Deglobalisering

I 'Verden Af I Går' fortæller Stefan Zweig om hvordan han rejser rundt i verden uden papirer. Besøger panamakanalen og mange andre steder. Den tid er jo for længst forbi, hvor man bare kan rejse sådan rundt og gå i land ved fremmede kyster - men vi har så fået den igen i informationsalderen i form af varerne, der flyder frit - og de informationer de er hyldet i.

Well. I et stykke tid, måske. Kinesernes store firewall er jo en realitet, selv om man må tro, med alle de kinesere vi ser i resten af verden, at verdens hemmeligheder for længst et sluppet ud, også derhemme. Bare uden nogle medier at sætte sig i.
Nu vil russerne gøre kineserne kunsten efter. Og vi har jo egentlig ikke så meget at være stolte over herhjemme selv på den front. Retsløs censur med baggrund i pædofili, svindel og terror - og overvågning; censur ved selvcensur.
Det lugter kort sagt en smule af, at en pessimist om tyve år muligvis vil kunne fortælle den næste generation om dengang i en usandsynlig fortid hvor man, informationelt, kunne rejse frit rundt i verden uden papirer.

Hvis du ikke ved om du skal dø af skræk eller ryste på hovedet af maskinernes fremmarch, så læs her
Det er svært at blive klog på de kloge maskiner - er kunstig intelligens ved at æde al den software der er ved at æde hele verden? Skal vi være bange ligesom Nick Bostrom, eller bare ryste på hovedet, når nu vi kan se Microsofts Tay opføre sig som en fordrukken racist-bot?
Hvis du er i tvivl, så skulle du læse denne artikel af Luciano Floridi - som modstiller all-in optimismen med den hovedrystende afvisning og finder et balanceret punkt midt imellem. Det mest interessante i artiklen er måske Floridis reklame for sin seneste bog

This is what I have defined as the Fourth Revolution in our self-understanding. We are not at the centre of the Universe (Copernicus), of the biological kingdom (Charles Darwin), or of rationality (Sigmund Freud). And after Turing, we are no longer at the centre of the infosphere, the world of information processing and smart agency, either. We share the infosphere with digital technologies. These are ordinary artefacts that outperform us in ever more tasks, despite being no cleverer than a toaster. Their abilities are humbling and make us reevaluate human exceptionality and our special role in the Universe, which remains unique. We thought we were smart because we could play chess. Now a phone plays better than a Grandmaster. We thought we were free because we could buy whatever we wished. Now our spending patterns are predicted by devices as thick as a plank.

Jeg kan lide tankegangen - det er et udemærket bud på et grand sweep gennem hvad vi har tænkt om os selv gennem tiderne. Selv er jeg måske større fan af de tidsaldre Lars Qvortrup lister op i sin bog om det hyperkomplekse samfund - en centristisk med kongen eller gud som autoritet og referenceramme, en individualistisk med subjektet som autoritet og så nu, en netværksepoke hvor tusinde forklaringsrammer konkurrerer om autoriteten og sandheden. Men det fine, for mig at se, er at Floridis historie mapper fint ind i Qvortrups. Copernicus er fra den centristiske epoke, Freud og Darwin er fra menneskedyrets tidsalder og maskinerne er netværkenes hele sammenhængskraft. Jeg bliver kort sagt nok nødt til at læse lidt op på Floridi. Om de intelligente maskiner selv har jeg mine egne intuitioner også:

• Intuition 1: Som Steve Mann har sagt i hundrede år, så er det størrelsesordner enklere at udvide vores horisont med nye AI-værktøjer end at bygge en helt selvfungerende AI, og det er derfor meget mere sandsynligt at vi får mere af de maskiner vi har nu: Informationsproteser, der strækker vores ydeevne, ikke autonome intelligenser.
• Intuition 2: På samme tid, så har jeg simpelthen læst for mange besynderlige neurovidenskabelige findings, der piller vores fornuft fra hinanden, til at tro på den som et magisk sted, hvor det virkelig sker. Jeg er forholdsvis sikker på at vi er en ekstremt veladapteret Roomba, snarere end et magisk væsen, som er afgørende forskelligt fra de kunstige informationsmaskiner

Men... det er jo spekulation - og i termer af hvordan fremtiden kommer til, er jeg ganske overbevist om at Mann har fat i den lange ende. Om prognosticering som sådan er jeg helt på linie med Floridi. Han siger nogenlunde det samme som jeg har forsøgt at sige med denne figur. Vi står på et sted, som vi ved en masse om. Fremtiden foran os er en kegle af muligheder - vi ved ikke hvordan den bliver, kun at den udvikler sig væk fra det den er nu. Pessimisme og optimisme er ekstreme strategier for at beskrive fremtidskeglen - men det er uendelig usandsynligt at verden virkelig skulle blive optimalt fantastisk, eller optimalt rædselsfuld langt ude, hvor vores viden om verden er blevet mindre og mindre værd.

Midnatsklarinettisten II

For efterhånden mange år siden skrev jeg en post om den klarinet man af og til kan høre ud over Vesterbro. Siden er det gået op for mig, at det formodentlig er ham de kalder Klarinet-Mikki, som bor (i hvertfald af og til) på Mændenes Hjem. Han færdes i det københavnske jazz-miljø og, som jeg allerede konstaterede dengang for 11 år siden, spiller han ganske habilt. Endnu bedre, han har en Facebook-profil, og du kan høre ham spille selv her.
Jeg fandt også ud af at Mikki er kanoniseret i litteraturen, ikke bare her på classy.dk, men hos Henrik List.

Obamas eget 'reality based community'-øjeblik

Obama-administrationen har fået sit eget reality based-community citat. Hvis du har glemt Bush-æra citatet, så var det ord fra en af Bushs neocon-høge i administrationen, der rystede på hovedet af pressen og offentlighedens optagethed af 'virkeligheden'. "Det er os der laver virkeligheden!"-var neocon-tænkningen, som siden er blevet alvorligt vingeskudt af udviklingen i Afghanistan, Syrien, Irak, Libyen, Lesbos.....

Men selvtilstrækkeligheden er ikke blevet mindre, den er bare blevet erstattet af en endnu mere brutal afvisning af mediernes rolle i social-medie alderen, hvor alle avisredaktioner er nedskæret til højeffektive kopieringsmaskiner.

"All these newspapers used to have foreign bureaus," he said. "Now they don't. They call us to explain to them what's happening in Moscow and Cairo. Most of the outlets are reporting on world events from Washington. The average reporter we talk to is 27 years old, and their only reporting experience consists of being around political campaigns. That's a sea change. They literally know nothing."

Sådan siger Ben Rhodes, en af Obamas sikkerhedsrådgivere. Læg mærke til forandringen: Det er end ikke et spørgsmål om at underkende offentligheden; Rhodes vil ikke engang anerkende af offentligheden findes mere. Den er sparet væk.

Nu skal man altid være forsigtig med at tage den slags for mere end blærerøvssnak fra en underordnet i administrationen, men om ikke andet, så klinger det lidt af noget vi godt synes vi kender. Helt sikkert fra amerikanske medier, hvor Trump af ukendte årsager (OK, kendte, på den måde at han genererer views og clicks og penge) bliver behandlet som andet end en dårlig vittighed. Men såmænd da også herhjemme, både fra trætte og pressede medier, og fra politikernes tydelige ringeagt for mediernes arbejdsvilkår med offentlighedslov osv. I dækker de historier vi vil fortælle jer, når vi fortæller jer dem.
Og helt konkret, så genkender man udsagnet fra P1-morgens opringninger til den lokale danske ambassadør, når en nyhed fra det store udland skal forklares i radioen. DR har ikke nogen folk bare i nærheden, heller ikke nogen i redaktionen, der ved noget - vi sætter bare statsrepræsentanten til at udlægge sandheden.