På personalets undrende kig på mit gamle 2008-medlemskort kunne jeg regne ud præcis hvor bizart lang tid siden det er, at jeg har været forbi Louisiana, men igår var jeg deroppe. Jeg må indrømme at jeg ikke egentlig bryder mig om den nye bunkeudstillingsstil, der har kørt i de sidste par år. Jeg går ud fra at det er fordi det er det, der virker for publikum, at man har prioriteret anvendelsen af rummene så meget om, og sårn professionelt er det jo også let at forstå - men man går til gengæld fuldstændig glip af stedets og værkernes enhed, når det hele altid bliver flyttet rundt. Det er kun de udendørs værker, der får lov at blive stående og betegne hvor de er. De fleste af de andre klassiske koryfæer fra 80er-90er-museet, med et par signatur-undtagelser, står lidt pjaltet rundt omkring.

Når det så er sagt, så er der masser af guld deroppe i de mange små stik ud til højre og venstre. Sophie Calle har altid slået mig som en fremragende humorist, selvom hun aldrig udadtil antyder at hun selv synes hun er det. Det er kun den fantastisk inspirererede overreaktion på et noget kedsommeligt afskedsbrev fra en eks-kæreste, der rigtig giver mening i museumsrummene. De andre ting var man hellere alene med. Men kæreste-installationen er det hele værd. Jeg fik mindelser til den berømte scene fra Cyrano, hvor fægtemesteren belærer en noget kedelig fornærmer med et overbud af langt bedre fornærmelser vendt mod sig selv. På samme måde er Calles overbud af kuraterede reaktioner på det kedelige brev er i særklasse, fra de mennesker hun spørger til de konsekvenser hun mener det flade brev bør have.
Af særlig privat interesse for mig, for tiden, var de mange visuelle og auditive opmærkninger af selve teksten og hvordan man kan oplyse indholdet ved at gå ordnært til værks med billeder, annoteringer og overføringer t lyd og andet.
Som Morten gjorde opmærksom på per chat senere på aftenene, så er der i det hele taget ved Calles arbejder en intertekstualitet, der virker særligt relevant og tilgængelig for det moderne webmenneske. Underligt nok, og en længere historie værd, at hun aldrig selv har opdaget det medium (ikke hvad jeg ved af, ihvertfald).

Også godt, nu man er der, er et rum der forsøger ved en flot og varierende samling eksempler at vise os hvad der er på spil i nutidsmaleriet. Det er alt fra den slags ornamenteret detaljemyldrende maleri, som er blevet en hel stil, også i design, i '00erne til nypunkede kollager i blandede medier.

Og så det utrolige optiske illusionsværk m vand og farvede kugler, hvor man ovenikøbet får lov at være alene nede i kælderen. Fanget her, på vild flugt fra det rum, det befinder sig i.

Munch og Warhol har også sine øjeblikke, men lidt kold lod det mig nu alligevel. Jeg var i den forbindelse gladest for simpelthen at se mikrovariationerne i Munchs ting, ophængt side v side.

Relateret til spørgsmålet om kunstnerens sociale opgave: I film er den klassiske kunstdiskussion debatten om smuglere vs Kunstnere med stort K, hvor Kunstneren med stort K kigger væk fra hvad han gør for sit publikum, mens smugleren underholder og så prøver at gøre det på den bedste måde han kan - smugler kunsten ind.

James Franco giver den debat helt ny luft. Han har sagt ja til at optræde i noget så lavstatus som en sæbeopera, General Hospital, men forklarer os nu at det i virkeligheden er performance kunst.

En af mine kæpheste i samtale med avantgardehadere - eller måske er avantgarde-benægtere en mere rammende beskrivelse af mange af dem - er at tage afstand fra ideen om at avantgardens egentlige mål er at blive afvist, ikke bare at undersøge nye ting på nye måder; en sport der i sig selv begrænser avantgardens publikum.

Naturligvis kan man i kunstkritikken også finde pro-avantgardister, der mener sådan, f.eks. Mikkel Bolts forvrøvlede reduktion af kunsten til et politisk projekt og fejlobservation af den helt igennem statsstøttede autonome reclaim the streets aktivisme som vigtig. Men man kan jo også finde noget andet. Tag nu bare John Cage. Tilsyneladende er han prototypen på den afvisende avantgardist - f.eks. ved i et interview at have forberedt seks svar forud, og så ligegyldigt hvilke spørgsmål, der blev stillet, at vælge et af de seks svar, tilfældigt. Men omvendt afviste han selv sine tidligste forsøg som komponist fordi de formelle systemer han komponerede i manglede "sanselig appel og udtrykskraft", og forklarede i øvrigt intervieweksperimentet som et forsøg udi zen-praksis, ikke som et konventionsbrud, som sådan. Hvorfor må den forklaring Cage selv bruger ikke være den rigtige?

Rigtigt er det selvfølgelig at avantgardemusikken, og måske avantgarden i almindelighed, tillader sig at være optaget af andet end publikum, hvad et citat i ovenlinkede Cage-artikel kalder "musik uden socialt engagement", og hvis det bare er det der er anstødsstenen, jamen så, bevares. Selv krummer jeg tæer over alt for behagesyg kultur. Problemet ved at være så nærig med anerkendelsen (den kulturelle ækvivalent af massemediernes evindelige "handler det om os? hvad synes du om os?" spørgsmål til alle og enhver) er at man kun skaber en sykofantisk reproduktionskultur på den måde, ikke dynamiske nybrud; og hvordan man end vender og drejer det, så har alt den kultur vi nyder idag, hvor konventionel den end virker, skurret i øret engang i fortiden.

Jeg brugte meget denne her single på mixbånd tilbage i 90erne

Perfekt loungestil, med lidt skarpere kant og højere elegance end hvad den bølge ellers havde med, og ikke helt spillet ned i radioen - jeg fandt den på en Bungalow Records kompilation, som også har den utrolige Howard Devoto hyldestsang The Most Important Man Alive med Momus.

Men jeg vidste ikke dengang at hooket i Czerkinskys single var et France Gall sample. Fra et nummer med den for en dansker fantastiske titel "Christiansen". Som dog handler om en sød og lækker nordmand på ferie i Sydfrankrig.
Da jeg så fandt ud af det, gik der stadig lidt tid, før jeg fandt denne her video, hvor France Gall synger den i studiet i 1967, komplet med vietnambørn som klædelig op-art ved siden af de andre mærkevarer og ikoner. Man skal lige et par minutter ind før hun når til sang nr 2, som er Christiansen.

I går var jeg i Århus, primært for at se Enter Action på Aros, men også for at hilse på bekendte og besøge NEXT expoen*.
Enter Action er afgjort et besøg værd, endda en rejse værd. Udstillingen er godt nok lidt ujævn, efter min mening, og bærer stadigvæk vidnesbyrd om hvor svært teknologi som materiale er, det kniber stadig en smule med at komme forbi materialet til et udtryk, selv i sådan et creme de la creme setup som her. Nu er teknologi jo i mellemtiden blevet så almindeligt omkring os, så det fint går ind som selve materien i udstillingen også, og det hjælper bestemt lidt på det. Flere af værkerne gør en dyd ud af den synlige teknik.

I enestående grad bedst på udstillingen er Listening Post (video af værket her), der med lyd, mørke og en monumental opsætning af digital tekst hentet fra nettet, sagtens kunne bruges til en hel dags besøg.
Måske har det lidt med hele det her med at rejse efter kunsten også at gøre. Listening Post, i modsætning til de fleste andre værker på udstillingen, har et kultisk monumentalt præg, der fungerer godt som mål for rejsen. Cærket er naturligvis allerede gennempræmieret.
Noget, der så ud som om det kunne være fantastisk, de robotiserede rullestole, fungerede ikke rigtig mens jeg var hos dem, til gengæld var jeg glad for at en virkelig energisk teenager med god balance, gav en flot demo af det utrolige visuelle løbebånd. Jeg havde ikke selv holdt i 30 sekunder.
Mest irriterende på udstillingen: Et kedeligt rum med net-art i browsere. Blah. Aros skal naturligvis linke til det på hjemmesiden, men det er altså ikke noget der funker på stedet. (og dog, jeg må ikke glemme at der er et so last year Second Life rum også).
Mest overraskende på udstillingen: Mit hjerte slår, hvis Pulse Room står til troende, i valsetakt.

Bonus Aros-anbefaling: Gå ikke glip af Lars Arrhenius' skeletvideo et par etager højere oppe. Der er en Tim Burtonsk grum humor over den skeletale hverdag i Stockholm.

NEXT udstillingen var udemærket, men ikke en tur værd i sig selv. Ikke helt så cutting edge som tidligere, men betydeligt mere bred - materialevidenskab og andre ingeniøragtige indslag var også med. Det var dejligt at se The Orb, Wiremap og Cellphone Disco i virkeligheden, men som den sætning også antyder, så er det ikke let at være NEXT i blog-monokulturen. Mange af de objekter, udstillingen kan finde frem, har vi alle set på nettet.
Og så lige en pet peeve: Hvorfor står der en Z-machine printer på udstillingen hvert år, når den ikke kører og printer udstillingsgæsternes egne 3D-kreationer?
Og hvorfor var der ikke nogen Siftables?

* Konference skuffede mig totalt med sin mangel på servietorigami til lunchcam'et, men ellers var Matt Webbs indlæg (og det med naturen) som jeg så på videostrøm, virkelig godt - sorry Nikolaj, men jeg nåede ikke at se din preso.

Dagens læsematerialer bestod af lange tekster fundet på internettet. Først og mest er Lester Bangs portræt af Brian Eno (fundet via Bruce Sterling) essentiel læsning om Enos kreative proces, og da navnlig vurderet i begyndelsen af 80erne, hvor den ser lidt mærkelig ud med idags øjne, men dens intense oprigtighed, og mødet mellem kortformatets energi og 70ernes vilje til bare at lade den køre er fantastisk. Hvis bare aviserne var skrevet sådan, så var de slet ikke i krise (hvis altså folk som mig er nok).
Teksten er næsten ulæselig som præsenteret, men du kan sakse den herfra istedet. (Tryk "edit" for at få fat i det hele).

Næste punkt: Når huse koster 500kr så har man råd til at gå drastisk til værks med indretningen. Den dybe boligkrise i byer som Detroit giver også plads til udvikling.

Men mulighederne for at købe billigt giver også andre, mere deprimerende muligheder, som en hurtig recessionsniveau gentagelse af subprimeskandalen.

Kottke havde fat i dem forleden, men de ser også utrolige ud, den nye bølge af datamoshing videoer (<- godt katalog bag link). Bevidst plantede, og kreativt udnyttede fejl i den digitale kompression.
Der er et observationsproblem - i Youtubekvalitet erstattes de flotte, kreative fejltagelser med kedelige sparefejltagelser. For at se hvor fantastisk det kan se ud må man op i HD - se bare selv (quicktime - HD; det er en gammel single btw.).

I can't think of a better post to have ID 4000 than a link to this remarkable test of genetic programming. Can you paint the Mona Lisa with just 50 polygons?
(as some people in the comments point out: "It's not really the genetic algorithm, but a stochastic hill climber")

Actual 4K posts won't happen in a good while, I'm at 3700 or something.

Min bror har lavet en kampagnesang og -video til GNXTM projektet, der i korthed handler om at få Gnags til at tage til Mali. Gerne for altid. Hør bare hvor godt et Gnags tekst- og musikunivers passer til Vestafrika!

Bak op om kampagnen. Bliv fan (på Facebook eller på Myspace) i dag.

Lidt held om formiddagen.

Coveret til Battles' album fra 2007 er superfedt.

Very nice idea, a WiFi telescope, spatially resolving available wifi, so you can see where on the horizon the Wifi is, and whether it is open or not.

Selvfølgelig er der allerede en kunstteori og ditto praksis om databasekunst. Det første link er iøvrigt fra Intelligent Agent, som er så gammeldaws-"på nettet"-futuristisk at det næsten er moderne igen (pånær PDFerne og en absurd mængde popups).

Bonuslink: Google søgeordsfarver som pensel i ASCII art: Bart Simpson. Prøv at selecte hele Bart og se ham forsvinde når farverne mangler. Lav dine egne med toolet her.

Inspireret af Jesus - Always With You har jeg lavet et lille "Find Jesus" spil. Hvor tror du Jesus er?

I don't have the family franchise on Iggy Pop fandom, but I think this is the best opening of any record ever. It is certainly the most energietic. There is no hesitation in the amazing opening bars of Lust for Life, just pure energy and with a bouncy/funky rhythm to boot. There are absolutely no disappointments on this album. The intensity of the opening is maintained throughout and the album ends with a candidate for Best Closing Song Ever - Fall in Love With Me.
Of the records Bowie was involved in making in 1977 I think this one comes in a tied first position with Heroes, with Low in third place handily beating The Idiot.