude i wæbtuøvkonsulentsfæren, der har æren af at have overbevist Gyldendal om det fornuftige i projektet? Fin
dt arbejde, synes jeg -pånær at wæbtuøv-jublen ville være endnu større hvis ikke man skulle tage stilling til punkt 1 ovenfor.
[UPDATE: Cliff forklarer også at projektet er en intern opfindelse. Tillykke til Gyldendal med en god idé]
[UPDATE: Undskyld den modsatbetydningskabende typo!]
De sidste 12 dage uden posts må være den længste ufrivillige blogpause jeg har haft i et par år. Det er dels det samme som de andre siger - Facebook og Jaiku (snart Twitter) følger folk meget bedre med i, så det er sjovere at skrive der. Og så er ZYB + Spotify DJ et fuldt døgn.
For at lægge mere i puljen ud fra devisen at travlhed bare gør det nemmere at lave mere, fordi man i forvejen er produktionsmindet, har jeg kogt mig et brilliant setup til en nanowrimoroman og starter skrivningen fredag ved midnat.
Er der nogen i nærheden der også er med?
Esquire har udgivet verdens første papirmagasin med aktivt e-ink cover. Der er et magasintilpasset batteri med i pakken og en reklame i levende billeder for sponsoren Ford. Det lyder som et medie fra fremtiden.
I just finished Jeff Hawkins' On Intelligence, and it was a great read, reinforcing some of my own beliefs on how one should build "smart" software. [Technical note to self: Among the things it did, without trying to, was to reinfoce my interest in the Sequitur algorithm and remind me of this strongly worded opinion on the purpuse of the visual cortex (from the son of D.M Mackay - one of Hawkins' sources as well).]
The book is, for it's genre, delightfully short and to Hawkins' great credit he does not claim that everybody else has been wrong all the time and he's the only one who gets it. This is the usual bane of popular science books purporting revolution (e.g. Wolframs horrible bloatfest New Kind of Science or Mandelbrots recent book on the stock market), and it is great to read a book that is just earnestly interested in breaking new ground instead of also doubling as a vanity project.
The least satisfying part of Hawkins' book is its philosophical underpinning. Hawkins spends a lot of time talking about Searle's Chinese Room argument, in my opinion a completely pointless piece of overthinking, and he's making a valid point while doing so even if Searle's argument is bogus. To Hawkins, Searle's argument applies to "old AI"; mechanistic, syllogistic, 'electron brain' AI, where we encode the rules of language in a machine in some deterministic way so we can do translation. Hawkins agrees in deriding this kind of simpleminded AI and therefore agrees with Searle. But the rest of his book is one long description of a mechanism for intelligence that I'm positive Searle would also dismiss as non-intelligent by the very same argument!
Hawkins is of the opinion that the model he describes - a sense/memory-based hierarchical prediction machine - captures the notion of understanding in ways the old-school AI does not. I think Hawkins' point is a lot more interesting than Searle's, but I'm sure Searle would disagree with Hawkins in thinking this alternate model any different. After all, it is not understanding anything, it's just playing the odds - predicting.
I just finished reading Bob Dylans autobiography, a nice if not completely perfect, experience. The good: Dylan does not treat us to a longwinded biographical nightmare ("Then I moved to that place. I met that guy. He took me along to this place. Then I moved to this other place. I was writing this song"), but rather a few short, intense, impressions of very specific episodes in his past. Dylan is a good writer, his prose vibrates with scenic detail and the 60s scenery (as well as explicit mention by Dylan) automatically makes one think of first person fiction a la Kerouac. The stories really come to life in a way that is much more like present-tense fiction than like outlived memory.
Chapter 2 of the memoirs seem to hold the key to why Dylan wrote these memoirs in the first place. It's takes place in the late '60s and Dylan is on the run, trying to escape the moniker "Protest singer" as well as sperstardom. He just want's to live, know about life and sing about it, but everywhere he is being misunderstood, trapped inside his personal myth. Chronicles comes off as having the same ambition. Dylan just wants to tell us about being a young unformed artist in his teens in late '50s New York. He wants to tell us about being trapped in a myth and he wants to tell us about struggling to make music when you've run out of gas after 25 years of making music and writing songs.
Part of this debunking of the myth is a lot of time spent describing what it was like struggling to find your own thing, back before Dylan was a recording artist. It seems so odd to read about the artisitic struggle of a man who had released 6 masterpiece albums by the time he turned 25. How is it possible that could have never not known what to do and then go out and do so much so soon?
At times the writing is so good that it is hard to believe that it is really autobiographical and not just fiction. The notable example of this is a brilliant description of a motorcycle ride Dylan took with his wife while recording Oh Mercy. They meet this semi-mythical southern character called Sun Pie, an old man married to a young woman, who runs a little shop by the side of the road. Dylan takes a lot of time telling us about his conversations with Sun Pie, a story with no consequence - just pure experience.
For me personally, the more traditional biographical stuff, Dylan accounting for his musical roots and influences, works less well - and if the book has a flaw it is this odd mix of a few snapshots of experience combined with lengthy descriptions of other musicians Dylan has known or feels connected to. I liked the snapshots the best.