Jeg er vokset op i det allerfladeste Jylland - nede i marsken. Engang blev marsken hele tiden oversvømmet - nu er der diger. Af og til truer en stormflod - men den bliver jo som regel på den anden side af diget. Bag digerne er der fuldstændig fladt. Der er ikke så mange forhindringer, det er bare ligeud.
Måske er det derfor jeg er vokset op med en tyrkertro på teknologiens muligheder - det land jeg er vokset op i er et vi selv har skabt, selvfølgelig kan vi også skabe alt det andet. 

Som voksen har jeg fået lyst til andre landskaber - og vandrer gerne et par uger om året i alperne. Der får man en anderledes respekt for ting man ikke rigtig kan lave om på. Man kan ikke flytte bjergene. Der bliver boret et par huller gennem dem her og der - men mestendels må man bare leve med dem som de er. De er i vejen. Man skal op af dem og ned ad dem. Man må finde sig i at regnen samler sig i dem. Det er ikke noget der kan fixes. 

Ligesom man skifter holdning til landskaber, når man ser nogen flere af dem, skifter man holdning til løsninger, når man har set nok af dem. Den teknologiske optimisme fra 60erne er da intakt inde i hovedet på mig - men ... jeg er bare også blevet mere og mere bevidst om de dybe furer i snart sagt alle tænkelige problemer. I denne uge har jeg læst to gode spekulationer over netop det. 

Det ene var Ethan Zuckermans reflektioner over en tegneseriekomisk/-dystopisk løsning på problemet fængsler: "Hvorfor smider vi dem ikke bare alle sammen i hver sin celle, fodrer dem (med sonder?) med Soylent-universalkosttilskuddet og så for at de ikke bliver skøre i isolation får de VR briller på og tilbringer hele fængslingen i cyberspace" - kort sagt: Skal vi ikke bare lave alle fængslerne til The Matrix?

Evgeny Morozov has offered a sharp and helpful critique to this mode of thinking, which he calls "solutionism". Solutionism demands that we focus on problems that have "nice and clean technological solution at our disposal." In his book, "To Save Everything, Click Here", Morozov savages ideas like Snow's, whether they are meant as thought experiments or serious policy proposals. (Indeed, one worry I have in writing this essay is taking Snow's ideas too seriously, as Morozov does with many of the ideas he lambastes in his book.)

At omgøre fængslet til en slags stase-tilstand for de fængslede er en af de mest pålidelige sci-fi troper vi har. Det er en løsning af problemet, der simpelthen slet ikke har fokus på problemet - det er ordsproget om alt, der ligner et søm fordi det man har er en hammer. Matrix-fængslets bagmand har kun mental adgang til de to 'universelle' teknologier pulvermad og virtual reality og så må de jo være løsningen. Der er noget fascinerende ved at den håbløse universalløsning i sig selv er sammensat af to ligetænkte universalløsninger - Soylent, pulveret der erstatter *al* mad - og VR - der erstatter *alle* oplevelser. Universaliteten smitter. 

Det bringer mig til den anden ting jeg læste, nemlig altid begavede Maciej Ceglowskis bemærkninger ved en nyligt afholdt konference.

Our intentions are simple and clear. First we will instrument, then we will analyze, then we will optimize. And you will thank us.

But the real world is a stubborn place. It is complex in ways that resist abstraction and modeling. It notices and reacts to our attempts to affect it. Nor can we hope to examine it objectively from the outside, any more than we can step out of our own skin.
[...]
Programmers are trained to seek maximal and global solutions. Why solve a specific problem in one place when you can fix the general problem for everybody, and for all time? We don't think of this as hubris, but as a laudable economy of effort. And the startup funding culture of big risk, big reward encourages this grandiose mode of thinking. There is powerful social pressure to avoid incremental change, particularly any change that would require working with people outside tech and treating them as intellectual equals.

Det rammer hovedet på sømmet. Teknologibranchen har tillært sig selv en oplevelse, at det er alle the old ways, der er problemet. Transformation er nødvendigt - og den skal være total. Vi har alle spøgelseshistorier om mennesker der fejlede fordi de ikke lavede den nødvendige transformation da de digitaliserede. Digitalisering er i konstant fare for at bortkaste de præ-digitale erfaringer, simpelthen fordi det digitale sanseapparat ikke kan se dem, lære af dem og erfare dem. 
Man ender kort sagt med at optimere, godt nok, men optimere noget andet end hvad der egentlig var hensigten med det system man erstatter. Man optimerer den digitale efterglød man lykkedes med at fange af det gamle fænomen - og kun den. 
Mange af de vildveje vi synes vi kender fra New Public Management handler om den form for digitalisering, men man ser den også i mere subtile omgivelser. Digital annoncering f.eks. lover sporbarhed, målbarhed og derfor en form for optimering som TV og aviser slet ikke kan levere fordi de ikke har den samme sporbarhed som klikvejene udgør. Problemet er bare, at svindlen med de digitale annoncer er enorm - og effekten derfor voldsomt forringet - så må vi have endnu højere sporbarhed - og sådan er vi havnet i et våbenkapløb med enorme privatlivsudfordringer - som stadig er fuldt af svindel - og helt savner evnen til at samtænke de analoge indtryk vi også får. Måske klikker vi mere på Google-annoncerne når PR-indsatsen har ført virksomheden ind i TV-avisen og Aftenshowet. Måske var det reklamen før Vild Med Dens der fik os til at klikke på lige den annonce. Det måler Google ikke - der er bare en forestilling om at den digitale verden i sig selv stod for effekten. 

Derfor: Hovedet ud af computeren. Ud at erfare nogle ikke-digitale erfaringer. Find træghederne. Lad mennesker være mennesker - og lad være med at tro at bjerget bliver et bedre bjerg hvis bare det slet ikke er der.